|
|
|
|
|
Hvad der er sket i Annas Rom Guide i tidens løb: Her finder du mine nyhedsbreve fra 2020: Her finder du EN OVERSIGT over mine tidligere nyhedsbreve
Nyhedsbrevene fra indeværende år findes her: |
|
Til venstre for Collegio Inglese i Via Monserrato løber sidegaden Via di Montoro, som har navn efter det store Palazzo Montoro, der står på gadens nordside. Det er en smuk ejendom, som er ombygget og renoveret i første halvdel af 1700-tallet, men står på en grund, der oprindeligt husede Montoro-familiens bygninger fra 1500-tallet. Palazzo Montoros smukke indgangsportal stammer fra denne tid, mens sidedørene er fra 1700-tallet. Palazzo Montoro har igennem tiden båret flere navne, alt eftersom Montoro-familien giftede sig ind i andre familier og føjede disses navne til deres eget. Man kan finde palæet omtalt som Palazzo Chigi Montoro, Palazzo Chigi Montoro Patrizi eller Palazzo Patrizi Naro Montoro. Idag ejes bygningen af familien Lepri og kan også ses omtalt som Palazzo Lepri. Ligesom palæet har haft mange navne, har også Via di Montoro båret forskellige navne gennem tiden. Fra 1400-tallet og frem til 1654: Vicolo di Corte Savella, fordi det store fængselskompleks Corte Savella lå der, hvor Collegio Inglese står idag. Senere blev navnet Via Chigi, mens det idag er Montoro-navnet, der har vundet hævd. Overfor Palazzo Montoro står forøvrigt en nydeligt restaureret ældre bygning, hvorpå der ses et smukt Madonna-billede fra 1800-tallet. En Madonna Addolorata forsynet med krone, rosenkrans og votivgaver. På husets facade ses også en indskrift om ejeren i 1833: Felice Varesi, som var en kendt baryton-sanger, der især excellerede i Verdi-partier. Via di Montoro har også andre fine huse og indskriftstavler, som man kan læse mere om på siden om denne gade. På den anden side af Via dei Cappellari, hvori Via di Montoro udmunder, fortsætter gadeforløbet i gyden Vicolo del Bollo, som er opkaldt efter det Ufficio del Bollo, der stod her fra 1740. Til dette kontor måtte alle kvarterets guld- og sølvsmede begive sig med deres færdigt udførte varer for at få disses renhed kontrolleret og modtage det i 1744 lovbestemte ægthedsstempel med billedet af den pavelige tiara på sølvprodukterne og af tiaraen med Sankt Peters nøgler på guldvarerne. Vicolo del Bollo er snæver og snoet, men også charmerende, især om sommeren når klatrerosen blomstrer over den lille plads midtvejs. Op mod Via del Pellegrini sidder desuden et noget afskallet og bleget oliemaleri af Jomfru Maria med Barnet og San Filippo Neri. På en mur i Vicolo del Bollo sidder desuden en lille tavle med teksten "Sub proprietate - V. Monasterii - S. Apolloniae - Urbis". Den angiver, at bygningen engang var ejet af klosteret Sant'Apollonia, som lå på den anden side af floden, i Trastevere ved Via del Moro og Piazza di Sant'Apollonia. Kirke og kloster blev i 1888 og frem ombygget til et lejlighedskompleks, men havde ellers en spændende historie, som nu kan læses i Guiden. Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende En Glædelig Jul og Et Godt Nytår, Det næste nyhedsbrev vil blive udsendt omkring den 7. Februar 2021. Ved siden af Kirken San Tommaso di Canterbury står det store kompleks Collegio Inglese, som er kollegium for engelske katolikker, der opholder sig i Rom for at studere teologi. Den lange, smukke og sammenhængende facade ud mod Via Monserrato skjuler et sammensurium af mindre og større bygninger, hvoraf nogle er rester af 1400-årenes retsbygning Corte Savella, hvor den smukke fadermorderske Beatrice Cenci sad fængslet inden sin henrettelse. Collegio Inglese regner sin "fødsel" fra år 1362, selvom selve kollegiet først blev dannet senere. Men den spæde begyndelse var, da en i Rom boende engelsk rosenkranssælger John Shepherd i 1361 købte en grund med hus og have, som han året efter solgte videre til den engelske sammenslutning Societas pauperum Anglorum. Huset indrettedes til herberg for engelske pilgrimme, kaldet Hospice of St. Thomas (på italiensk: Ospizio di San Tommaso di Canterbury). Denne lille engelske enklave opstod muligvis efter de store Jubelår 1300 og 1350, der tiltrak mængder af pilgrimme, ikke mindst fra England. Men disse var ikke de første engelske tilrejsende, som man kender til. I hvert fald siden midten af 600-tallet havde engelske pilgrimme søgt mod Rom, men dengang husedes de i den såkaldte Schola Saxonum, der var beliggende i nærheden af Peterskirken, i det som idag kaldes Borgo in Sassia. I 1201 stoppede imidlertid benyttelsen af dette herberg og i en årrække manglede engelske pilgrimme og tilflyttere et sted, hvor de kunne mødes og måske få tag over hovedet eller hjælp i nødstilfælde. Det var dette tomrum, som Ospizio di San Tommaso kom til at udfylde. I Annas Rom Guide er der nu kommet sider om Collegio Inglese og den gamle retsbygning Corte Savella. Samt en side om det tidligere herberg Ospizio di San Tommaso di Canterbury. Desuden har jeg tilføjet en side om Englændere i Rom - fra 700-tallet til slutningen af 1500-tallet. Og om den første engelske bosættelse ved Peterskirken: Schola Saxonum, samt om det samlede kompleks af udenlandske bosættelser i samme område, de såkaldte Scholae Peregrinorum. I sidste måneds nyhedsbrev skrev jeg om Via dei Farnesi og de interessante bygninger i gaden. Nu har jeg tilføjet en række sider om de små gadealtre, "edicole sacre", som kan ses i denne gade: Madonna med Barnet i Via dei Farnesi nr. 77-78, Den Genopstandne Kristus i nr. 82, et Krucifiks på havemuren omtrent overfor nr. 78, samt en Madonna med Barnet og San Filippo Neri på hjørnet af Via dei Farnesi og Via Monserrato. Dette hjørnehus kaldes Palazzo Fioravanti og det ejedes en tid af Fioravanti-familien og før det af Massa-familien, som ved giftermål overtog Cosciari-familiens navn, så man derefter kaldte sig Massa-Cosciari. Det var Antonio Massa (1500-1568), som i 1540 lod Palazzo Fioravanti opføre. Antonio Massa var jurist og forfatter til mange juridiske værker, men han havde også andre interesser og var med i den humanistiske kreds omkring Angelo Colocci, som havde taget del i møderne i Pomponio Leto's Accademia Romana. Forbindelsen mellem Massa og Colocci var så stærk, at Colocci udpegede Massa til sin eksekutor testamenti. Lidt længere henne i Via Monserrato står den engelske katolske kirke San Tommaso di Canterbury. Om denne kirke er der nu i Annas Rom Guide flere sider: En Kort side om Kirken, En uddybende side om Kirkens Historie, samt en side med En Rundgang i Kirken. Den bygning, vi ser idag i Via Monserrato er en renovering fra 1800-tallet, men den hviler på murene af den ældre kirke fra sidst i 1300-tallet. Og på stedet lå her - måske ovenikøbet allerede i 700-tallet - en endnu ældre kirke, kaldet Sanctissima Trinità Scottorum, efter den Scotti-familie, som havde ejendomme i kvarteret. Det er ikke let at komme til at besøge San Tommaso di Canterbury, som ellers har et meget interessant kirkerum med et - muligvis meget gammelt - matronæum. Man kan dog være heldig at kigge indenfor fra 9-tiden om morgenen inden messen. På hjørnet af Piazza di Santa Caterina della Rota og Via Monserrato står Kirken San Girolamo della Carità, om hvilken der nu er uploadet sider i Annas Rom Guide: En kort side om Kirken og dens historie, samt en side med En Rundgang i Kirken. Desuden er der også lavet en side med en Plan over Kirken. San Girolamo della Carità er viet til kirkefaderen Sankt Hieronymus, der på italiensk kaldes San Girolamo eller San Gerolamo. Tilnavnet "della Carità" skyldes det lægbroderskab, som fra 1536 havde fået overdraget Kirken, som det passede helt frem til 1966. I starten kaldtes sammenslutningen blot Compagnia della Carità, siden blev den et rigtigt lægbroderskab og fik navnet Confraternita della Carità og efter overtagelsen af kirken, hvor broderskabet samtidig blev ophøjet til ærkebroderskab, blev navnet Arciconfraternita di San Girolamo della Carità. Ved siden af Kirken i Via Monserrato står en smal bygning, som broderskabet ejede og forsynede med sit ejermærke. Huset kaldes Casa del Procuratore Silla, da det - før broderskabets overtagelse - ejedes en vis prokurator ved navn Silla, som levede under Clemens VII, der var Pave 1523-1534. Huset var blot et af mange, som broderskabet kom i besiddelse af igennem århundrederne. Ejendommene blev behørigt bogført og som nævnt forsynet med sammenslutningens ejermærke, samt et administrationsnummer. Især i nabogaden Via dei Farnesi kan man se mange af disse ejermærker og numre. Om nogle af ejendommene ved man mere end om andre, så de har også fået sider i Romguiden: Palazzetto Sereni fra 1553 og Palazzo della Biblioteca della Pontificia Università della Santa Croce. Via dei Farnesi fik forøvrigt først i 1881 sit nuværende navn, da Kommunen syntes, at det gamle navn var for trist. Dengang kaldtes gaden Vicolo dell'Orazione e Morte, fordi den førte ned til kirken Santa Maria dell'Orazione e Morte. På et tidspunkt kaldtes den også Via della Carità, vel på grund af broderskabets mange ejendomme og ejermærker. De første år af Compagnia della Carità's eksistens holdt medlemmerne til i en anden gammel kirke, viet til Sant'Andrea. Kilderne er ikke helt enige her, nogle steder angives Sant'Andrea de Unda som broderskabets første tilholdssted, men der andre steder tales om en kirke ved navn Sant'Andrea de' Azanesi. Jeg har derfor til Guiden skrevet en side om hver af disse - nu forsvundne - kirker. Så er ferietiden ved at være forbi og her følger igen lidt nyt fra Annas Rom Guide: Denne gang koncentrerer de nytilkomne sider sig omkring Piazza di Santa Caterina della Rota, der ligger lidt nord for Via Giulia, som fik en side i forsommeren. Mellem Via Giulia og Via Monserrato løber 2 mindre sidegader, der flankerer pladsen. Det er Via di San Girolamo della Carità mod syd og Via in Caterina mod nord. Via di San Girolamo har navn efter den kirke, som står med sidemur mod gaden og facaden mod Via Monserrato. Den vil blive behandlet på et senere tidspunkt, men gaden har fået en side i Guiden og det samme gælder nogle af de bygninger, som findes i gaden mellem Via Giulia og Piazza di Santa Caterina della Rota. Ved siden af San Girolamo-kirken ligger i nr. 63 det gamle herberg Ospizio di San Girolamo della Carità, der stammer fra midten af 1400-tallet, hvor det blev oprettet af franciskanermunke. I dette herberg levede San Filippo Neri i en årrække og her kan man idag besøge de såkaldte "Camere di San Filippo". (Ikke at forveksle med Le Stanze di San Filippo i kirken Santa Maria della Vallicella). På den modsatte side af gaden står den gamle klosterbygning Convento si Santa Caterina della Rota, som stammer fra 1600-tallet, men blev ombygget i 1700-tallet. Hus og kirke ejedes en tid lang af Capitolo di San Pietro og klosteret kaldes derfor også Casa del Capitolo di San Pietro. Ejendommen har sidefacade mod pladsen, hvorudtil kirken Santa Caterina della Rota har facade. Mens sidemuren ligger ud mod parallelsidegaden Via in Caterina. Kirken hed tidligere Santa Maria de Catenariis og sådan benævnes den fra 1100-tallet, da man første gang finder den omtalt i kilderne, og indtil 1500-tallet, hvor den fik sit nuværende navn. Om den "nye" kirke er Annas Rom Guide blevet beriget med 3 sider: Kort om Santa Caterina della Rota, Mere om Kirkens historie og En Rundgang i Kirken. Den sidste nye side, der er kommet til i sommerferien, handler om Palazzo Mastrozzi-Graziosi, det elegante palæ, der ligger i forlængelse af Via in Caterina, på hjørnet af Piazza di Santa Caterina della Rota og Via Monserrato. Efterhånden er der i Annas Rom Guide kommet så mange sider med relation til Via Giulia, at jeg fandt det på tide at få skrevet en side om også denne gade. Man kan derfor nu læse om En Tur frem og tilbage gennem Via Giulia og en side om gadens historie. Den lange lige gade brugtes som processionsgade, da den nyvalgte Pave Leo X skulle tage sit Biskopsæde i Lateranet i besiddelse. Der findes i Guiden en side om den særlige procession, som fandt sted, når en ny Pave skulle gennemgå dette ritual, som kaldtes "Possesso" og foregik med stor pragt og deltagelse af hundredvis af gejstlige og standspersoner, samt mængder af tilskuere, til hvem der kastedes penge i grams på udvalgte steder. Processionen kaldtes også "la cavalcata bianca" ("den hvide ridetur") fordi både Paven, Kardinalerne og alle de ledsagende gejstlige var klædt i hvidt. Og Pavens hest var naturligvis også hvid ifølge gammel skik. Den hvide hest kaldtes La Chinea og den var i sig selv årsag til en anden procession, der dog fulgte andre veje end Via Giulia. Via Giulia brugtes også til andre festligheder, blandt andet da Malteser-Ordenens nye stormester i 1720 skulle hyldes. I den anledning blev gaden lukket for trafik og illumineret, så adelen og deres gæster kunne holde banket her. Og Mascherone-fontænen sprang i flere dage med vin i stedet for vand. Der er nu også kommet en side om Fontana del Mascherone og om et par af Via Giulia's sidegader: nemlig den lille trappegade, der løber under en bue mellem Palazzo Pateras' 2 bygninger og derfor kaldes Passetto Pateras; og gyden Vicolo del Polverone, på hvis ene gadehjørne der findes et hus, som engang tilhørte Mignanelli-familien. Denne familie har nu også fået en side i Romguiden.
De næste nyheder vil blive udsendt i begyndelsen af August måned. En af Roms mere specielle kirker er Santa Maria dell'Orazione e Morte i Via Giulia. Den er ikke særlig gammel, da den først byggedes i slutningen af 1500-tallet af det religiøse broderskab Compagnia di Santa Maria dell'Orazione e Morte in Roma, en godgørende forening, som var blevet grundlagt i 1538 med det formål at sørge for ordentlig begravelse - med religiøs ritus, bøn og sjælemesser - for døde uden pårørende eller navn, der var fundet i landskabet udenfor Rom. Det er dog ikke den oprindelige kirkebygning, man kan se i Via Giulia, men en nybygget kirke tegnet af arkitekten Ferdinando Fuga i 1733. Nogle gamle malerier findes dog stadig i den nye bygning, som også er interessant for sin særligt udsmykkede krypt, hvor knogler og hovedskaller af de mange, som broderskabet lod begrave i kirken og på den mod Tiberen liggende kirkegård, er brugt til udsmykning af væggene i form af kors og skeletter - eller som lamper. En mindre udgave af Cappuccinerkirken Santa Maria della Concezione ved Via Veneto. Kirkegården forsvandt, da Lungotevere dei Tebaldi blev anlagt sidst i 1800-tallet, og samtidig forsvandt også en stor del af den park, som Kardinal Odoardo Farnese havde gjort så meget ud af at udsmykke i begyndelsen af 1600-tallet. Med guldfiskedam og fontæne, antikke statuer og spændende blomster og træer, Hertil havde man adgang fra småhusene ved Via Giulia, hvor Kardinalen havde indrettet et lille museum, kaldet "Statuario" eller "Antiquario Farnesiano". Her var også nogle rum udsmykket med malerier af Annibale og Agostino Carracci og i forbindelse med kirken lå Kardinalens private kapel, hans "eneboerhytte" kaldet "Romitorio Farnesiano", i et rum, som han havde lejet af kirkens broderskab og ladet udsmykke med fresker og oliemalerier af Giovanni Lanfranco. Adgangen til denne idylliske plet var gennem en vindeltrappe med stukudsmykkede vægge, som går op til den lange terrasse, der findes oven på den brobue, Arco Farnesiano, som over Via Giulia forbinder området mod floden med selve Palazzo Farnese. Om alt dette er der nu kommet sider i Annas Rom Guide: Denne måneds nyheder må naturligvis starte med de 2 sider, som jeg i sidste måned annoncerede ville følge: En side om den færgeoverfart, som lidt nordvest for Ponte Sisto, ved starten af Via Giulia, gav mulighed for at komme over floden til området ved Porta Settimiana. (Nolli's kort over Rom fra 1748: nr.704). Samt: En side om et anløbssted ved ruinerne af Ponte Sublicio, ved den nu forsvundne Vicolo della Salara, med overfart til havnen ved Ripa Grande. Anløbspladsen var her ved den lille gyde Vicolo del Canale. (Nolli nr.1124). Den færgefart, som var opstarten til denne og sidste måneds mange sider om færgerne på Tiberen, havde anløbssted ud for den nu forsvundne gyde Vicolo della Lunetta, tæt ved den endnu eksisterende lille gade Via di Sant'Eligio, som nu også har fået en side i Guiden. Via di Sant'Eligio har navn efter Kirken Sant'Eligio degli Orefici, som står på stykket nedenfor Lungotevere dei Tebaldi. Jeg har nu skrevet en side om denne kirkes historie, samt en side med En rundgang i kirken. Omtrent på det sted, hvor Sant'Eligio degli Orefici blev bygget i 1500-tallet, lå tidligere en lille gammel kirke kaldet Sant'Eusterio in Campo Senensis. Annas Rom Guide har nu også fået en side om denne kirke. Den nye kirke blev opført af Roms guldsmedelaug og -broderskab og viet til guldsmedenes skytshelgen Sant'Eligio, en fransk guldsmed og møntpræger der endte sine dage som præst og biskop i Noyon. De sidste nye sider, som skal omtales i dette nyhedsbrev, har alle forbindelse til guldsmedene. Her er tilføjet: I sidste måneds nyhedsbrev nævnte jeg den lille nu forsvundne gyde Vicolo della Lunetta, som løb fra Via Giulia og ned til Tiberbredden på et sted, hvor der var en lille anløbsplads for færgefarten over floden. Denne aktivitet har jeg nu skrevet en side om og Annas Rom Guide er ligeledes blevet opdateret med andre sider om dette tema: Færgefart på Tiberen - herunder især de såkaldte trækfærger, der via et reb forbundet med et kraftigt kabel mellem flodbredderne kunne fragte passagerer og let gods fra den ene side af floden til den anden. Vi kender til mindst 7 af disse, som har fungeret i 1500-1700-tallet, indtil der efterhånden blev bygget flere broer over floden. På de gamle kort over Rom er disse overfarter og færger ofte tegnet ind og Guiden har nu fået sider om 5 af disse, mens sider om de sidste 2 må vente til næste måned. Den nordligste, som kan ses på Nolli's kort over Rom fra 1748 (nr.493), sejlede mellem Toldstedet ved Ripetta (Dogana di Ripetta) og området "I Prati di Castello". - Læs mere om denne færgeforbindelse her! Den næste forbandt området nord for Castel Sant'Angelo med Strada di Tor di Nona. - Læs mere om denne færgeforbindelse her! Den følgende havde anløbsplads på højde med resterne af Ponte Trionfale, ved Kirken San Giovanni dei Fiorentini, og på flodens modsatte bred ved Santo Spirito. (Nolli nr.549) - Læs mere om denne færgeforbindelse her! Noget længere nede var der færgefart mellem Via dei Bresciani og Via della Lungara ved Kirken San Leonardo. (Nolli nr.559). Denne forbindelse skal have været den første trækfærge, som blev taget i brug. - Læs mere om denne færgeforbindelse her! Ud for den nu forsvundne lille gyde Vicolo della Lunetta, hvor den store skolebygning Liceo Ginnasio Statale Virgilio idag står, var der en anløbsplads for forbindelsen til La Farnesina på den modsatte bred. (Nolli nr.689). - Læs mere om denne færgeforbindelse her! Endelig vil 2 andre overfarter blive behandlet i løbet af næste måned: Lidt nordvest for Ponte Sisto var der ved starten af Via Giulia mulighed for at blive færget over til området ved Porta Settimiana. (Nolli nr.704). Der var også et anløbssted ved ruinerne af Ponte Sublicio, ved den nu forsvundne Vicolo della Salara, med overfart til havnen ved Ripa Grande. Anløbspladsen var her ved den lille gyde Vicolo del Canale. (Nolli nr.1124). For at runde af er der også skrevet en side om færgemændene og de andre sømænd, som besejlede Tiberen: Il Barcarolo. Annas Rom Guide ønsker sine besøgende velkommen tilbage efter en lang Juleferie, hvor alle forhåbentlig er kommet godt ind i det nye år. 2020 er samtidig et specielt år for Guiden, da det i år er 20 år siden, at siden tog sin form og for første gang "gik i luften". Efter i flere år at have indsamlet oplysninger om Rom på papir og siden i Word-dokumenter, forsøgte jeg i slutningen af 1999 at samle nogle af oplysningerne ved hjælp af links i Word-dokumenter, inden jeg efter lidt kursus i HTML begav mig ud i at opbygge Annas Rom Guide - næsten som den ser ud idag. I August 2000 var min første tur - Aventinturen - klar til at blive uploadet - og Annas Rom Guide var en realitet. Jeg havde til en start opdelt byen i 10 ture og forestillede mig, at hver tur ville tage et års tid at lave. Men jeg blev klogere og nu 20 år efter, har jeg kun "afdækket" en brøkdel af byen. Jeg håber på at fortsætte de næste 20 år og måske så være nået - om ikke hele vejen, så dog noget af vejen rundt. Annas Rom Guide takker alle Jer, der hænger på og følger mine nyheder. Det har givet mig en ekstra glæde at kunne dele min passion for Rom med Jer. Og så til Månedens Nyheder: Efter Jul er jeg vendt tilbage til områet mellem Lungotevere dei Tebaldi og Via Giulia og har uploadet sider om både nye og gamle - samt nu forsvundne - bygninger mellem disse gader: Liceo Ginnasio Statale Virgilio er den store skolebygning ved Lungotevere dei Tebaldi og Via di San Filippo Neri, mens Palazzo del Collegio Ghislieri er den deri inkorporerede gamle bygning ud mod Via Giulia. Ved siden af dette kompleks står Kirken Spirito Santo dei Napoletani og den lidt mindre Scuola Media Statale Virgilio, som er bygget på det sted, hvor Kirkens administrationsbygning lå. Kirken styres af lægbroderskabet Arciconfraternita dei Napoletani, som havde deres domicil, Palazzo della Confraternita dei Napoletani, på den sidstnævnte skoles grund. Før dette palæ byggedes i 1700-tallet, stod her imidlertid et Kloster for Dominikanernonner, Monastero di Sant'Aurea, som holdt til i den kirke, viet til helgeninden Sant'Aurea, som før Spirito Santo dei Napoletani blev bygget, stod på dette sted. Udover en side om Spirito Santo dei Napoletani's historie er der også skrevet en side med en rundgang i denne kirke, som efter mange års restaurering atter skulle være tilgængelig. Hvor Mellemskolens grund nu ender ved tværgaden Via di Sant'Eligio, endte Monastero di Sant'Aurea og Palazzo dell'Arciconfraternita's grund ved en smal tværgyde, som løb en smule nordligere end Via di Sant'Eligio. Den kaldtes Vicolo della Lunetta efter et halvcirkelformet forretningsskilt for en bager, som lå i området. Det er desuden interessant, at gyden løb ned mod Tiberbredden, hvor der var en lille landingsplads for en af de trækfærger, som sørgede for transport af passagerer over floden.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|