MED START FRA Piazza di San Vincenzo Pallotti FØLGER VI FØRST:

GADENS NORD-SIDE (på vor højre hånd):
(Hvis man i stedet ønsker at tage turen langs gadens sydside fra Piazza dell'Oro til Piazza San Vincenzo Pallotti, kan man springe til denne tur her!)

Det første stykke af Via Giulia hedder idag Piazza San Vincenzo Pallotti, men tidligere kaldtes denne sydøstligste del af gaden for Via del Fontanone efter den store fontæne, Fontana dell'Acqua Paola - også kaldet Fontana di Ponte Sisto - som fra 1613 stod for enden af gaden og ved de store anlægsarbejder i 1879 blev flyttet til nutidens Piazza Trilussa i Trastevere.

I 1600- og 1700-tallet var der også en lille udvidelse af gaden mellem Broen og Via dei Pettinari, et lille torv der efter Fontænen også kaldtes Piazza del Fontanone. Dette torv så dog ganske anderledes ud end nutidens Piazza San Vincenzo Pallotti, da det var lukket inde på begge side af huse og mure langs gaden og kun var åbent mod nordvest og Via Giulia, men næsten lukket mod sydøst, hvor det store Ospizio dei Mendicanti - der fyldte langt mere dengang end idag og på sin højre side havde monumentalfontænen i form af en triumfbue, samt en mindre bygning, der husede Kirken San Francesco dei Mendicanti - lukkede udsynet.

Idag er både Fontana di Ponte Sisto og San Francesco dei Mendicanti væk, og mod øst har Ospizio dei Mendicanti kun en sidefacade med et par fag ud mod Piazza San Vincenzo Pallotti.

Efter den lille, blinde sidegyde Vicolo dell'Arcaccio starter selve Via Giulia med et mindre og prunkløst gammelt 3-etagers hjørnehus, hvor de 2 fag vinduer mod gaden er indrammet af brede, profilerede travertinrammer. I gadens nr. 201 sidder en gammel portåbning i bred travertinramme og i nr. 200 en smallere dør i profileret karm. Nabohuset er i 3 fag og 4 etager med et indridset stenmønster i pudsen på den nedre det af facaden, der rummer 2 indgange i profilerede karme med buede overkanter, ligesom vinduet i midten har det. Døren i nr. 199 er en smallere indgangsdør, mens den i nr. 197 er en bredere gammel portåbning. Under alle vinduesrækkerne på de 3 øvre etager løber en smal stukgesims og vinduerne på førstesalen er høje og indsat i profilerede karme med vandrette overliggere. Andensalens og trediesalens vinduer er indsat i buer med smalle profilerede karme.

Bygningen danner hjørne med den næste lille afbrydelse i husrækken, som med et højt gitter er en indkørsel (nr. 196) til Palazzo Spada.

Den næste ejendom - med nr. 194-195a - stammer fra 1500-1600-tallet og har 3 fag mod gaden, samt 5 etager og tilbygget tagetage. Facaden står i de rå mursten, der også danner ramme om førstesalens små, kvadratiske vinduer. I stueetagen er der 2 indgange i karme afsluttende med en bue på hver side af en bredere dør i rektangulær travertinramme med kraftigt fremspringende, vandret overligger. Under det fremspringende tagudhæng ses nogle heraldiske relieffer.

Nabohuset har 6 fag i 5 etager med en overbygget tagetage. Stueetagens og førstesalens facade har påsat flisemønster, mens de øvre etagers facade er pudset op i en lys, okker farve. Vinduerne på førstesalen er små, kvadratiske og karmløse, mens de på de næste 3 etager er høje og rektangulære i profilerede rammer med vandrette overliggere. Stueetagen har en række firkantede åbninger, hvori der nogle steder er muret op og indsat vinduer. Huset har gadenumrene 191-194.

Den næste ejendom er et lille, charmerende 2-fags hus i 4 etager med elegant svungne, smalle smedejernsbalkoner ud for hvert vindue på etagerne og 2 små, smalle døre i brede travertinkarme i stueetagen. Hushjørnet mod Vicolo del Polverone er beklædt med en lodret række af stenfliser forneden og stukplader foroven. Mod sidegaden er der en prunkløs facade i okkerfarvet puds med 4 fag vinduer i brede travertinkarme foroven og mindre tilgitrede vinduer, samt en indkørselsport forneden. Huset har mod Via Giulia gadenumrene 190 og 191 og over den højre dør sidder et lille relief i kvadratisk ramme med et portræt af en Renæssancemand. På førstesalen anes et gammel ejerskilt for Mignanelli-familien med teksten "Sub - proprietate - De Mignanellia".

Vicolo del Polverone er en lille sidegade, som - overfor den lille trappe op til Lungotevere dei Tebaldi, kaldet Passetto Pateras - går mod nordøst til Piazza della Quercia.

På gydens nordlige hjørne står en smal ejendom med 9 fag ud mod gyden, men kun 2 fag - og én indgang (nr.189) ud mod Via Giulia. Facaden er pudset op i en okker farve, som i stueetagen har fået indridset et stenmønster. De 2 nederste af de tre høje, øvre etager - under en overbygget tagterrasse - har vinduer i brede travertinkarme med vandrette overliggere.

Naboejendommen er noget større og mere udsmykket. Her er 8 fag i 5 etager, med en overbygget tagetage og en tagterrasse på toppen. I nr. 188b er der en forretning med indgang i en bred travertinkarm med buet overkant. I nr. 188 en stor portal indrammet af kraftige kvadersten. I nr. 187a og 187b mindre indgange i smalle stukkarme med buet overkant. Alle de høje vinduer er i enkle stukrammer og nogle steder løber der smalle etageadskillelsesbånd på tværs.

Den brede portåbning i bred travertinramme i nr. 187 tilhører den næste ejendom, hjørnehuset mod Via del Mascherone. Bygningen har 5 etager + en tagetage og 3 fag vinduer samt et tilmuret fag på de øvre etager. De er alle i enkle, stukrammer. Femtesalen har en smal altan, der løber over hele facaden og rundt om hjørnet. Mod sidegaden ligeledes 4 fag og en ganske prunkløs facade.

Via del Mascherone har navn efter fontænen Il Mascherone, som er opsat på muren overfor gadens udmunding i Via Giulia, og den løber langs Palazzo Farneses have og selve Palæet op til Piazza Farnese.

Bag den næste havemur gemmer det store Palazzo Farnese sin smukke park, som man kan få et glimt af gennem gitterlågen i nr. 186, midt i den lange mur.

Muren slutter med en portåbning under buen Arco Farnesiano, som blev bygget i 1603 af Kardinal Odoardo Farnese for at forbinde familiens haver på gadens vestside, ned mod flodbredden, med familieresidensen i Palazzo Farnese på gadens østside.

Den næste sidegade er Via dei Farnesi, opkaldt efter Farnese-familien, som med deres haver og bygninger var meget nærværende i området. Modsat Arco Farnesiano og Palæets havemur ses en hjørneejendom i 5 etager med 3 fag mod sidegaden og 4 fag mod Via Giulia. I nr. 183 ses en høj indgangsdør i en ramme af kraftige stenkvadre. Øverst i dørbuen sidder et våbenskjold med relief af bier og en søjle: Barberini-Colonna-Scierra-familiens våben. Facaden er pudset op i en mørk okker farve og uden synderlig udsmykning bortset fra nogle brede etageadskillelsesbånd und vinduerne og en række kraftige stenkvadre på hushjørnets 2 nederste etager.

Herefter følger 2 mindre huse, det første med 3 fag vinduer, det næste med kun to fag. Begge har 4 etager, men højden på disse er forskellige, så vinduesrækkerne brydes. Huset til højre har dog samme etageforløb som hjørnehuset. Det har 2 indgangsdøre i brede, rektangulære travertinkarme med numrene 179 og 180. Mellem dørene sidder et vindue i en lignende karm. Foran det midterste vindue på andensalen sidder en balkon med smedejernsgitter, båret af kraftige konsoller. Det smalle hus har nr. 177 med en smuk indgangsdør i en fin, profileret karm under en bred overligger med relief; samt nummer 178, der i en kvadratisk karm har indsat en butiksrude.

Det næste hus er hjørneejendom til den følgende sidegade. Det er i 3 fag og 4 etager, samt foroven en tagterrasse. I stueetagen er en buet portåbning med nummer 175b omdannet til forretningsvindue, mens nr 176 blot udgøres af et smalt vindue. Mellem disse 2 findes en meget smal indgang med nummeret 175a. Smalle etageadskillelsesbånd pryder den lystpudsede facade, som desuden har en række stenkvadre på hushjørnets nederste del.

Så krydser man sidegaden Via di San Girolamo della Carità, hvorudtil det førnævnte hjørnehus har ikke mindre end 6 fag. På den anden side af gaden står en større hjørneejendom i 5 etager med overbygget tagetage og -terrasse. Huset har 5 fag ud mod sidegaden og 8 fag ud mod Via Giulia, hvor også hovedindgangen findes i nr. 171, hvor døren er indrammet af flade, profilerede søjler, der bærer profilerede konsoller og brede vandrette friser og felter. Huset stammer fra 1700-tallet. To portåbninger i nr. 173 og 174 indrammes af brede, gammeldags stukkarme og udnyttes idag til butikker. En række små, uindrammede, kvadratiske vinduer sidder mellem de forskellige døre og ovenover sidder - på førstesalen - en række ligeledes kvadratiske, men her indrammede vinduer. Over etageadskillelsesbåndene sidder vinduesrækkerne på de øvre etager. På andensalen indrammet af profilerede karme under vandrette og fremspringende overliggere, mens de øverste etager blot har enkle vinduesrammer.

Naboejedommen med numrene 168 og 169 i 2 brede portåbninger med 2 mindre kvadratiske vinduer i muren imellem har 4 fag og oprindeligt 4 etager, som siden i flere tempi er blevet forsynet med 2 overbyggede og tilbagetrukne etager, samt en tagterrasse. Ellers er facaden pudset i en mørk okker farve og ret prunkløs, bortset fra nogle etageadskillelsesbånd og de enkle, smalle, profilerede vinduesrammer. Huset har 5 fag i samme stil ud mod sidegaden.

Via In Caterina hedder således, fordi den går op til Piazza di Santa Caterina della Rota og Kirken af samme navn.

Næste hjørnehus er Palazzo Baldoca Muccioli med indgang fra Via Giulia nr. 167. Palæet stammer fra 1500-tallet, men blev ombygget af arkitekten Guglielmo della Porta i slutningen af århundredet. Det er dog senest restaureret i 1928. Den store ejendom har 4 fag ud mod sidegaden og 6 fag mod Via Giulia. Der er 4 etager med en ret høj kælder og foroven 2 overbyggede etager, samt flere tagterrasser. Indgangsdøren er indsat i en stor bue indrammet af kraftige stenkvadre og de høje vinduer har kraftige stenkarme og vandrette overliggere, samt profilerede rammer med konsoller. Fremspringende gesimser sidder som etageadskillelsesbånd under første- og trediesalen, mens den overbyggede fjerdesal kan anes bag og over en lang altan. Vinduerne er i kraftige, profilerede travertinkarme, som på førstesalen toppes af vandrette overliggere.

Ved siden af står det lidt mindre Palazzo Cisterna fra samme periode. Det har dog kun 5 - og smallere - fag mod Via Giulia med en indgang i midten, i nr. 163, indsat i en buet ramme af kraftige stenkvadre under en smedejernsbalkon ud for førstesalens midterste vindue. Også her er der en høj kælderetage og høje, smukt indrammede vinduer i stueetagen, hvis facade er udført i kraftige, firkantede sten. Ovenover er den pudset i en lys okker farve og lyse stukadskillelsesbånd løber under vinduerne i de brede, profilerede rammer på første- og andensalen. Disse sidste under vandrette overliggere. Tagudhænget over trediesalens meget smalle vinduer er fremspringende med gesimser med udskårne relieffer.

Mellem Palazzo Cisterna og den næste store ejendom står - en lille smule indeklemt - Kirken Santa Caterina da Siena, som den sienesiske menighed i Rom fik bygget i 1519. Den er dog ombygget senere, i 1766-1768. Kirken er sjældent åben, men man kan være heldig at kigge ind ved højmessen kl. 10.30 om søndagen. Facaden er speciel, da den buer indad, er altså konkav, og meget graciøs med sine 2 etager toppet af et lille, trekantet gavlfelt og adskilte i 3 dele af smalle elegante søjler.

Ved siden af den lille kirkebygning virker den næste ejendom, den såkaldte Palazzo degli Stabilimenti Spagnoli (også kaldet Collegio Spagnolo), nærmest anmassende og truende. Det er et meget langt kompleks, med 13 fag ud mod Via Giulia i en lidt tung, ensartet facade, der i stueetagen har et indridset stenmønster i den lyse puds rundt om de smalle, høje, buede vinduer under et par brede gesimser, hvorover førstesalens vinduer et sat. De er høje, i smalle profilerede rammer med fremspringende, vandrette overliggere. Andensalens vinduer er mindre og kvadratiske og i midten erstattet af en stor indskriftsplade med teksten "Sedente Pio IX Pont. Max - Elisabeth Hisp. Regina pauperibus - peregrinis infirmis - Anno Domini MDCCCLXII" : "Mens Pius IX var Pave ønskede Elisabeth, Dronning af Spanien, (at rejse dette hospital) for de fattige og syge pilgrimme. I Det Herrens År 1862". Bygningen, der er knyttet til den bagvedliggende Kirke Santa Maria in Monserrato, fortsætter langs den næste sidegade:

Via della Barchetta, Bådgaden, der har navn efter den lille færge, som havde anløbssted nede ved Tiberbredden og herfra sørgede for passagertransport over floden til Trastevere. På venstre side af Via Giulia hedder gaden Via di Sant'Eligio, mens dens fortsættelse på højre side altså har navnet Via della Barchetta og løber mod nordøst op til Via di Monserrato.

Efter sidegaden fortsætter husrækken med Palazzo Ricci's 15 fag lange facade, bestående af flere sammenbyggede huse med numrene 145-150. Facaden er fra 1634 og i nr. 146 og 147 er der 2 store indgangsportaler indrammet af stenkvadre og toppet af balkoner på kraftige konsoller. I den første del af det sammensatte kompleks er der i stueetagen 4 firkantede portåbninger og derimellem 2 små, kvadratiske vinduer. Denne del har 4 etager ligesom den næste, mens de 2 sidste blot har 3 etager, hvorpå der dog er overbygget nogle tilbagetrukne ekstra etager og taghaver. Den del af huset, som har 4 fag og i nr. 147 en af hovedindgangene, har op til nr. 148 først et lille kvadratisk vindue og derpå 2 større vinduer i kraftige travertinrammer med pagodetagsagtige overliggere. Den næste del af huset har ialt 6 fag i 3 etager med 2 + 2 vinduer i stueetagen indrammet på samme måde som på resten af bygningen. Indgangen i nr. 146 er identisk med den i nr. 147 og nær bygningens hjørne mod Via di Sant'Aurea er der som i den anden ende af facaden en firkantet portåbning, indrettet til butik (nr.145). Herover sidder endnu en lille altan. Under førstesalens vinduer løber der over hele facaden en smal gesims. Alle vinduer på første-, anden- og trediesalen er i profilerede rammer og førstesalens toppes af vandrette overliggere. Nederst på begge hushjørner sidder en række beskyttelsessten i kraftige kvadre.

Sidegaden her hedder Via di Sant'Aurea, opkaldt efter den gamle Kirke Sant'Aurea, som senere blev omdannet til Kirken Spirito Santo dei Napoletani, der står på den modsatte side af Via Giulia. Via di Sant'Aurea løber med Palazzo Ricci på højre side op til Piazza dei Ricci ved Via di Monserrato.

På sidegadens modsatte hjørne står et ældre 5-etagers hus fra 1700-tallet med facaden i lyst okkerfarvet puds uden den store udsmykning, bortset fra et par hvide etageadskillelsesbånd under anden- og trediesalens vinduer, samt brede karme om portbuerne i stueetagen. Alle vinduer - 5 fag mod sidegaden og 4 fag mod Via Giulia - er i brede, hvidkalkede stukrammer. To mindre døre tæt ved hjørnet har begge numrene 144, mens de store portaler til venstre har nr. 143 og 144. Indgangsdørene er her indsat i kraftige stukkarme under pagodetagsformede overliggere.

Naboejendommen til venstre har ikke mindre end 8 brede fag i den 5-etager høje facade. Stueetagen har lutter høje buede vinduesåbninger og en facade med stenmønster i pudsen, mens den øvre facade blot er pudset op i en mørk okker farve. Brede friser adskiller etagerne under førstesalen og trediesalen. Alle vinduer er i brede, profilerede karme og førstesalens har fremspringende vandrette overliggere. Ejendommen har 2 fag ud mod den næste sidegade, samt et udskårent tagudhæng.

Sidegaden her hedder Vicolo della Moretta og er idag faktisk kun den ene side af en lille plads, som opstod, da man rev de mellemliggende huse ned for at skabe en bred vejforbindelse fra Corso Vittorio Emanuele II til Tiberbroen Ponte Mazzini. Projektet blev aldrig gennemført, så i stedet er her fremkommet en lille plads, der giver rum for et mindre grøntsagsmarked på hverdagsformiddagene.

Midt på denne side af markedspladsen står ved Via Giulia nr. 134 resterne af Ospedale della Confraternita delle Santissime Piaghe di Gesù ved siden af den nu nedlagte lille Kirke San Filippo Neri, der ligeledes har gadenummer 134. Til venstre for Kirken ses Conservatorio delle povere Monache e Zitelle di San Filippo Neri. Alle dele af et større bygningskompleks opført i begyndelsen af 1600-tallet af Lægbroderskabet Compagnia delle Santissime Piaghe di Gesù Cristo. På venstre sidebygning (også med gadenummer 134) sidder over indgangsdøren en lille marmortavle, der angiver Lægbroderskabet som ejer og dets skattefritagelse ("Libera di Can."). Her ses Broderskabets motto: "Plagis plaga curatur" ("(Sjælens) sår helbredes af (Jesu) sår"). I sidegaden Vicolo del Malpasso lå et lille kapel, hvori Broderskabet holdt deres messer.

Efter sidegaden Vicolo del Malpasso følger en stor 1700-tals bygning med 14 fag vinduer i 4 etager og en meget høj kælder. Husjørnet mod sidegaden har i de underste etager en lodret række stenkvadre som beskyttelse. Den slutter under den lange etageadskillelsesgesims under andensalens vinduer. En lignende findes også under trediesalens vinduesrække. Disse to etagers vinduer er høje i lighed med stueetagens, mens førstesalens er mindre og kvadratiske. Alle vinduer - også kældervinduerne - er i brede, profilerede travertinrammer. Den store portal i nr. 131 er 2-delt og dækker over både den høje kælder og stueetagen samt over førstesalen. Den dækker desuden 2 fag i bredden. Den nederste del er flankeret af flade dobbeltsøsjler, mens den øverste del er i flere etaper, der smaller ind opad, hvor den ender i en bue over et ovalt felt med et billede af Jomfru Maria. Til højre for portalen ses 3 steder i muren mellem underkanten af førstesalens vinduer en indskriftstavle, der angiver at ejer af ejendommen var broderskabet Compagnia del Gonfalone. (Teksten er: "Domus Venerabilis - Arch tis - Conf nis - N. CLXXI", samt "CLXXII" og "CLXXIII" : "Hus (ejet af) Det Hæderværdige Ærkebroderskab del Gonfalone"). På husets hjørne mod den næste sidegade sidder på de underste etager en lodret række stenkvadre som beskyttelse. Palæet huser idag kontorer tilknyttet Justitsministeriet (Ministero di Grazia e Giustizia).

Den næste sidegade er Via delle Carceri, som går op til Via dei Banchi Vecchi. Gaden har navn efter det fængselskompleks, som står på den modsatte side af Via Giulia og kaldes Carceri Nuove. Herovre fortsætter gadeforløbet ned mod Tiberen som Vicolo della Scimia.

På hjørnet af Via delle Carceri står et 4 etagers hus med tagterrasse. Det har 9 fag mod sidegaden og 5 fag mod Via Giulia, hvor hovedindgangen i en smuk profileret karm med buet overdel findes i nr. 127. Facaden er pudset op i en mørk okker farve og har etageadskillelsesbånd under alle vinduerne i de smalle, profilerede rammer, som på første- og andensalen toppes af vandrette overliggere. I stueetagen er der i numrene 128, 129 og 130 store firkantede portåbninger, hvori der er indrettet butikker. Til venstre for portalen i nr. 127 sidder et kvadratisk, tilgitret vindue.

Den følgende ejendom med numrene 125-126 har 4 uregelmæssigt fordelte fag i 5 etager med tilføjet overetage og tagterrasse. Vinduer og indgangsdøre (i brede stenkarme) sidder i hver side af det smalle hus, mens der på midten er anbragt 2 vinduer tæt på hinanden, nærmest som dobbeltvinduer. Stueetagen er høj, mens de øvre etager er mindre. Under første-, anden- og trediesalens vinduer løber et smalt etageadskillelsesbånd. Vinduerne er i profilerede rammer, som på førstesalen bærer vandrette overliggere. Tagudhænget er meget fremspringende og udskåret.

Det lille nabohus er kun 3 fag bredt og 3 etager højt - dog med en tilføjet tagetage med terrasse. Den pudsede facade er misligholdt og stueetagen har i hver side kedelige, rektangulære butiksåbninger (numrene 122 og 124) og et underligt lille vindue i midten (nr.123). Alligevel gør bygningen et charmerende indtryk på grund af den lille balkon midtfor på førstesalen, hvor der pyntet op med altankasser og blomsterranker. En lignende frodighed kan skimtes oppe ved tagterrassen.

Herefter følger en 9 fag lang og ret anonym facade med 4 etager og en tilbagetrukket overbygning. Ejendommen har numrene 112-121, der mest fordeler sig på høje buer i travertinkarme med varierende bredde og profilering. De fleste udnyttet til forretninger, men nr. 116 er en hovedindgang og over vinduet i nr. 117 sidder en gammel smedejernsaltan. I nr. 115 er der desuden kun et vindue.

Efter denne lidt kedelige facade står endnu et lille, charmerende hus med kun 3 fag i 6-7 etager, hvoraf de øverste er senere tilbygget. Facaden er pudset op i en rødokker farve, mørkest på de 2 nederste etager: stueetagen med store, firkantede portåbninger i hver side til butiksbrug (nr.108/109 og 111) og i nr. 110 en hovedindgang i en portal af kraftige stenkvadre med en bue foroven. Herover sidder førstesalens kvadratiske vinduer i profilerede rammer. Flere etageadskillelsesbånd og gesimser løber henover facaden.

Endnu en mindre ejendom står ved siden af. Her er der dog 4 ret smalle fag og 6 etager med en tagterrasse. Som i det forrige hus er der her store, firkantede portåbninger i travertinkarme med numrene 104 og 107 i hver side til butiksbrug og i midten til højre et lille vindue i nr.106, mens hoveddøren sidder i en bue i nr. 105. Indramningen er gammel med travertinkarm forneden og overligger under selve det halvcirkelformede vindue i murstensmønstret stenramme foroven. Over facaden løber smalle etageadskillelsesbånd under alle vinduesrækker i smalle, profilerede karme.

Det næste hus er en finere ejendom med hele den underste del af facaden dækket af tilhugne sten. Huset har 6-7 etager, hvor alle de øverste er tilbygget i flere omgange sluttende med altaner og tagterrasser. Af de 6 fag er de 2 yderste og 2 midterste i stueetagen høje portbuer med halvcirkelformede vinduer i toppen. Her er der indrettet forretninger i nr. 101a (yderst til venstre), samt i numrene 103 og 103a. I nr. 102 er der en portåbning ind til en spændende dekoreret indre gård. Mellem 101a og 102, samt mellem 103 og 103a sidder et højt vindue båret af kraftige travertinkonsoller. Førstesalens vinduer er høje, har profilerede rammer og toppes af trekantede gavlfelter. Andensalens vinduer er mindre og kvadratiske. Herover er der et kraftigt fremspringende tagudhæng med udskårne kassetter og rosetter.

Rækkens sidste hus, inden sidegaden, er en 3 fags ejendom i 5 etager med overbygget og tilbagetrukket tagetage. Yderst til højre i stueetagen sidder et lille vindue, som har gadenummer 99, derefter følger midt på facaden i nr. 100 en indgangsdør indrammet af en profileret marmorkarm, og endelig yderst til højre i nr. 101 en lavere firkantet portåbning. Facaden er kalket og ret ensartet, bortset fra de smalle etageadskillelsesbånd under anden- tredie- og fjerdesalen. Alle vinduer er her i enkle stukrammer. Huset har ud til sidegaden ikke mindre end 8 fag, hvoraf nogle er tilmurede.

Sidegaden hedder Vicolo Sugarelli og løber op til Via dei Banchi Vecchi overfor Via del Pavone, der fortsætter forløbet mod nordøst. På gadens nordside ses sidefacaden til Palazzo Donarelli Ricci, der har indgang fra Via Giulia nr. 97 og 3+4 fag ud mod Vicolo Sugarelli.

Mod Via Giulia har Palazzo Donarelli Ricci 5 fag i 4 etager under det kraftigt fremspringende tagudhæng. Hele facaden er pudset op i en okker farve, men hushjørnerne har op til andensalen lodrette rækker af tilhugne stenkvadre som beskyttelse. Mellem etagerne løber smalle gesimser og alle vinduer - undtagen trediesalens små, kvadratiske - er høje og indrammet af profilerede karme under pagodetagslignende overliggere. Huset stammer fra 1600-tallet og har gadenumrene 97- 98. I stueetagen er der 2 indgange, en mindre indgang i profileret karm over 3 trappetrin i nr. 98 og hovedindgangen i nr. 97, som har kvaderstensramme og er flankeret af 2 kraftige søjler, der bærer en kraftig stenbalkon med smedejernsgitter. Mellem indgangene og efter nr. 98 sidder 2 høje, tilgitrede vinduer.

Faktisk fortsætter Palazzo Donarelli Ricci videre i sammenbygning med det næste hus (nr. 94-96), som til højre har fået tilføjet et stueetagevindue i stil med den øvrige facade. Dette hus, som også stammer fra 1600-tallet, har 3 etager, men disse er højere end naboens og øverste vinduesrække flugter derfor ikke over hele facaden, selvom man har forsøgt at give den et ensartet udtryk. I stueetagen er der desuden i nr. 95 indsat en dør, mens 2 høje portåbninger i brede travertinrammer er indrettet til butikslokaler. Over vinduerne på andensalen sidder gavlfelter med relieffer af løvehoveder, og det kraftigt fremspringende tagudhæng, der bæres af kraftige konsoller, er udskåret med rosetter.

Herefter følger et nydeligt lille hus med mange dekorationer og våbenskjold for Farnese-familien på facaden, der engang var udsmykket med malerier. Ejendommen har 4 etager under et voldsomt fremspringende tagudhæng. Der er 3 fag med en indgangsdør i midten i stueetagen (nr. 93) flankeret af 2 høje vinduer i profilerede rammer under pagodetagslignende overliggere. Vindueskarmene bæres af konsoller over høje kældervinduer. Over vinduerne er der - under den fremspringende etageadskillelsesfrise - tomme stukrammer flankeret af griffer. Indgangsdøren sidder mellem travertinsøjler, der bærer en profileret bue over døren. En stor balkon, båret af kraftige konsoller, er påsat ud for førstesalens midtervindue.Vinduerne heroppe toppes ligesom nedenunder af tomme stukfelter kranset af relieffer af griffer. Over midtervinduet fyldes feltet af et meget stort våbenskjold for Pave Paul III, flankeret af familiens våbensmærke, enhjørningen. Mellem vinduerne sidder 2 andre våbenskjold, til venstre et for Alessandro Farnese og til højre et andet for Ottavio Farnese eller Pierluigi Farnese. Over det midterste vindue på andensalen sidder en rund niche med en buste af Merkur. Man mener, at huset er blevet udsmykket under Pave Paul III i årene 1534-1549.

Sidste hus før næste sidegade har numrene 88-90 fordelt på 5 fag, i stueetagen 3 store portbuer og 2 vinduer. Bygningen, der stammer fra 1800-tallet, har 5 etager, hvoraf den øverste er tilbygget og lidt tilagetrukket bag en række altaner. Derudover er der også en tagterrasse. Facaden er i lyst puds med indridset stenmønster, der er høje vinduer indsat i buer med profilerede rammer under vandrette overliggere på førstesalen og rektangulære vinduer under vandrette overliggere på andensalen. Trediesalens vinduer er også indsat i smalle buer, men her er der ingen overliggere. Foran det midterste vindue på førstesalen er der en lille fransk altan og døren er her indrammet af flade søjler og ud for siderne af buen er der relieffer af våbenskjolde. Ovenover ses et indskriftsfelt med teksten "Restauravit Anno Domini MDCCCLX" : "(Dette hus) blev restaureret i Det Herrens År 1860".

Herefter følger sidegaden Vicolo delle Palle, der løber op til Via dei Banchi Vecchi.

Hjørnehuset er her en nydelig 5-etagers ejendom med 3 fag og gadenummer 87. Indgangsdøren sidder i midten flankeret af 2 rammeløse vinduer i den lystpudsede facade, der i stueetagen har indridset stenmønster. En enkel, klassisk portal har flade søjler, der indrammer mindre søjler, som bærer en bue over selve døren. De yderste søjler bærer nogle mindre, udskårne friser og et fremspringende vandret felt, som er smallere under vinduerne på førstesalen og her fungerer som etageadskillelse i samme stil som den under de andre etagers vinduer. Huset blev i midten af 1800-tallet genopbygget på resterne af forfaldne ældre huse på et område, der indtil midten af 1400-tallet tilhørte først Abbazia di San Biagio og derpå Capitolo di San Pietro (Peterskirken).

Husene i nr.85 og 83 ligger i samme område, men er lidt ældre end det i nr.87. Ejendommen nr. 85 er bygget i 1525 og ifølge traditionen skal maleren Rafael have haft bolig og malerstudie her, og huset omtales derfor også som "Casa di Raffaello". Han var dog kun ejer af grunden for en kort periode inden sin død. Bygningen har 3 fag og 4 etager, samt en tilføjet, overbygget 5. etage. Hele facaden er dækket af kraftige, fint tilhugne stenkvadre, alle vinduer er i profilerede travertinrammer, som på andensalen toppes af vandrette overliggere. Under disse ses smalle indskriftsfelter med teksten "Possedeva", "Raf. Sanzio", "nel MDXX" ("(Dette hus) ejede - Rafael - i 1520"). De øverste etagers vinduer er alle høje og rektangulære, mens førstesalens er små og kvadratiske. Det midterste næsten skjult af en meget fremspringende altan båret af kraftige konsoller. I stueetagen er der i hver side en bred portåbning, som nu er indrettet til butikslokale. I midten sidder den høje portal i en let fremspringende ramme af samme tilhugne kvadersten som resten af facaden. Tagudhænget er kraftigt fremspringende og dekoreret med flere rækker af udskårne friser og en a-la-greque-bort.

Hjørnehuset ved siden af har gadenummer 83 og stammer fra anden halvdel af 1500-tallet. Det er i 3 fag og 4 etager med lyst pudset facade uden anden dekoration end brede etageadskillelsesbånd og kraftige profilerede vinduesrammer. I stueetagen er der kun et vindue til venstre og hoveddøren indsat i en buet karm til højre. Ejendommen har 4 fag mod den næste sidegade.

Som hedder Via dei Cimatori og løber fra Via Giulia til den lille plads, hvor Via dei Banchi Vecchi munder ud i Corso Vittorio Emanuele II.

På hjørnet ligger her et stort gammelt hus fra slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet, som af Pave Julius II i perioden 1503-1513 blev overladt til broderskabet Arciconfraternita dei Fiorentini. Bygningen har en trapezformet grundplan i 4 etager med 4 fag mod sidegaden og 4-6 fag mod Via Giulia, hvorudtil antallet af vinduer er forskelligt på de forskellige etager. Oprindeligt var facaden bemalet med motiver i clair-obscur-teknik, men disse er desværre senere forsvundet. De fleste af vinduerne er indsat i store travertinbuer, men nogle er i rektangulære rammer. En lodret række af kraftige, grofttilhugne stenkvadre beskytter hushjørnets nederste del, mens smalle gesimser fungerer som etageadskillere. I stueetagens højre side sidder indgangsdøren i en bue, indrammet af kraftige sten, og ovenover denne ses en smuk travertinbalkon med balustrade, båret af kraftige konsoller. Den nordlige sidefacade vender ud mod Piazza dell'Oro, hvor et mindre og tilbagetrukket hus er bygget op af nr.82's nordside.

Den lille ejendom tilhørte i 1500-tallet familien Sangaletti. Indgangen er i nr. 3 på Piazza dell´Oro.

TILBAGETUREN ad GADENS SYDSIDE : Fra Piazza dell'Oro til Piazza di San Vincenzo Pallotti:

På Piazza dell'Oro står som afslutning for Via Giulia's forløb den store Kirke San Giovanni dei Fiorentini med sydsiden mod sidegaden Largo dei Fiorentini, der også står som endepunkt for husrækken på sydsiden af Via Giulia.

Hjørneejendommen er her Collegio Bandinelli, der har gadenumrene 80, 81 og 81a. Den er opført i 1665 efter at et tidligere hus var revet ned. Navnet stammer fra den florentinske bager Bartolomeo Bandinelli, som havde testamenteret sin formue til broderskabet Arciconfraternita della Misericordia til brug for oprettelsen af en skole for sønner af hans landsmænd fra Firenze. Bygningen har 4 etager med 7 fag vinduer, hvoraf flere er tilmuret, men forsynet med malerier af åbne og lukkede vinduer. I stueetagen er åbningerne reduceret til 3: i hver side en buet portåbning i bred travertinramme, derpå en høj indgangsportal i profileret travertinkarm under kraftige kannellerede konsoller med vandret overligger, og i midten et lille vindue i glat travertinramme. Facaden er pudset op i en lysrosa farve og brede etageadskillelsesbånd løber under rækkerne af høje vinduer i svagt profilerede, brede rammer. Huset toppes af et fremspringende tagudhæng og har som eneste særlige pynt på facaden en oval medaljon over førstesalens midterste vindue. En oval krans indrammer et relief af Johannes Døberens hovede på et fad, samt teksten "Misericordiae - Archiconfrater" : "(Dette hus tilhører) Arciconfraternita della Misericordia". Nedenunder sidder en lille tavle med nummeret XXI = 21.

I nr. 79 ligger Palazzetto di Antonio di Sangallo il Giovane: det hus, som ejedes af arkitekten Antonio da Sangallo, den Yngre, som lod det opføre omkring 1535-1536. I Uffizierne findes stadig en tegning over den oprindelig udsmykning af facaden, som var rigt bemalet med beskrivelser af Medici-familiens hædersgerninger sammen med våbenskjold for Pave Clemens VII og portrætter af Girolamo og Giovanni de' Medici. Dekorationen holdt til sent i 1800-tallet, men er desværre fuldstændigt forsvundet idag, hvor facaden i stedet er pudset op i en mørk okker farve. Huset har 9 fag og 4 etager med en høj kælder, hvis små vinduer ses under stueetagens høje vinduer, der omkring indgangsportalen i nr. 79 hviler på vindueskarme båret af kraftige konsoller. De fleste vinduer - rektangulære og høje i stueetage og på andensalen, mindre på trediesalen og små og kvadratiske på førstesalen - er i brede, svagt profilerede travertinrammer, men kun stueetagens og andensalens sidder under vandrette overliggere. Hushjørnerne har lodrette rækker af tilhuggede stenkvadre som beskyttelse og en lignende ses mellem de 4 fag til højre og de 5 fag til venstre. Dette er den oprindelige bygning, som senere er blevet udvidet med yderligere 4 fag mod venstre. Under den store portal i kraftige stenkvadre sidder en indskriftstavle med teksten "Cosmo Medici - Duci Floren II - pacis atque - iusticiae cultuori": "Til Cosimo de' Medici, anden Hertug af Firenze, elsker af fred og retfærdighed". Hyldesten var til Cosimo I, som fra 1537 var blevet Firenzes anden Medici-hertug efter Alessandro de Medici. Ejendommen kaldes af den grund også ofte for Palazzo Sangallo-Medici.

Den følgende sidegade er Vicolo Orbitelli, som løber mod sydvest og ender blindt i den lille plads Largo Orbitelli.

Hjørnehuset med 3 fag i 4 etager har gadenumrene 72 og 73 i 2 store firkantede butiksruder i stueetagen. Førstesalen har 3 høje, rektangulære vinduer, mens anden- og trediesalen kun har 2 vinduer, et i hver side af facaden, som er i mørkt puds uden synderlig udsmykning.

Naboejendommen har ligeledes 3 fag og 4 etager med et enkelt fags tagvindue. Her er der gjort lidt mere ud af facaden, med lidt bredere etageadskillelsesbånd under rækkerne af vinduer, der er indsat i profilerede karme. I stueetagen er der 3 brede portbuer, hvoraf nr. 69 rummer indgangsdøren i en bred stenramme med et halvcirkelformet vindue foroven. Nr. 70 er lidt bredere og indrammet af en lys travertinkarm og indgangen i nr. 71 har slet ikke nogen ramme.

Det tredie hus i rækken har også 3 fag og 4 - men lidt højere - etager. Det har til venstre en hoveddør i en stor bue indrammet af kraftige kvadersten, samt 2 mindre vinduer uden rammer. Døren har nr. 67 og sidste vindue nr. 68. Ejendommen har tilhørt Peterskirken (Capitolo di San Pietro), som det kan ses af ejermærke-pladen under den smalle etageadskillelsesgesims på førstesalen. Den består af et relief af Peterskirkens våben: nøglerne og den pavelige tiara. Underst er indridset tallet LXXXXII = (nummer) 92. Førstesalen har 3 vinduer i høje, let profilerede rammer, mens andensalen kun har 2 rammeløse vinduer. Trediesalen har indmurede søjler mellem de 3 vinduer, så her har sandsynligvis oprindelig været en slags loggia under det brede tagudhæng.

Herefter følger det store og tunge Palazzo Sacchetti med 7 brede fag i 4 høje etager ovenpå en ekstra høj kælderetage, hvis høje vinduer i travertinrammer flankeret af kraftige konsoller sidder lige under stueetagens høje vinduer i profilerede rammer toppet af kraftige, vandrette overliggere båret af mindre konsoller. Hovedindgangen findes i midten af teglstensfacaden og har gadenummer 66. Den store og brede portal har dobbeltdøre ind til flere indre gårde og haver. Den består af en profileret karm og smalle profilerede flade søjler, der bærer 2 elegant svungne konsoller, som igen bærer en stenbalkon, hvis underside er udskåret i relieffer af kassetter og rosetter. Ud for førstesalens midterste fag udgøres balkonens rækværk af smalle travertinstandere i et snoet bronzegitter. Til venstre for balkonen sidder en indskriftsplade med teksten "Domus - Antonii - Sangalli - Architecti - MDLIII" : "Arkitekt Antonio da Sangalli's hus, 1553". Arkitekten ejede ikke mindre end 3 huse i Via Giulia. På etagen ovenover satte han desuden en plade med Pave Paul III's våben og indskriften "Tu mihi quodcumque hoc rerum est". Førstesalens vinduer er høje og toppes af små konsoller, der bærer kraftige skrå overliggere. Andensalens vinduer - hvoraf der forøvrigt kun er 6, er små og kvadratiske, mens den øverste tilbyggede etage, som oprindelig var en tagterrasse, har høje vinduer i profilerede travertinkarme under vandrette overliggere. Huset var i starten kun på 5 fag, hvor våbenskjoldet sad i midten, men blev senere udvidet med 2 fag. Ved samme lejlighed blev indgangen flyttet, så den stadig kom til at sidde midt på facaden. Det kraftigt fremspringende tagudhæng er forsynet med flere udskårne gesimser og en bredere frise med relieffer af kassetter og rosetter. Nederst til venstre på facaden - lige før gadehjørnet - er der bygget en lille fontæne i en niche flankeret af 2 karyatider. Inde i nichen ses en amorin med 2 delfiner og på siderne Ceuli-familiens våbenskjold. Palazzo Sacchetti tilhører fra 1648 Sacchetti-familien. Hvis man spørger Palæets portner, kan man være heldig at få lov til at komme indenfor og bese den smukke indre gårdsplads.

Sidegaden, der nu følger, hedder Vicolo del Cefalo, der har navn efter ovenfornævnte familie Ceuli, også benævnt Cevoli. Gyden løber mod sydøst til Lungotevere dei Sangallo.

Efter denne gyde står en elegant bygning i 4-etager med lystpudset facade med indridset stenmønster. Ejendommen har 3 fag ud mod sidegaden, hvor facaden er noget forsømt, samt 5 fag ud mod Via Giulia. Den klassiske portal i profileret karm med trekantet gavlfelt har gadenummer 64. De høje vinduer i stueetagen og de små, kvadratiske vinduer på førstesalen er uden rammer, mens andensalens høje vinduer er i profilerede karmme med fremspringende vandrette overliggere. Trediesalens vinduer er blot i profilerede rammer og det fremspringende tagudhæng er kalket lyst og uden dekorationer.

Ved siden af ligger den meget gamle Kirke San Biagio degli Armeni, også kaldet della Pagnotta, som eksisterede allerede længe for 1072, hvor den blev genopbygget. Senest blev den ombygget i 1730, hvor den også fik den facade, man ser idag. Kirken er berømt for et ganske særligt relikvie, nemlig San Biagio's hals. Fra 1832 er Kirken drevet af armenske munke, mens tilnavnet "della Pagnotta" stammer fra skikken med at uddele små, velsignede brød på Helgenens festdag den 3. Februar. Kirkefacaden er smal med 4 meget høje, brede og flade søjler med korinthiske kapitæler, der opdeler den i 3 dele. To smalle sidestykker med smalle, ovale vinduer forneden og smalle, høje vinduer foroven; samt et bredere midterstykke, hvori indgangen er anbragt i en smuk portal i profileret marmorkarm med brudt, bølgende gavlfelt. På andensalen sidder en stor stukramme med en fresko af en ikke identificeret Pave. Relieffer af guirlander og anden ornamentik omkranser rammen, der sidder under et delvist trekantet gavlfelt. Øverst på facaden løber et indskriftsbånd.

Til venstre for Kirken ligger Klosteret, kaldet Convento degli Armeni eller Ospizio degli Armeni, en lang, 3-etagers bygning med 5 brede fag mod Via Giulia. Facaden er enkel, pudset i en lys okker farve med lysere etageadskillelsesbånd under rækken af høje vinduer i enkle rammer. En indgangsbue med profileret travertinkarm i nr. 63 er indrettet til forretningslokale. Husets yderste venstre fag er trukket et stykke frem og yderligere forneden forsynet med 7 vandrette rækker ekstremt kraftige og groft tilhuggede store sten, der stammer fra Pave Julius II's aldrig fuldendte byggeri af et nyt domhus, Palazzo dei Tribunali della Curia. Stenene, der ses flere steder i denne del af Via Giulia, kaldes i folkemunde for "Sofà di Via Giulia" og kan flere steder også bruges som bænk. I nr. 62 er der også indrettet en butik i en firkantet portåbning og på midterstykket ses i i stueetagen 2 mindre vinduer indsat i elegante, profilerede, buede rammer. Midt på facaden sidder et gadealter i et lidt voldsomt arrangement af grå sten og blålige marmorsøjler, der flankerer et Madonnabillede bag glas og under en blå himmel med forgyldte stjerner. Under de kraftige konsoller, der bærer alteret sidder en lille indskriftstavle med teksten "Consociatio ucid Romana - restauravit in memoriam - Joannis Baptistae Sacchetti - Anno Iubilaei MCMLXXV": "Organisationen UCID (Unione Cristiana Imprenditori Dirigenti) lod dette restaurere til minde om GiovanBattista Sacchetti i år 1975".

Næste sidegade er Via dei Bresciani, som løber mod sydvest op til Lungotevere dei Sangallo. Lige før den når denne drejer den mod venstre i et lavere niveau og løber et stykke parallelt med Tiberboulevarden, hvorefter den her støder til den følgende sidegade Via del Gonfalone.

Mellem de 2 sidegader står først en høj gammel og noget misligholdt bygning med påskriften "Oratorium" over døren med gadenummer 59. Det drejer sig om et kapel knyttet til nabokirken Santa Maria del Suffragio. Facaden har 4 høje etager, samt en høj kælder. der er 3 fag vinduer, hvoraf flere er tilmurede. Indgangsdøren sidder i midten, flankeret af en profileret ramme under en vandret overligger. Bygningen har 7 fag mod sidegaden og alle vinduer er i brede travertinrammer.

Til venstre står Kirken Santa Maria del Suffragio, som blev opført i 1662 sammen med Oratoriet, efter en tegning af arkitekten Carlo Rainaldi. Bygningen er dog senere flere gange blevet renoveret. Selve facaden er ikke så bred, men forsynet med sidebygninger i nederste etage, mens andenetagen kun dækker midterdelen, der toppes af et trekantet gavlfelt. Hovedfacaden er på begge etager, der adskilles af flere brede gesimser og friser, opdelt i 2 smalle sidepartier og et bredt midterpaerti. Opdelingen sker ved hjælp af flade, brede søjler med korinthiske kapitæler, der bærer en indskriftsfrise med teksten "Archiconf Beatae Mariae Suffragii A.D. MDCLXIX", som står for Kirkens broderskab Arciconfraternita di Santa Maria del Suffragio og facadens byggeår 1669. I de smalle felter er der sideindgange og i sidetilbygningerne sidder 2 høje vinduer. På midterfacadens andenetage sidder et meget stort, kvadratisk vindue.

Til venstre for Kirken står en mindre ejendom i 3 etager og 2 brede fag. I nr. 59 er der en portal af meget store sten og en tung vandret overligger. Over denne sidder en lille indskriftstavle om ejerforholdene. Her står: "Archicon= - frat - S. Mariae - Suffragii - No I", som står for Kirkens broderskab Arciconfraternita di Santa Maria del Suffragio og deres ejendom nr.1. I nr. 58a er der en mindre dør i glat stenramme. Facaden er pudset i en okker farve og vinduerne på førstesalen er høje og indsat i glatte stenrammer, mens andensalens er mindre og kvadratiske, men i samme slags rammer. Tagudhænget er kraftigt fremspringende med en smal, udskåren frise. Ovenover er der tilbygget en taghave. På hushjørnet mod næste sidegade er anbragt nogle af de kraftige sten fra det aldrig byggede Palazzo dei Tribunali della Curia. De findes også rundt om hjørnet, hvor ejendommen har sideindgang og 4 fag.

Sidegaden Via del Gonfalone fører til Oratorio del Gonfalone og videre frem til Via dei Bresciani, samt længere fremme til Via Bravaria og en lille trappe op til Lungotevere dei Sangallo.

Den næste ejendom er et stor tungt kompleks, der i 1825-1827 blev bygget som ungdomsfængsel, Carcere di correzione per minorenni. Idag er der i bygningen indrettet et museum, Museo Criminologico, samt et bibliotek og kontoret Centro di Studi Penitenziari. Museet oprettedes i 1931 og optager 3 af huset etager og ialt 31 sale. Indgangen findes i Via del Gonfalone nr. 29, hvorudtil bygningen har 8-9 fag, mens der i de 11 fag mod Via Giulia ikke findes nogen indgange, men kun rækker af høje, rektangulære vinduer (blandt andet i stueetagen) og små, kvadratiske vinduer (på de 3 øvre etager). Alle vinduer er i brede travertinrammer og facaden er pudset op i en lys okker/rødlig farve. Det højre hushjørne har en lodret række grofttilhugne stenkvadre som hjørnebeskyttelse, mens der intet er til venstre, hvor en mur helt uden vinduer vender ud mod:

Sidegaden Vicolo della Scimia, som medens ungdomsfængslet og nabobygningen, der også var fængsel, var i brug, var lukket af med store låger og bevogtet. Gaden har navn efter et værtshusskilt med en abe ("scimmia") og løber mellem de tidligere fængselsmure, op til Via Bravaria, som løber nedenfor Lungotevere dei Sangallo.

På sidegadens anden side står den store fængselsbygning Carceri Nuove, som Pave Innocens X lod bygge i 1652-1655 som erstatning for de gamle fængsler ved Tor di Nona, Corte Savella og i Borgo. Det er en høj teglstensbygning i 4 etager med 7 fag vinduer i brede travertinrammer mod Via Giulia, hvor hovedindgangen, indrammet af en meget bred travertinkarm, findes midt i facaden, i nr. 52. Bygningen huser idag blandt andet "Direzizone Nazionale Antimafia e Antiterrorismo". Over portalen sidder en stor indskriftssten med teksten "Iustitiae et Clementiae - securiori ac mitiori reorum custodiae - novum carcerem - Innocentius X Pont. Max. - posuit - Anno Domini - MDCLV" ("Pave Innocens X lod i Det Herrens År 1655 opføre dette nye fængsel, for retfærdigheden, for barmhjertigheden, og for en sikker og human indespærring af de skyldige"). I 1842 var der her indsat 600 mænd og 80 kvinder.

Fængslets sydside vender ud mod Vicolo delle Prigioni: Fængselsgyden. Idag består gyden kun af én side, den nordlige med fængselsmuren, da den sydlige med hele bebyggelsen bagved blev revet ned for at skabe en bred vejforbindelse fra Corso Vittorio Emanuele II til Tiberbroen Ponte Mazzini. Projektet blev aldrig gennemført, så i stedet er her fremkommet en lille plads, der mod øst giver rum for et mindre grøntsagsmarked på hverdagsformiddagene og mod vest for et delvist underjordisk parkeringsanlæg med indkørsel fra Via Bravaria.

På den anden side af dette område findes sydsiden af gyden Via di San Filippo Neri, hvis nordside led samme skæbne som Vicolo delle Prigioni's sydside.

Vi er nu nået frem til den ejendom, der bærer gadenumrene 35-44. Det er det såkaldte Collegio Ghislieri, der idag er en del af det store statslige gymnasium Liceo classico Virgilio, der blev bygget i 1936-1939, men huset mod Via Giulia stammer fra 1600-tallet. Huset er i 4 etager og 10 fag og alle vinduer, garageporte og indgange har brede, profilerede travertinkarme. Førstesalens vinduer er små og kvadratiske, mens anden- og trediesalens er høje og rektangulære. Enkelte vinduesrammer har udsmykkede overliggere. Den store portal har gadenummer 38 og befinder sig i fag nr. 4 fra venstre. Over døren ses den ovennævnte indskift på svungne marmorbånd, der omslutter familievåbenet, og under et aflangt relief med Jomfru Maria med Jesus-Barnet i venstre side og Josef i højre side. Det hele indesluttet i et brudt, buet gavlfelt. En mindre indgang ses i nr. 41, hvor en portal af stenkvadre omslutter døren. Facaden er pudset i en mørk okkerrød farve med vandrette friser som etageadskillelsesbånd under anden- og trediesalen.

Ved siden af står Kirken Spirito Santo dei Napoletani. Bygningen er fra 1600-tallet, hvor den erstattede den gamle Kirke Sant'Aurea, men facaden er nybygget fra 1863. Den har 2 etager med et stort trekantet gavlfelt på toppen. Hver etage er opdelt i 3 lodrette felter ved hjælp af flade søjler med korinthiske kapitæler. Forneden har hvert af de smalle sidefelter en dekoration i relief, mens det brede midterfelt indrammer hovedindgangsdøren, som er indsat i en profileret ramme under en frise med guirlander. Portalen afsluttes af et trekantet gavlfelt. Over dette sidder et aflangt maleri, der forestiller Helligånden i form af en Due, tilbedt af engle og serafer. På hver side af Kirkens portal sidder mindeindskrifter for restaureringen i 1853, som iværksattes af Ferdinand II af Bourbon. Denne families lilje-våben ses i den firkantede ramme på øverste etage. Mellem våbenskjold for henholdsvis Pave Pius IX og Kongeriget Begge Sicilier sidder på andenetagen et stort rundt glasmosaikvindue i en kvadratisk, profileret ramme. Midt på mosaikken ses også Helligåndens Due.

Til venstre for Kirken ses et moderne byggeri, der huser Mellemskolen Scuola Media Statale Virgilio, der har indgang fra Via Giulia nr. 25. Hushjørnet til venstre er lidt højere end resten af facaden. Her er et stykke på 4 fags bredde (dog kun med vinduer i alle fag helt foroven) og 5 meget høje etager. Resten af facaden er kun i 3 etager og 9 fag. Den nederste del er hele vejen rundt beklædt med store plader af travertin, mens den øvre facade for størstedelen er beklædt med røde teglsten. Et midterparti på andensalen har bredere vinduer adskilte af brede betonsøjler, nærmest som en form for moderne loggia.

Næste sidegade er Via di Sant'Eligio, som fører ned til den lille Kirke Sant'Eligio degli Orefici.

Hjørnehuset mod syd er Palazzo A. Dorio, som muligvis er en fejlskrivning af A. Di Jorio, der måske kunne være ejerens navn. Huset er fra 1600-tallet og har 5 etager med 3 fag mod sidegaden og 3 fag mod Via Giulia, hvor indgangen findes i nr. 23a i en smuk, profileret travertinramme med vandret overligger og ejernavnet (?) skrevet over døren. Hushjørnet har forneden en lodret række af kraftige kvadersten som hjørnebeskyttelse. Under alle vinduesrækker er der brede vandrette etageadskillelsesbånd og vinduerne er indsat i profilerede travertinkarme. I stueetagen er der i numrene 22 og 23 to firkantede portåbninger, der idag bruges til butikker. På førstesalsmuren er der opsat en indskriftstavle med teksten: "Da questa casa - ove i patrioti romani - occultavano le armi per la resistenza - Giorgio Labò e Gianfranco Mattei - artificieri - furono tratti dai tedeschi - il 1. Febbraio 1944 - per essere interrogati e messi a morte. - A memoria dell'eroico silenzio - che fu salvezza ai compagni di lotta - e del scarificio - è posta questa lapide. - S.P.Q.R. 3. Marzo 1957". ("Fra dette hus - hvor de romerske patrioter skjulte våben til modstandskampen - blev Giorgio Labò og Gianfranco Mattei den 1. Februar 1944 hentet af tyskerne for at blive forhørt og henrettet. - Til minde om det tavse heltemod, der blev redningen for deres kammerater i kampen, og om deres offer, blev denne sten sat. S.P.Q.R. (Roms Kommune) - 3. Marts 1957").

Den næste lange ejendom er Palazzo Varese, som spænder over gadenumrene 14-21. Bygningen er opført i 1617-1618 af Carlo Maderno og hovedindgangen findes i en pompøs portal i nr. 16. Døren er i profileret karm under en kraftig balkon båret af konsoller. Facaden i stueetagen brydes af skiftevis høje vinduer under "pagodetag" og over en karm, båret af konsoller, der indrammer de høje kældervinduer, samt af portbuer i brede travertinramamer, hvori der for manges vedkommende idag er indrettet butikker. Smalle gesimser løber under vinduerne på første- og andensalen, der er indsat i profilerede rammer under vandrette overliggere. Trediesalens vinduer er mindre og kvadratiske i bredere rammer under det elegante, udskårne tagudhæng, der udgøres af flere smalle friser og en bredere med relieffer af tårne og ørne. Over dette findes en tilbygget fjerdesal.

Til venstre følger en ejendom i 5 etager og 4 meget brede fag på en lyspudset, ret anonym facade. Gadenumrene går fra nr. 8 til 12, hvor nr. 9 ikke svarer til en indgang og nr. 12 og 13 er blevet slået sammen. Hovedindgangen er i nr. 10, hvor den brede dør er indsat i en profileret portal med vandret overligger. Alle vinduer er i profilerede travertinrammer. På førstesalen er de små og kvadratiske, på andensalen høje og toppet af vandrette overliggere. Foran de 2 midterste er der desuden smedejernsaltaner. Både tredie- og fjerdesalens vinduer er høje, men uden overliggere.

Den næste lange hjørneejendom er Palazzo Lecca di Guevara, som har 3 etager med overbygget tagetage og 9 fag mod Via Giulia samt 6 fag mod sidegaden. Bygningen kaldes også Palazzo Pamphilj-Falconieri. Hovedingangen findes i nr. 4 i en høj portbue, omkranset af store kvadersten. Til højre ses 3 lavere portbuer med små vinduer ovenover, alt i brede travertinrammer. De har numrene 5,6 og 7. Til højre for vinduet i nr. 7 sidder endnu et lille vindue. Til venstre for portalen sidder 3 høje vinduer over høje kældervinduer med brede travertinkarme og konsoller, der bærer vindueskarmene ovenover. Alle vinduer er i profilerede travertinrammer og stueetagens samt førstesalens har vandrette overliggere. Hvis porten er åben, kan man se ind i gården og haven bagved. Palæet stammer fra 1600-tallet og blev delvist restaureret i 1887.

Den følgende sidegade er Via dell'Armata, der går op til Lungotevere dei Tebaldi.

På det næste gadehjørne står det lille elegante Palazzetto Falconieri, som er et anneks til det store Palazzo Falconieri lidt længere fremme. Palazzetto'et er omkranset af en smal have og en havemur med et højt, svungent smedejernsgitter. Den 3-etagers bygning har gadenummer 2 og der er 2 fag mod Via Giulia, samt 5-7 fag mod Via dell'Armata, idet nogle af vinduerne er samlet i større partier og andre steder bevaret enkelte. Facaden er malet i en lys gullig farve med hvide, flade søjler mellem fagene. De har joniske kapitæler og foroven små basrelieffer af falke. Stueetagens facade er dækket af kraftige stenfliser.

På den anden side af en lille gårdsplads rejser det store Palazzo Falconieri sig med sine 3 høje etager over en høj kælder og med en overbygget fjerde etage. Facaden er pudset op i en lys farve og har et indridset stenmønster. Den brydes af 3 x 3 vinduer og mellem disse 2 store portaler i rammer af stenkvadre. Over dem sidder altaner. Portalen til højre er tilmuret og på muren sidder et lille Madonna-billede i mosaik. Kældervinduerne indrammes af profilerede rammer med konsoller, der bærer vindueskarmene under stueetagens vinduer. Alle vinduer på etagerne er i profilerede travertinrammer med vandrette overliggere. På ejendommens hjørner sidder kannellerede steler med falkehoveder. Tagudhænget er bredt og fremspringende, samt smukt udskåret med relieffer af løvehoveder og roser, samt stjernetegnenes dyr. Palæet stammer fra 1600-tallet, men er blevet renoveret og udbygget flere gange. Hovedindgangen har gadenummer 1.

Palazzo Falconieri støder direkte op til Kirken Santa Maria dell'Orazione e Morte, som blev bygget i 1575, men ombygget i 1722. Den tilhørte broderskabet Compagnia di Santa Maria della Morte, der som sit hovedformål havde at samle de afsjælede legemer, som lå forladte i egnen omkring Rom, og bringe dem til Kirken for at de kunne få en kristen begravelse. Broderskabet lod derpå i årene efter afholde sjælemesser for de fundne, så de ikke skulle lide unødigt i Skærsilden. Formålet sfspejles tydeligt både inde i Kirken og dens gamle kirkegård, samt i dekorationen på Kirkens facade, hvor der i hver side er indemuret en indsamlingsbøsse til hjælp for Broderskabets opgave, som dog idag er overtaget af Staten. Over bøsserne ses billeder af skeletter og forladte lig.

Til venstre for Kirken ses Farnese-familiens bue, Arco Farnesiano, der skulle forbinde familiepalæet Palazzo Farnese (til venstre bag havemuren) med familiens have og parkområde ned mod floden, der dengang ikke var afskåret med dige og flodboulevarder. De mange mindre bygninger her, der har numrene 253-260 - Gadenummereringen skifter her ved Kirken ! - husede engang Kardinal Odoardo Farnese's personlige kapel, Romitorio Farnesiano, hans museum af antikviteter, Antiquario Farnesiano, og bagved en smuk anlagt park.

Efter den sidste port i nr. 253 er der et lille indhak, hvori murfontænen kaldet Fontana del Mascherone befinder sig. Fontænen menes udført i 1626, mens teglstensmuren bagved er fra begyndelsen af 1900-tallet. Ved større festligheder hos Farnese-familien sprang fontænen med vin.

Det følgende bygningskompleks, der har gadenumrene 250-251 huser idag Frankrigs Konsulat i Rom. Bygningen er opført i 1924 for Advokaten Pateras og arkitekten var den kendte Marcello Piacentini. Byggeriet fandt sted på en aflang trekantet grund, hvor Farnese-familien tidligere havde deres stalde. Komplekset består af flere bygninger i forskellig højde, der bindes sammen af terrasser mellem førstesalene. Huset kaldes Palazzo Pateras eller Palazzetto Pateras Pescara. Over hoveddøren i nr. 251 sidder et våbenskjold for familien Pateras.

Mellem den første del af Palazzo Pateras (med gadenumrene 250-252) og den anden, lavere del (med gadenumrene 245-249) er der under den fælles terrasse på førstesalen en bue med en lille gennemgang og en trappe op til Lungotevere dei Tebaldi. Denne lille passage omtales som Passetto Pateras.

Efter den sidste lille del af havemuren omkring Palazzo Pateras er vi hermed nået tilbage til Piazza di San Vincenzo Pallotti, som var turens udgangspunkt.

Hvis man ønsker at gå gennem gaden den modsatte vej og mod Piazza dell'Oro, kan man springe dertil herfra.