d. 7. December 2018:

Området omkring gaderne Via di San Paolo alla Regola, Via di Santa Maria in Monticelli og Via degli Specchi bærer stadig mange vidnesbyrd om de familier, som boede her i 1500- og 1600-tallet og spillede en stor rolle i datidens Rom.

Hvor de 2 førstnævnte gader har navn efter de kirker, de fører hen til, har Via degli Specchi navn efter et familiepalæ, der ikke længere findes, og efter dettes beboere, Specchi-familien, som i ovennævnte periode bestred flere høje hverv indenfor den kommunale administration. Til familien hører antagelig også de 2 lidt senere arkitekter: Alessandro Specchi og Michelangelo Specchi.

Selvom familiepalæet Palazzo Specchi ikke længere eksisterer, kan man dog stadig se bygningens smukke portal i Via degli Specchi nr. 17, hvor den er blevet indsat i det hus, der kom til at erstatte Specchi-families hjem, nemlig Palazzo Alibrandi-Cavalieri.

Ved Palazzo Specchi lå en lille plads kaldet Piazzetta Specchi. Det var på denne plads, at der i 1664-1668 stod den "piramide infame", den vanærende "pyramide" - altså en skamstøtte, som Pave Alexander VII blev nødsaget til at lade opsætte efter "Freden i Pisa" mellem Pavestaten og Frankrig som afslutning på en længere uheldig række fornærmelser og sammenstød mellem de to magter.

Palazzo Specchi forsvandt i 1700-tallet og det var vel her, at Specchi-familien levede i 1600-tallet. Men allerede før 1500-tallet ejede familien en samling småhuse ved Via di San Paolo alla Regola, hvor komplekset "Casa Specchi" ligger bag et lille torv eller udvidelse på gadens sydside. Husene er enkle og prunkløse, men interessante fordi de i kældrene og bag murene gemmer antikke bygningsrester i op til 4 etagers højde. De tidligste måske stammende fra Kejser Domitian eller de lagerbygninger, der kaldtes Horrea Vespasiani. Det er imidlertid en historie, der må fortælles senere. I denne måned er der andet, der er blevet tilføjet Annas Rom Guide.

Udover Specchi-familien har også Fredi-familien, også kaldet De Fredis, sat sine spor. Ved Via degli Specchi står det lille Palazzo Fredi, hvor blandt andre Felice de Fredis levede. Den mand, der i 1506 opdagede Laokoonstatuen, da han foretog udgravninger på sin landejendom på Oppio-højen. Statuen blev hurtigt berømt og Felice De Fredis fik en smuk sum penge - samt et godt "ben" - for at sælge den til Pave Julius II.

Felice De Fredis var forøvrigt gift med en Girolama, som tilhørte Branca-familien, der også engang havde et palæ i området og som gav navn både til en plads, en gade og en gyde, der altsammen forsvandt, da Via Arenula og Piazza Cairoli blev anlagt.

Det var dog ikke kun områdets kendte familier, der færdedes i gaderne. Ved Via og Piazza di San Paolo alla Regola havde også præsteordenen "I Padri Dottrinari" deres kloster og en skole. Denne bygning bruges forøvrigt stadig til undervisning, men idag i håndværksfag.

De nye sider, som er kommet til i månedens løb:

Palazzo Specchi --- Specchi-familien --- Piazzetta Specchi --- Palazzo Alibrandi-Cavalieri,

Piramide Infame --- La Pace di Pisa,

Casa Specchi --- Largo davanti alla Casa Specchi,

Palazzo Fredi --- Fredi-familien --- Felice de Fredis,

Branca-familien --- Palazzo Branca --- Piazza Branca ---- Via Branca --- Vicolo Branca,

Convento dei Padri Dottrinari --- Padri Dottrinari --- Scuola d'Arte e dei Mestieri Nicola Zabaglia.

Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende En Glædelig Jul og Et Godt Nytår,

Det næste nyhedsbrev vil blive udsendt omkring den 7. Februar 2019.

d. 6. November 2018:

Ved Via di Santa Maria in Monticelli står det lille elegante Palazzo Panizza, som tidligere tilhørte Grevefamilien Panizza, der stammede fra Mantova, men i 1600-tallet også virkede i Rom. Bygningen opførtes i 1700-tallet efter en tegning fra 1694 af Simone Felice Delino. I Annas Rom Guide er der nu sider både om Palazzo Panizza, Panizza-familien og Simone Felice Delino.

Denne unge arkitekt arbejdede i Rom i slutningen af 1600-tallet, hvor han kom "på lønningslisten" hos eks-dronning Cristina af Sverige, der fra 1655 boede i lange perioder i Rom, hvor hun var mæcen for mange arkitekter, kunstnere og litterater. Mange af hendes idéer udførtes i samarbejde med hendes ven og rådgiver Kardinal Decio Azzolino, som i 1669 havde købt den gamle kirke San Salvatore in Lauro for at overlade den til "la nazione picena", en menighed der talte tilflyttere fra Marche-området, hvorfra også Azzolino selv stammede.

Azzolino og Cristina havde mange planer med denne kirke og da eks-dronningen i Marts måned 1689 var kommet sig ovenpå et sygdomsanfald og man ville fejre dette ved en højtidelighed i San Salvatore in Lauro, bestilte Kardinalen Delino til at tegne en plan for opsætning af en midlertidig facade på kirken, hvis nuværende facade endnu ikke var opført. Delino kom også til at tegne katafalken ved Cristinas begravelse i Kirken Santa Maria in Vallicella (Chiesa Nuova).

Sider om Kardinal Decio Azzolino og Dronning Cristina er nu tilføjet Guiden, ligesom der er uploadet en side om Kirken San Salvatore in Lauro, en side med En Rundgang i San Salvatore in Lauro og en Plan over Kirken.

d. 7. Oktober 2018:

Vest for Via Arenula og bag det store Palazzo del Ministero della Giustizia løber den lille gade Via di Santa Maria in Monticelli. Den har et mærkeligt gadeforløb med snoninger, drejninger og delinger, så det kan være svært at få et samlet overblik over den. Den starter i nord ved Piazza Benedetto Cairoli og Via degli Specchi og ender længere mod syd i både Piazza di San Salvatore in Campo (mod vest) og i en lille "blindtarm" efter tværgaden Via di San Paolo alla Regola (mod syd).

Omtrent midtvejs vider den sig ud på et lidt bredere stykke. Det er hvad der idag er tilbage af den gamle Piazza di Santa Maria in Monticelli, som nu er helt opslugt af Justitspalæet og Via della Seggiola. Ud til denne del af gaden står Kirken Santa Maria in Monticelli, der - trods voldsomme restaureringer senest i 1800-tallet - er værd at besøge på grund af sin meget gamle historie. Længst mod syd snævrer gaden atter ind langs de gamle Middelalderhuse, som efter folkeligt pres fik lov at blive stående, da næsten al anden bebyggelse i dette område blev revet ned.

Disse "Case di San Paolo" fra 1200-tallet har nu fået en side i Annas Rom Guide, ligesom også Kirken, gaden og pladsen, samt forskellge andre relaterede emner.

De nye sider er: Via di Santa Maria in Monticelli, Kirken Santa Maria in Monticelli, En Rundgang i Santa Maria in Monticelli, Nogle gamle gravsten i Santa Maria in Monticelli, helgeninden Santa Ninfa, Piazza di Santa Maria in Monticelli, Casa di Latino Giovenale Manetti, personen Latino Giovenale Manetti, og Case di San Paolo.

Med hensyn til oprindelsen og historien knyttet til San Paolo's Huse er der flere teorier. En legende fortæller, at Paulus skal have boet her under sit ophold i Rom, mens retssagen mod ham kørte. Det er der dog ingen sikre beviser på. En anden teori drejer sig om husenes senere historie. Nogle forskere mener, at et af disse huse netop kan have været det i kilderne omtalte Casa di Latino Giovenale Manetti, mens andre anser det for udelukket og mener, at Manetti's hus - hvor han forøvrigt i midten af 1500-tallet opbevarede en meget stor og fin samling af antikke fund - må være blevet revet ned sammen med den øvrige bebyggelse. Under alle omstændigheder har Manetti's hus sikkert lignet de gamle huse, som desværre er blevet voldsomt restaurerede og ændrede, da de blev indlemmet i Justitspalæets kompleks.

d. 6. September 2018:

Ved Via di San Paolo alla Regola, som blev nævnt i sidste nyhedsbrev, står kirken af samme navn: San Paolo alla Regola. Om denne bygning harAnnas Rom Guide nu fået 3 sider: en Kort om San Paolo alla Regola, en Rundgang i San Paolo alla Regola, samt en side med en Plan over Kirken.

I området rundt omkring San Paolo alla Regola stod i Middelalder og tidlig Renæssance flere af de mange gamle tårne, som Rom var så fuld af i 1200-1400-tallet. Ved nutidens Piazza di San Paolo alla Regola stod Torre di Buccio e Giovanna Benincasa, samt Turris Scoculae. I nærheden af Kirken Santissima Trinità dei Pellegrini stod Torre dei Rusticelli, som eksisterede op i 1500-tallet, hvor Antonio Rusticelli i 1530 forærede det til broderskabet Compagnia della Trinità dei Pellegrini. I det område, som idag dækkes af Via del Conservatorio, stod Torre dei De Leis og Torre dei Cosciari, og i nærheden af Santa Maria in Monticelli: Torre dei Maffaroni.

Nogle af disse tårne ved vi ikke ret meget om, mens andres historie er bedre belyst. De Leis skulle være en forvaskning af Leni-familiens navn og denne betydningsfulde familie i 1400-1600-tallets Rom har tidligere fået en side i Guiden. Siden om Cosciari-familien er derimod ny. Familien virkede i Rom i samme tidsrum som Leni-familien og så sent som i 1578 var det Ludovico Cosciari, som ejede Torre dei Cosciari.

Torre dei Maffaroni skal først være blevet revet ned i 1888, men figurerer tilsyneladende ikke på nogle af de gamle bykort. Det har i tidens løb både tilhørt den ret ukendte Maffaroni-familie og Orsini-familien.

I forbindelse med siden om Cosciari-familien blev jeg opmærksom på, at et kvindeligt familiemedlem, enken Pacifica de Cosciaris i sommeren 1545 havde stillet sine folk og vogne til rådighed for byggeriet af kuplen på Peterskirken. Der var faktisk en del enker, som enten videreførte en afdød ægtemages forpligtelser til at medvirke ved dette byggeri, eller som på eget initiativ stillede mandskab og vogne til rådighed. Annas Rom Guide er nu blevet beriget med en side om Kvindearbejde ved Peterskirken i 1500-tallet, samt en oversigt over sider om Kvindeliv i Rom. Jeg har også sammensat en lille side hertil om Engelske kvinder i Rom i 1360-1420 og overvejer senere at tilføje andre korte sider om kvinder i Rom.

Endelig er der i Guiden kommet en side om den nu forsvundne Strada Galletti.

d. 6. August 2018:

Annas Rom Guide ønsker sine besøgende Velkommen tilbage efter en lang, god og varm sommer. Der satte alt lidt ned i gear - og dermed også er skyld i den begrænsede mængde af nye sider, som dette Nyhedsbrev kan berette om.

I starten af sommeren blev det mest til lidt "udfyldning af huller" her og der i Guiden, hvor der nu også findes en side om Scalea Andrea Il Moro. En stentrappe mellem højderyggen og kvarteret Monteverde, som ligger sydvest for Trastevere, og den snoede Via Aurelio Saffi, der syd for Villa Sciarra bugter sig ned af højsiden mod Viale Trastevere. Trappen er en nyere konstruktion, men tidligere var der en sti på stedet. Årsagen til, at denne trappe nu har fået en side, skyldes dens navn, som den har efter den sorte tjener Andrea Aguyar (Aguiar), som fulgte krigshelten Giuseppe Garibald og døde i Rom, fældet af en fransk kugle.

Guiden er også beriget med en side om den barnegrav fra et tidspunkt mellem 900- og 1000-tallet, som blev fundet under udgravninger i 2015 på Vespasians Fredsforum. Barnet var under et år gammelt og begravet på det, der dengang var en byggeplads. Fundet er usædvanligt og man kan læse mere om det på siden Barnegrav i Foro della Pace (Templum Pacis).

Et andet "hul" blev fyldt i begyndelsen af sommeren med en lille uddybende side om de buster, som pryder facaden på Palazzo del Ministero della Giustizia ud til Via Arenula. Blandt andet er der en sød historie om busten yderst til venstre, der forestiller "Loven" og blev modelleret efter en 17-årig dameskrædderelev, som kunstneren Fausta Vittoria Mengarini stoppede på gaden, fordi hun var slået af den unge kvindes klassiske træk.

I det sidste nyhedsbrev nævnte jeg den nu nedrevne kirke Santi Vincenzo e Anastasio alla Regola, der lå på østsiden af det sted, hvor nutidens Via delle Zoccolette krydser Via del Conservatorio. Der er nu til Annas Rom Guide føjet sider om helgenerne San Vincenzo og Sant'Anastasio. Desuden har Via del Conservatorio fået en side, ligesom jeg har skrevet en kort side om gadens tidligere navn Via dei Cordari.

I sidste nyhedsbrev omtaltes også Villino Clarini, som står mellem Lungotevere dei Vallati og Via delle Zoccolette. Der er nu i Guiden tilføjet en side om Clarini-familien, som egentlig boede i Albano, men altså også havde ejendom i Rom. Dronning af Begge Sicilier Maria Teresa af Habsburg-Lothringen levede i sit eksil fra 1860 om vinteren i Palazzo Farnese i Rom og om sommeren i Albanerbjergene. Her blev 2 af hendes mindste børn i 1867 smittet af kolera og da hun selv ville pleje dem, blev også hun smittet og døde i Albano Laziale den 8. August 1867. Denne dronning stod på venskabelig fod med Clarini-familien og havde foræret Luigi Clarini, der var borgmester i Albano, et pragtfuldt ur fremstillet af for Napoleon I's marskaller og derfor kaldet "La Marescialla". Mere om denne familie kan læses på siden Clarini-Familien.

Endelig har jeg også tilføjet siderne Via di San Paolo alla Regola og Piazza di San Paolo alla Regola.

d. 7. Juni 2018:

På den bageste, vestlige, del af den grund, som det store Justitsministerium, Palazzo del Ministero della Giustizia, idag optager fra den sydvestlige del af Via Arenula og langs en stor del af nordsiden af Via delle Zoccolette, stod engang en gammel kirke, først viet til Sant'Anastasio og senere også til San Vincenzo. Den forsvandt under de store gadearbejder og byggerier i begyndelsen af 1900-tallet, men havde ellers en interessant historie.

Kirken hed Santi Vincenzo e Anastasio alla Regola, forbi den lå i dette kvarter, Rione Regola. Men den kaldtes også i mange hundrede år Santi Vincenzo e Anastasio dei Cuochi, forbi den af Paverne i 1537 var overgivet til det i 1513 dannede lægbroderskab af kokke og konditorer, Compagnia dei Cuochi e Pasticcieri.

Annas Rom Guide er nu blevet udvidet med sider om Santi Vincenzo e Anastasio alla Regola, om Compagnia / Confraternita dei Cuochi e Pasticcieri, samt om kokke og konditorer og de sidstes faglige sammenslutning Università dei Pasticcieri.

Ved Kirkens sydmur løb den gamle gade Vicolo del Merangolo, "Pomeransgyden", som også forsvandt under det store byggerod. Navnet er idag bevaret i en anden lille gade, Via del Melangolo, som forbinder Via delle Zoccolette med Lungotevere dei Vallati. De to gader har ellers intet med hinanden at gøre, den gamle gyde løb i retningen øst-vest, mens den nye gade løber i nord-sydlig retning.

Ved Via del Melangolo står en af de i begyndelsen af 1900-tallet opførte herskabelige villa'er: Villino Clarini. Noget længere mod vest står en anden specielt udseende villa: Villino Scafi. Begge ejendomme har nu fået en side i Annas Rom Guide.

Den sidste nye side, der er kommet til i denne omgang, er en side om Bartolomeo Scappi, som var chefkok for flere Paver. Det var en høj og anset stilling at være "cuoco secreto del Papa" og Scappi var en meget dygtig og opfindsom kok, som også i eftertiden har et vist ry, ikke mindst fordi han i 1570 udgav sin samling af opskrifter og kommentarer i bogen "Opera di M. Bartolomeo Scappi". På siden om denne spændende personlighed kan man også læse lidt om de retter, han udtænkte i forbindelse med en stor banket, som hans daværende arbejdsgiver Kardinal Campeggi afholdt i April 1536 til ære for Kejser Karl V.

Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende en Rigtig God Sommer.

De næste nyheder vil blive udsendt i begyndelsen af August måned.

d. 8. Maj 2018:

I forrige måned blev Annas Rom Guide beriget med sider, der dækkede områder på begge sider af den trafikerede boulevard Via Arenula, som via broen Ponte Garibaldi forbinder Trastevere med den tværgående Corso Vittorio Emanuele II.

I denne måned har jeg derfor forfattet den side om Via Arenula, som Guiden længe har manglet. Der er oplysninger om gaden og dens historie, samt en tur igennem den. Der er desuden kommet en side med lidt flere fotos fra gaden end dem, der er blevet plads til på selve siden om Via Arenula.

Mod nord ligger pladserne Largo Arenula og Largo Argentina, som tidligere er beskrevet, mens Corso Vittorio Emanuele II må vente lidt endnu.

Jeg har istedet arbejdet mig lidt videre mod vest og der er nu kommet sider til om Lungotevere dei Vallati og Via delle Zoccolette, ligesom Middelaldergaden Maior Arenulae har fået en kort omtale.

Af andre nye sider kan nævnes: en om Ponte Garibaldi samt en side om det store Justitsministerium, Palazzo del Ministero della Giustizia, som optager næsten hele den sydvestlige del af Via Arenula og en stor del af nordsiden af Via delle Zoccolette.

d. 7. April 2018:

En af de sidste oplysninger i Nyhedsbrevet for Marts Måned var opdateringen af en side om den gamle, men nu meget ændrede, Via di San Bartolomeo dei Vaccinari. I den forløbne måned er der kommet lidt nye sider til i forbindelse med denne gade.

Tidligere antog man, at Via di San Bartolomeo videreførte et antikt gadeforløb kaldet Vicus Aesculeti, mens man idag mener, at den moderne gade istedet afspejler antikkens Vicus Stablarius. Annas Rom Guide indeholder nu sider om begge disse antikke gader.

Vicus Aesculeti løb tilsyneladende hen til eller gennem et krat af egetræer, det såkaldte Aesculetum, som skal have ligget syd for krydset Via Arenula - Lungotevere dei Cenci. Af krattet er der naturligvis intet tilbage, men da man i slutningen af 1880-erne anlagde de nye gader, udgravede man lidt nord for gadekrydset resterne af et lille, antikt marmoralter for Augustus' larer og de larer, der beskyttede hegn, gader og vejkryds. Alteret kaldes Ara Vici Aesculeti og kan idag ses i Centrale Montemartini. På siden om den lille helligdom Compitum Vici Aesculeti er der links til Google-fotos af alteret.

Vicus Stablarius løb i mere nordlig retning, omtrent som nutidens Via delle Zoccolette. Den løb gennem det område, hvor nu det store Justitspalæ, Ministero di Grazia e Giustizia, idag knejser, men hvor der tidligere løb en lille gade kaldet Strada della Regola og længere mod vest området Contrata Sancti Pauli. Her kaldes det moderne forløb Via di San Paolo alla Regola.

Vicus Stablarius har fået en side i Guiden, men der er meget mere at fortælle om dette område, så jeg håber på snart at vende tilbage med flere nye sider i relation hertil.

Til gengæld har jeg i den forløbne måned afsluttet arbejdet med Monte dei Cenci-området. De sidst tilkomne sider herom er: en side om det gamle tårn på højtoppen: Casa-Torre, en side om nabobygningen, den tidligere staldbygning Casa-Cavallo, en side om den forlængst forsvundne mere eller mindre private badstue Bagno dei Cenci, en side om Cenci-familiens bageri Forno dei Cenci, samt en side om den del af familiekomplekset, som strækker sig fra højtoppen og nedad nordskråningen samt Piazza delle Cinque Scole frem mod Kirken Santa Maria del Pianto, hvorfor Palæet også omtales som Palazzo Cenci al Pianto.

d. 6. Marts 2018:

Også i den forløbne måned har arbejdet med Annas Rom Guide været koncentreret om Cenci-familiens spændende boligområde, Monte dei Cenci.

Guiden er nu blevet forøget med sider om: Piazza dei Cenci, Vicolo dei Cenci og Via dell'Arco dei Cenci, der alle på deres ene side har det lille graciøse Palazzetto Cenci, som er opført som en udvidelse af en af familiens gamle huse - der dog kaldtes "Casa Nova di Jacopo Cenci": Jacopo Cenci's Nye Hus. Det var imidlertid i modsætning til Jacopo's gamle hus, som lå på den modsatte side af Via dell'Arco dei Cenci og senere blev udbygget til Palazzo all'Arco Cenci Taviani. Buen Arco dei Cenci forbinder disse bygninger, hvor der mod nord også ligger en af familiens ejendomme, som engang beboedes af Porzia Cenci, hvorfor huset kaldtes Casa di Porzia, ligesom den lille gyde bagved - der idag er lukket af og udgør en indre gårdsplads, kaldtes Vicolo di Porzia.

Cenci-familien består af mange familie-grene, hvoraf nogle er uddøde og andre har skiftet navn, men i 1400-tallet og fremefter levede de fleste i bygningskomplekser, som lå rundt om Piazza dei Cenci eller på skråningerne af Monte dei Cenci. Jacopo Cenci's familie boede altså hernede for foden af højen, mens Francesco Cenci's gren boede på højtoppen i et af de 3 gamle tårne, der engang stod heroppe. Det blev starten på et kompleks kaldet Palazzo Cenci al Monte, der strækker sig ned af højens vestside og slutter med en smal bygning ud til Piazza dei Cenci og Via Beatrice Cenci, det såkaldte Palazzo Cenci Caetani.

Pietro Cenci's gren derimod bredte sig på højens nordside og ned mod Via di Santa Maria dei Calderari overfor Kirken Santa Maria del Pianto, hvorfor dette kompleks også kaldes Palazzo Cenci al Pianto. Om denne del af den store mosaik har jeg dog ikke nået at færdiggøre sider, så det må vente til et senere nyhedsbrev.

Hvad jeg derimod har nået denne måned, er også at uploade sider om det nu forsvundne kloster Monastero di Santa Caterina "de arcu cenciorum", der med tilhørende kirke, Santa Caterina a Cenci, lå hvor nu Via Arenula og Via di Santa Maria dei Calderari mødes. Samt om det Cenci-hus, hvor den berygtede Francesco Cenci levede med sin første hustru og hvor parrets første børn blev født. Rester af denne ejendom kan ses i den syd for Monte dei Cenci løbende Via di San Bartolomeo dei Vaccinari, hvor en gammel kampestensportbue, som idag er delvist nedgravet på grund af det forhøjede gadeniveau, tiltrækker opmærksomheden.

Det ændrede niveau skyldes byggeriet af de høje mure langs Tiberen, som skulle dæmme op for de gentagne oversvømmelser. Hele det bebyggede område ved flodbredden blev revet ned og ændret radikalt og i stedet anlagdes den brede boulevard Lungotevere dei Cenci med en nybygget husrække mellem denne trafikerede gade og Via di San Bartolomeo dei Vaccinari, hvor også den gamle kirke San Bartolomeo dei Vaccinari blev nedrevet i denne forbindelse.

d. 7. Februar 2018:

Foruden Roms kendte og naturligt opståede høje gemmer byen også på flere kunstige bakker også kaldet "bjerge": "monti". Det kendteste er Monte Testaccio, som er opstået af tusindevis af ituslåede amforaer, de høje smalle krukker, som brugtes til at transportere olie og vin. Skibsladninger heraf blev gennem hundreder af år losset i flodhavnen Emporium og rester og ødelagte krukker blev smidt på et område, der langsomt voksede i højden, indtil affaldet dannede et helt lille bjerg.

Det spændende område kaldet Monte Giordano menes ligeledes opstået over en affaldsplads ved en Tiberhavn, men der er også kunstige høje, som er dannet på andre måder. Monte Savello blev for eksempel dannet af byggeri ovenpå resterne af Marcellus-Teatret, hvor Savelli-familien slog sig ned i Middelalderen. Teatret er nu for en stor del fritlagt, men Orsini-familiens palæ ligger stadig indbygget i de antikke mure. Endelig er der Monte dei Cenci, som måske også er opstået på antikke ruiner, selvom det ikke har været muligt at udgrave området og få sikker viden om, hvad der gemmer sig under "bjerget".

På Monte dei Cenci huserede fra 1200-/1300-tallet Cenci-familien, som stadig har ejendomme her og bor i kvarteret. Det er således en gammel og spændende familie, som nu har fået en side i Annas Rom Guide. Slægten tæller masser af medlemmer, der har beklædt høje poster både indenfor den kommunale administration og indenfor den pavelige. Men den er nok mest kendt for den sørgelige historie om Beatrice Cenci, der i 1598 i ledtog med sin storebroder Giacomo og sin stedmoder dræbte deres fader og ægtemage Francesco Cenci, som var en brutal og voldelig tyran, der forpestede både familiens og naboernes liv, samt måske endog endte med at voldtage sin unge, smukke datter. Den skandaløse sag vakte megen furore og delte vandene. Mange blev betaget af den kønne, unge kvinde, som nu måtte lade livet for sin forbrydelse. Både Beatrice, broderen og stedmoderen blev henrettet, men myten om hendes uskyld og skønhed lever videre til vore dage.

Cenci-familien fik i 1400-tallet brugsret til et lille kapel, som lå på skråningen af Monte dei Cenci. Kirken var viet til Apostlen Thomas og kaldes San Tommaso dei Cenci. Jeg har skrevet 2 sider om denne lille kirke: en om kirken og dens historie, og en Rundgang omkring og i kirken.

Også Monte dei Cenci har fået en side om stedet og historien, samt en side med en plan over højen og de omliggende huse, der alle tilhører eller har tilhørt Cenci-familien. Disse bygninger vil efterhånden blive nærmere beskrevet i Guiden. Det samme gælder de mange små gader og pladser, som gennemkrydser Monte dei Cenci. Dog har jeg allerede færdiggjort en side om Via di Monte dei Cenci, den stemningsfulde gyde der snor sig opad skråningen, samt en side om Piazzetta di Monte dei Cenci, den lille plads på højens top.