d. 8. December 2017:

Tæt på Marcellus-Teatret - og faktisk bygget ovenpå rester af selve teaterscenen med dets formodede 2 altre - står den lille kirke San Gregorio della Divina Pietà. Kirken er af ældre dato, men nævnes først i dokumenter fra 1145, hvor den omtales som en gammel kirke. Dog holder legenden om dens grundlæggelse ikke: ifølge traditionen skulle den stamme fra 600-tallet og være bygget på huse, som ejedes af Anici-familien, hvortil Pave Gregor den Store (590-604) hørte. Det er en lille kirke, som er ændret en del i nyere tid, men den fremstår ellers stort set som efter en ombygning i 1700-tallet med malerier fra perioden 1600-1800-tallet.

I Kirken sidder en mindeplade for Grev Giuseppe Origo, som sammen med sin slægt, Origo-familien, nu har fået en side i Annas Rom Guide. Giuseppe Origo var kemiker og fysiker og med til at oprette Vatikanets Brandkorps i 1809. Han gjorde i sit testamente San Gregorio della Divina Pietà til sin arving og mindes derfor i kirken, selvom han ligger begravet andetsteds, i Kirken San Pastore i Tivoli.

Origo-familien, som talte flere høje embedsmænd og en kardinal i 1500-1800-tallet, havde deres familieresidens i Palazzo Origo, som stadig står på hjørnet af Largo Argentina og Via di Torre Agrentina. Ejendommens stueetage er ombygget, da den nu huser den store Feltrinelli-boghandel, men facaden står ellers som den blev opført i 1600-tallet.

San Gregorio della Divina Pietà kaldtes også San Gregorio a Ponte Quattro Capi, fordi den ligger lige overfor den lille Tiberbro, som benævntes Ponte Quattro Capi, måske efter de 4-hovede hermer, som er opsat på brystværnet. Broen hedder ellers Ponte Fabricio og er Roms ældste fungerende bro, bygget i år 62 før Kristus og trods reparationer gennem tiden stort set stående som dengang den kaldtes Pons Fabricius. Den fører over til Tiberøen, Isola Tiberina, hvorfra en anden gammel bro, Ponte Cestio, fører videre til Trastevere. Denne bro er opført i år 46 før Kristus, men senere voldsomt ombygget.

Både Ponte Fabricio og Ponte Cestio har nu sider i Guiden, ligesom Isola Tiberina har. Desuden har jeg lavet en side med En Rundtur på øen, som trods sin ringe størrelse har plads til 2 kirker, 2 hospitaler, restauranter, barer, et apotek og en stor parkeringsplads - samt om sommeren til store filmlærreder ved den årlige biograffestival.

I dette nyhedsbrev kan Annas Rom Guide fejre et lille jubilæum, da der nu er mere end 4000 sider i Guiden!

Men det stopper ikke her, for med denne måneds nye sider, når Guiden op på 4007 sider, og der er stof til mange sider endnu, så efter en lille juleferie fortsætter arbejdet mod de 5000.

Men indtil da vil Annas Rom Guide ønske alle sine venner og besøgende En Rigtig Glædelig Jul og Et Godt og Dejligt Nytår

Det næste nyhedsbrev vil blive udsendt omkring den 7. Februar 2018 !

d. 7. November 2017:

I sidste måneds Nyhedsbrev var det blandt andet Marcellus-Teatret, som havde fået en side i Annas Rom Guide. På denne omtaltes de såkaldte Ludi Saeculares, de festligheder over mange dage, som Augustus lod afholde i det nyopførte teater. Siden da er Guiden blevet beriget med en side om disse "Sækularlege", som var en videreførelse af en meget gammel tradition, der stammede helt tilbage til Kongetiden (år 753-509 før Kristus), hvor de kaldtes "Ludi Taurii" eller "Ludi Tarentini".

Det sidste navn henfører til det sted, hvor legene havde deres udspring, nemlig området Tarentum, der lå lidt sydøst for nutidens Piazza Paoli og Ponte Vittorio Emanuele II. Her var fra gammel tid et underjordisk alter for gudinden Tellus, som senere viedes til Underverdensguderne Dis Pater og Proserpina. Endnu senere flyttedes kulten af disse til 2 nabotempler i samme område: Aedes Ditis og Aedes Proserpinae.

Månedens nye sider omhandler: Quintus Asconius Pedianus, der fortæller om de store marmorsøjler, som blev opstillet i Marcellus-Teatret,

Ludi Saeculares, Ludi Tarentini, Ludi Taurii, Ludi Apollinares og Ludi Plebei,

området Tarentum og helligdommene Ara Dis Pater et Proserpina, Aedes Ditis og Aedes Proserpinae,

guden Dis Pater og gudinden Proserpina, samt guden Apollon,

Valesius, der opfattedes som stamfader til Gens Valeria og desuden den, der - ifølge en fantastisk legende - genindstiftede kulten ved Ara Ditis et Proserpinae,

Middelalderens steder: Contrada della Torre dell'Oca og Via Torre dell'Oca.

Desuden er der samlet op på nogle "restpartier" fra Trastevere-turen, nemlig det ene af krukkemagernes lægbroderskaber, Confraternita del Santissimo Sacramento, Sant'Andrea Apostolo e Santa Maria Salome dei Vascellari, og helgeninden Santa Maria Salome, den ene af "De Tre Maria'er".

Og endelig er siderne Via dei Vascellari og Piazza dei Ponziani blevet forsynet med nogle fotografier.

d. 7. Oktober 2017:

Mens de sidste nyhedsbreve især har beskæftiget sig med steder og personer i Trastevereområdet, vil dette komme til at berette om nye sider koncentreret om området på den anden side af floden, omkring Via del Teatro di Marcello.

Ved denne gade ligger det store, gamle kloster, Monastero delle Oblate di Santa Francesca Romana a Tor de' Specchi. Klosteret blev grundlagt i 1433 af Santa Francesca Romana i et lille, lejet hus med stald og tårn ved den gamle Piazza Montanara. Det voksede og voksede og omfatter nu flere store klostergårde, kirker og kapeller, samt mange sammenbyggede småhuse, der udgør en lang sammenhængede facade ud mod Via del Teatro di Marcello, der tidligere kaldtes netop Via Tor de' Specchi. Tor de Specchi var navnet på det gamle tårn, der hørte til den ejendom, som Francesca lejede. Det er muligt at beøge klosteret, men kun ganske få gange om året og nogle år kun den 9. Marts på helgenindens festdag.

Klosteret beboes af den lægsøsterorden, som Francesca stiftede i 1425, "Oblate Olivetane di Maria" , som idag kaldes Oblate di Santa Francesca Romana. Både kloster og søsterorden har nu fået sider i Annas Rom Guide.

Klosteret ligger som nævnt ved den store, moderne og stærkt trafikerede hovedfærdselsåre Via del Teatro di Marcello, som blev anlagt i 1930'erne, da Capitolhøjens sider blev fritlagte og al bebyggelse omkring den blev revet ned. Det gjaldt også bygningerne, der lå på østsiden af den gamle gade Via Tor de' Specchi, mens vestsidens huse - og heriblandt hele klosterkomplekset - fik lov at blive stående. Trods den hårde medfart er der dog stadig mange spændende ting at se i den nye gade og jeg har siden sidst indsat en side herom i Guiden.

Gaden er opkaldt efter den store, imponerende og iøjnefaldende ruin af det antikke Marcellusteater, Teatro di Marcello, som blev påbegyndt omkring år 50 før Kristus af Julius Cæsar for ikke at stå tilbage for konkurrenten Gnæus Pompeius' i år 55 opførte nye teater. Cæsar blev dræbt, mens byggeriet endnu var i sin vorden, og resten måtte vente til Augustus blev Kejser. Han lod yderligere arealer ekspropriere, da han ønskede en større bygning end oprindeligt planlagt.

Teatret blev indviet i år 13 eller 11 før Kristus og det var i brug indtil engang sidst i 300-tallet. Senere omdannedes det til fæstning af Middelalderens stridslystne familier og i 1500-tallet ombyggedes befæstningen til det palæ, Palazzo Orsini, som man kan se indbygget i ruinbuerne idag. Mere om Marcellusteatret kan man læse på den nytilkomne side i Guiden.

Nederst på siden om Via del Teatro di Marcello kan man forøvrigt se en plan over områdets udseende i 1748 med angivelse af seværdigheder og links til dem, der er behandlet i Annas Rom Guide indtil videre. Det er en del af et større kort, som jeg regner med at have færdigt til næste nyhedsbrev.

d. 6. September 2017:

Sidste måneds nyhedsbrev sluttede med en henvisning til en ny side om Via Pietro Peretti i Trastevere. Nu er der i Romguiden også kommet om en side om manden bag navnet: Pietro Peretti, som levede fra 1781 til 1864, heraf i Rom fra 1805, hvor han efter en kort årrække som elev og medhjælper overtog det gamle apotek Farmacia Fochetti på Piazza di Santa Maria in Trastevere og kaldte det Farmacia Peretti. Apoteket ligger stadig på dette sted, men hedder idag Farmacia Rellecati.

Der findes i Rom stadig nogle enkelte, meget gamle apoteker, som har bevaret det oprindelige inventar og indretning. En liste over nogle af disse kan man finde på en ny side om "Gamle Apoteker og lignende", mens en længere oversigt over "historiske" forretninger i Rom kan ses her: "Historiske Forretninger".

Jeg har uddybet emnet med sider om erhvervet "farmaceut" eller "apoteker", der i forne tider i Rom hed "lo speziale", mens de gamle apoteker kaldtes "spezierie": materialhandler. Her forhandledes lægeurter, salver, sæber, miksturer, olier, urteteer og lignende - med tiden mere og mere medicin i vor forstand.

Apotekerne havde naturligvis deres eget laug, kaldet Università degli Speziali, og dannede også et religiøst broderskab med navnet Confraternita degli Speziali.

Et andet broderskab og laug, som nu har fået sider i Annas Rom Guide, er: Confraternita dei Vascellari og Università dei Vascellari, dannet af keramikere og krukkemagere, de såkaldte "vascellari", "vasari", "boccalari" og "boccaletti". De er beskrevet på en ny side om "i vascellari". Disse håndværkere holdt til i Kirken Sant'Andrea dei Vascellari, som lå i den gade, der idag har fået navn efter dem: Via dei Vascellari. Fra Kirken deltog broderskabet hvert år på dagen for Festa del Corpus Domini, Kristi Legemsfest, i en storslået og pragtfuld procession rundt i kvarteret med deres smukke fane og den såkaldte "tronco", som var et stort kors, formet af 2 "træstammer", der var udført i papmaché. Ved bærernes forskellige skift, skulle fanen og korset skifte hænder, hvilket skulle være nøje indøvet for at fungere. Dette var imidlertid ikke altid tilfældet og efter forskellige ulykkestilfælde forbød Pave Gregor XVI denne procession, som også kaldtes "la processione delli boccaletti".

"i boccaletti" frembragte krus og bægre i terracotta kaldet "boccali". At processionen fik navn efter disse bægermagere skyldtes måske også, at håndværkerne under processionen fik svunget lidt rigeligt med deres krus og derfor ofte blev ret berusede, hvilket - udover de ovennævnte ulykker - også forårsagede skænderier og slagsmål, måske endog med drab til følge.

d. 7. August 2017:

Så er sommerferien forbi og skoler og hverdag begyndt igen. Flere gøremål har konkurreret om opmærksomheden i de forløbne måneder, men nogle få nye sider er dog også kommet til i Annas Rom Guide:

Først og fremmest en side om romernes elskede helgeninde Santa Francesca Romana, som blev gift med Lorenzo Ponziani, hvis familie levede i Trastevere, i det område, som de sidste nyhedsbreve har handlet om. Palazzo Ponziani lå - og ligger endnu, dog i meget ændret form - i Via dei Vascellari, som løber fra Lungotevere Ripa i nord og ned til Via Augusto Jandolo, der munder ud ved Kirken Santa Maria in Cappella.

Ponziani-familien var en gammel familie, der var startet som slagtere og kvægavlere, og som ved handel med kvæg havde tjent sig formuer, som de havde investeret i landejendomme og jord i udkanten af Rom, hvor de dyrkede korn og hø til det kvæg, som de også havde gående her, samt til de får og grise, der boede i underetagen i familiens hus i Via dei Vascellari. Annas Rom Guide har nu også fået sider om Ponziani-familien, om Palazzo Ponziani og om Via dei Vascellari.

Samt om den lille plads, Piazza dei Ponziani, som ligger midt i gaden og som godt nok bærer Ponziani-familiens navn, men som først er opstået på et meget sent tidspunkt, nemlig i begyndelsen af 1900-tallet, da der blev ryddet et stort område for at gøre plads til Lungotevere Ripa og Sundhedsministeriets store bygning. Tidligere stod her blandt andet et hus med forretning, værksted og fabrik, der producerede lertøj og porcelæn. Huset, Casa Lefevre ai Vascellari, tilhørte den driftige Ferdinando Lefevre, som var søn af en fransk porcelænsarbejder i Napoli, men som i 1800-tallet bankede en stor virksomhed op i Rom, hvor han fik så megen anseelse, at Paven gav tilladelse til, at han indrettede et privat kapel i sit hus. Fra skiftet efter Lefevres død ved vi en masse om, hvorledes huset var indrettet og hvilke smukke møbler og malerier, dets ejer havde udstyret det med. Se mere herom på siden om Casa Lefevre ai Vascellari.

Santa Francesca Romana's svigerfar, Andreozzo Ponziani, grundlagde et lille hospital i den ubrugte sidefløj i Santa Maria in Cappella og efter hans død overtog helgeninden ansvaret for plejen af de syge her. Hun har således vandret fra Palazzo Ponziani og ned ad Via dei Vascellari, drejet til venstre ad Via Augusto Jandolo, der antagelig bare hed Via dei Genovesi dengang, og således nået frem til den gamle kirke og hospitalet.

Hvis hun herefter ønskede at fortsætte spadsereturen op til byens centrum, kan hun være gået op ad Via Pietro Peretti, der dengang hed Vicolo dei Vascellari, krukkemagernes gyde, og op til floden for at krydse denne ad den gamle Ponte Santa Maria, nutidens Ponte Rotto, der på Francescas tid endnu var i hel stand efter gentagne restaureringer og genopbygninger af den antikke Pons Aemilius.

De sidste nye sider, der er kommet til i Guiden i denne omgang, er således om de ovennævnte gader: Via Augusto Jandolo og Via Pietro Peretti.

d. 7. Juni 2017:

I den forløbne måned er arbejdet med den nye Trasteveretur fortsat. Jeg har lagt nye oversigtssider op om Personer på Trastevereturen og Litteratur om Trastevereturen, en side med et Kort over Trastevereturen og en Fotoside til turen.

Desuden har jeg udfærdiget siderne: Mere om Kirken Santa Maria in Cappella og En Rundgang i Kirken, samt færdiggjort siden med Fotos fra Kirken. Det tilstødende hospital Casa di Riposo Santa Francesca Romana har også fået sider: en Kort om...-side, en Uddybende side og en Fotoside.

Indenfor hospitalets mure ligger en meget smuk have, som er det, der idag resterer af Renæssancehaven Giardino di Donna Olimpia, anlagt i 1650'erne af Donna Olimpia Maidalchini Pamphilj, den kendte - og berygtede - svigerinde til Pave Innocens X, der lod hende få næsten uindskrænket magt og mulighed for at berige sig på Pavedømmets bekostning. I landstedet her ved Tiberbredden var det meningen, at Donna Olimpia og Innocens X kunne slappe af i fredfyldte omgivelser, men "lykken" blev kort, da Paven døde allerede i 1655 og Olimpia derpå forlagde sin residens til sit len San Martino al Cimino, hvor hun døde i 1657.

I den korte tid, hvor Donna Olimpia kunne nyde sit landsted og hendes arvinger endnu viste interesse for anlægget, nåede der dog - udover at blive plantet alle slags sjældne og blomstrende buske og frugttræer - også at blive bygget et lysthus ud mod floden, det såkaldte Casino di Donna Olimpia. Og i 1665 lod Olimpias søn Camillo Pamphilj anlægge en lille privat badeanstalt nedenfor haven, den såkaldte Bagno di Donna Olimpia.

Alt dette er dog forsvundet, efter at de høje digemure mod Tiberen blev bygget og de brede flodboulevarder anlagt. Boulevarden ud for Giardino di Donna Olimpia, hvis have ved vejanlægget blev betragteligt formindsket, hedder Lungotevere Ripa. Om denne gade - samt om de nærliggende sidegader Via del Porto, Vicolo del Canale, og Vicolo di Santa Maria in Cappella - er der nu også kommet sider i Annas Rom Guide.

I den nordlige del af Lungotevere Ripa står en af de nye ejendomme, der blev opført langs den nye gade. Bygningen med gadenummer 1 huser idag Sundhedsministeriet. Indgangen ligger på hjørnet overfor Tiberbroen Ponte Palatino, som nu også har fået en side, mens siderne Kort om Ponte Rotto og Mere om Ponte Rotto er blevet tilrettet.

d. 7. Maj 2017:

Som afslutning på forrige måneds arbejde startede jeg denne måned med at uploade en side om endnu en lille forsvunden kirke i området Via Arenula / Via di Santa Maria dei Calderari, nemlig kirken San Lorenzo in Craticula.

Det omtalte område ligger som bekendt kun lidt vest for den gamle Ghetto med dens nu nedrevne synagoger og for den i 1904 opførte nye synagoge. I forbindelse med beskrivelsen af de 5 gamle synagoger, skrev jeg: "Resterne af en synagoge fra 1100-tallet kan idag stadig ses i Vicolo dell'Atleta i Trastevere". Med hjælp fra en god ven har jeg fået fremskaffet nogle fotografier herfra og opdateret en side om denne interessante bygning og den spændende gyde.

Ikke mindst Vicolo dell'Atleta, der indtil 1873 kaldtes Vicolo delle Palme, er et besøg værd med de mange gamle huse, der ligger side om side i den smalle og snoede gyde med den spændende historie. Her boede Middelalderens jødiske menighed, der mødtes i ovennævnte synagoge og plantede nogle palmetræer som symbolet på deres jødiske tilknytning. Det var fra disse, at gyden fik sit gamle navn.

Man har ved renoveringer af gadens huse gravet i kældre og fundamenter og gjort flere spændende fund, blandt andet statuen "Apoxyomenos" ("skraberen"), en marmorkopi af en statue af grækeren Lysippos, forestillende en atlet, der skraber olie og smuds af huden efter sin træning. Statuen findes idag i Musei Vaticani, mens et andet fund - en hest fra en hestegruppe i bronze - er opstillet i Musei Capitolini.

Da jeg således har bevæget mig over i et nyt område, har jeg lavet en kort "tur" i Trastevere og uploadet sider med lister over steder og seværdigheder i kvarteret. Kort og andre tilknyttede sider vil følge senere.

Ikke ret langt fra Synagogen står den lille, spændende Kirke Santa Maria in Cappella, som netop har gennemgået en større restaurering og sammen med det tilknyttede hospital Casa di Riposo di Santa Francesca Romana er blevet åbnet for besøgende. Jeg er ved at arbejde med kirke og hospital og har i første omgang fået lavet en Kort side om Santa Maria in Cappella. En uddybende side er undervejs og ligeledes en fotoside, men man kan allerede nu få et smugkig på fotografierne her.

Arbejdet med hospitalet er knap i gang, men også her er der mulighed for at smugkigge på fotografier derfra.

Vest for Piazza delle Cinque Scole løber den lille gade Via di Santa Maria de' Calderari. Den er lille og uanseelig og det er de færreste turister, der forvilder sig herind, selvom gaden gemmer på nogle flotte søjlerester og en spændende historie.

Gaden er opkaldt efter en lille kirke, Santa Maria de' Calderari, tidligere kaldet Santa Maria in Cacaberis. Den findes ikke mere, men lå på gadens nordside, omtrent hvor hjørnehuset ud til den nyere Via Arenula nu står. Kirken var bygget her på et tidspunkt før 1100-tallet, hvor vi først møder den i de skriftlige kilder. Indrettet i ruinerne af en gammel dobbelt søjlegang, som har strakt sig i hele gadens længde og op over den nordligere parallelgade Via di Santa Maria del Pianto.

I den østlige ende af Via di Santa Maria de' Calderari ligger Kirken Santa Maria del Pianto, der ligeledes er bygget på ruinerne af de gamle søjle- og buegange, hvis rester kan ses i Kirkens kælder og i kældrene under andre af gadens huse. De er desværre ikke tilgængelige for besøgende, men har også dannet fundament for det gamle hus til højre for indgangen til Santa Maria del Pianto, samt den gamle tårnbygning ved siden af. Og en del af søjlegangen kan man idag stadig betragte i Via di Santa Maria de' Calderari nr. 23B.

I 1600-tallet var den nu forsvundne Santa Maria in Cacaberis overladt til forskellige lægbroderskaber, først marskandisernes, "i rigattieri", som havde dannet eget laug og lægbroderskab. Marskandiserne slog sig på et tidspunkt sammen med madrasmagerne i det fælles Compagnia di San Biagio. Men efter forskellige uoverensstemmelser opdeltes de atter, og i 1662 flyttede marskandiserne til Kirken Santa Maria della Neve og kuskenes lægbroderskab, Confraterita dei Cocchieri flyttede ind og ombyggede og passede Kirken, indtil den blev revet ned i 1881.

Jeg har opdateret Guiden med sider om de ovennævnte seværdigheder og steder, samt med sider om marskandiserne, madrasmagerne og kuskene, og med sider om nogle af disses laug og broderskaber: Università dei Rigattieri, Università dei Rigattieri, Bombaciari e Materassari, Confraternita dei Rigattieri, Confraternita dei Materassari og Confraternita dei Cocchieri.

d. 7. Marts 2017:

I sidste måned arbejdede jeg med området omkring nutidens Piazza delle Cinque Scole, hvis navn henviser til den gamle og nu forsvundne Piazza delle Scole, der lå i den nu nedrevne jødiske Ghetto. I denne måned drejer det sig også om dette kvarter, som nu gennemskæres af 2 moderne gader, Via del Tempio og Via Catalana, og afgrænses af Via del Portico d'Ottavia i nord og øst, den nyanlagte Lungotevere de' Cenci i syd, og i vest af Via del Progresso, Fremskridtets Gade, der blev anlagt efter Ghetto'ens nedrivning og i 1980'erne for en del skiftede navn til Piazza delle Cinque Scole - i veneration for det, der engang stod og var på dette sted.

For nok var det fremskridt, at Ghettomurene faldt og at de aflåste porte blev revet ned. Og de gamle huse var både faldefærdige og saneringsmodne og utidssvarende, men med nedrivningen af hele kvarteret forsvandt også et stort stykke historie, en masse gader og pladser, hvori befolkningen havde levet og færdedes, samt både bevaringsværdige bygninger, såsom de 5 gamle synagoger, og fontæner.

Jeg har derfor nu opdateret Annas Rom Guide med en side om de gamle synagoger, Le Cinque Scole, der stod inde bag Ghettomuren - i det område der idag gennemskæres af Via Catalana og Via del Progresso. Herinde lå den gamle Piazza delle Scole, som også engang kaldtes Piazza del Tempio, og på muren ud mod datidens Via dei Cenci stod en murfontæne, som Pave Paul V lod opføre i begyndelsen af 1600-tallet for at give kvarteret bedre drikkevand. Fontænen blev naturligivis fjernet, da muren blev revet ned, men modsat andre fontæner, der er blevet flyttet rundt i byen, forsvandt denne helt og aldeles og de dekorative elementer med 7-armede lysestager og Pavens familievåbensdyr dragen forsvandt også. Jeg har fundet nogle gamle billeder fra pladsen og lavet et lille rids, der giver en idé om fontænens udseende.

Det samme har jeg gjort for selve Piazza delle Scole, hvor gamle fotografier viser, hvorledes facaden til de 5 gamle synagoger - der kun havde lov til at have én facade og én indgang - har set ud.

I det område, hvor synagogerne stod, stod i Antikken et Tempel for Dioskurerne, Castor og Pollux. Man har under nylige udgravninger i krydset Via Catalana og Piazza delle Cinque Scole fundet rester af bygningen, som havde en særpræget grundplan, idet den var dobbelt så bred, som den var dyb. Det skal have været en populær form, da Templet blev opført omkring år 100 før Kristus, men kan også hænge sammen med den begrænsede plads, der var til rådighed mellem kornmagasiner og skibsværfter ved flodbredden mod syd og det store anlæg Circus Flaminius i nord.

Idag står der nyere bygninger i området: den store Synagoge fra 1904 mod øst og mellem flere almindelige beboelsesejendomme også den elegante og specielle Villino Astengo på hjørnet af Via del Tempio og Lungotevere de' Cenci. Denne patriciervilla er opført i 1909-1910 i "stile liberty", som er den italienske betegnelse for "art nouveau", og har naturligvis nu også fået en side i Guiden.

d. 6. Februar 2017:

I Middelalderen var der et livligt markedsliv på Capitolhøjen og ved dennes fod. Det var så centralt for byen, at området heromkring blev kaldt Contrata Mercati og denne betegnelse brugtes, når kvarterets familier handlede huse, for at præcisere disses beliggenhed. Contrata Mercati svarer for en stor del til nutidens Piazza d'Aracoeli og området omkring Piazza Margana.

I den sydøstligste del af Contrata Mercati lå selve markedspladsen på et område, der kaldtes Platea Mercati. Markedet her var i funktion indtil omkring 1477, hvor aktiviteterne efterhånden blev flyttet til Piazza Navona.

Platea Mercati må imidlertid ikke forveksles med en anden markedsplads, kaldet Piazza del Mercatello, som lå omkring nutidens Piazza delle Cinque Scole. Dette marked var forbeholdt jødiske håndværkere, og disse havde samtidig påbud om at udstille deres varer her. Markedet havde sin oprindelse fra engang før midten af 1400-tallet. Dengang var det jødiske kvarter endnu ikke blevet omdannet til den aflukkede Ghetto, men efter opbygningen af Ghettomuren i 1555 kom Piazza del Mercatello til at ligge inde bag denne i den sydlige del af det, der kom til at hedde Piazza delle Cinque Scole.

Denne gamle plads, der i 1600-tallet hed Piazza del Tempio, lå i den sydlige del af nutidens Via del Progresso, hvor de nye karréer opførtes efter Ghettoens nedrivelse i slutningen af 1800-tallet. På pladsens sydside stod de 5 jødiske "scole", synagogerne for de italiensktalende og spansktalende jøder, som i de næste mange hundrede år kom til at leve indenfor murene og de om natten aflåste porte.

Annas Rom Guide er nu blevet udvidet med sider om disse pladser og områder: Contrata Mercati, Platea Mercati, Piazza del Mercatello, den gamle Piazza delle Cinque Scole og den nye plads af samme navn, samt med en side med kort over den gamle Ghetto med dens smalle gader og små pladser, porte og fontæner. Der er på siden også et kort med de nye karréer og gader indtegnet over de gamle. Jeg har ligeledes opdateret en tekstside om Ghettoen og en kort beskrivelse af den bulle, som i 1555 beordrede området lukket.

På den nye Piazza delle Cinque Scole står en smuk fontæne, som tidligere stod på den såkaldte Piazza Giudea udenfor Ghettoen ved nutidens Via del Portico d'Ottavia. Her kan man i gadebelægningen se et afrids af fontænens grundplan. Fontænen kaldtes Fontana di Piazza Giudea eller Fontana del Pianto efter den nærliggende kirke Santa Maria del Pianto, som afløste en gammel kirke ved navn San Salvatore in Cacabariis.

I kirken hænger som altertavle et gammelt undergørende Madonnabillede kaldet Santa Maria del Pianto. Det hang oprindeligt på en mur i Portico d'Ottavia, men den 10. Januar 1546 skete der et mirakel : Jomfru Maria på muren begyndte at græde. Grunden til hendes tårer var, at en voldsom strid mellem 2 romere endte med et slagsmål, hvor den ene blev dræbt. Efter grådmiraklet blev billedet skåret ned af muren og flyttet til den gamle kirke. Et religiøst broderskab oprettedes for at tage sig af billedet, som det derpå tog navn efter: Confraternita di Santa Maria del Pianto. Og medlemmerne heraf fik så i begyndelsen af 1600-tallet tilladelse til at opføre en ny kirke viet til Grådens Madonna.