d. 7. December 2022:

Som lovet i sidste måneds nyhedsbrev har jeg i den forløbne tid gravet dybere i de seværdigheder, der gemmer sig i sidegaden Via del Gonfalone.

Det drejer sig først og fremmest om den lille kirke Oratorio del Gonfalone, som står i området tæt på Tiberen. Det vil idag sige, at kirken befinder sig i nærheden af Lungotevere dei Sangallo, der nu - hævet over tidligere tiders gadeniveau - udgør en barriere mellem kirkeområdet og Tiberen. Netop nærheden til floden gav ellers den tidligere kirkebygning på stedet flere tilnavne, som virker mere meningsløse idag.

Tilsyneladende stod der på skrænten mod Tiberen og tæt på flodbredden allerede fra 700-tallet en lille kirke, der blandt andet kaldtes Santa Lucia iuxta flumen. Senere kom den til at hedde Santa Lucia Vecchia for at skelne den fra en nyere kirke, som også var viet til Santa Lucia, men opført noget længere væk.

I 1352 overgik kirken til lægbroderskabet Arciconfraternita del Gonfalone, som i nogle tilknyttede huse også indrettede et sygehjem for broderskabets medlemmer. I løbet af 1500-tallet var den gamle kirke dog blevet noget forfalden og de mange oversvømmelser af Tiberens vande gjorde også sit til at ødelægge de gamle mure. Lægbroderskabet lod derfor i 1544-1547 den gamle bygning nedrive for i stedet at opføre et nyt kapel - den bygning som vi idag kender som Oratorio del Gonfalone

Annas Rom Guide har derfor nu fået nye sider om både den gamle Santa Lucia Vecchia ad flumen og om den nye Oratorio del Gonfalone. Samt en side med En Rundgang i denne bygning, der idag ikke længere bruges som kirke, men til koncerter.

Inden Arciconfraternita del Gonfalone opførte deres nye kapel, flyttede det meste af deres aktivitet over til den omtalte nye Santa Lucia-kirke i Via dei Banchi Vecchi. Idag kaldes denne bygning for Santa Lucia del Gonfalone, men tidligere omtaltes den som nævnt Santa Lucia Nuova - den nye Santa Lucia.

Denne kirkebygning stammer antagelig fra slutningen af 1100-tallet eller begyndelsen af 1200-tallet og havde også andre tilnavne, den kaldtes f.eks. Santa Lucia della Chiavica efter den "chiavica", drængrøft eller kloakrende, som løb fra Piazza della Chiesa Nuova, langs Kirken og Vicolo del Malpasso(?) for derfra at løbe ned til Tiberen. Et andet navn for Kirken var Santa Lucia in pescivoli, fordi der her i nærheden var et fiskemarked.

Arciconfraternita del Gonfalone overtog denne bygning i 1486, men lod den ombygge i 1511. Senere fulgte flere andre ombygninger og den nuværende facade stammer f.eks. fra 1760'erne, mens det indre i det store og hele stammer fra en anden ombygning i perioden 1859-1866.

Der er nu tilføjet en side om Kirken Santa Lucia del Gonfalone og en anden side med En Rundgang i Santa Lucia del Gonfalone.

Arciconfraternita del Gonfalone anses for at være det ældste lægbroderskab i Rom. Det blev stiftet i midten af 1200-tallet at for at styrke de troende i bod og bøn. Der dannedes med tiden flere af disse lægbroderskaber og på et tidspunkt endte de med at fusionere under det fælles navn "Raccomandati del Gonfalone". I årene 1490-1539 stod det nye fælles Confraternita del Gonfalone for en større Langfredagsprocession med fremvisning af små skuespil og tableauer over emnet Kristi Lidelse og Død.

I 1581 fik broderskabet beføjelser til at arbejde med at frikøbe kristne fra muslimsk slaveri, som tidligere var blevet udført af Trinitar-Ordenen. Tegn på alle disse aktiviteter kan man finde rundt omkring i Santa Lucia del Gonfalone i Via dei Banchi Vecchi. Ordet "gonfalone" betyder iøvrigt et banner og et sådant - godt nok udført så sent som i 1838 - kan man idag se i forhallen til Oratorio del Gonfalone. En ældre fane fra 1575 hænger inde i kirken over indgangsdøren.

Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende En Glædelig Jul og Et Godt Nytår,

Det næste nyhedsbrev vil blive udsendt omkring den 7. Februar 2023.

d. 7. November 2022:

Mange turister i Rom har vel i tidens løb undret sig, når de gik gennem Via Giulia og stødte på de store kampesten klinet på husmurene mellem Via del Gonfalone, Via dei Bresciani og Vicolo del Cefalo. De kaldes i folkemunde "I sofà di Via Giulia" : "Via Giulia's sofaer", men er rettelig de få rester, som blev tilbage, da et stort planlagt byggeri af et nyt Justitspalads, Palazzo dei Tribunali della Curia, blev afbrudt ved Pave Julius II's død i 1513 for aldrig af blive genoptaget.

Komplekset var planlagt som en stor 4-fløjet bygning omkring en indre, søjleomkranset gårdsplads. Indgangen skulle være gennem et højt firkantet tårn i Via Giulia, hvorfra man kunne skue lige over gårdspladsen til en lille kirkebygning for enden, på skrænten mod floden. Kun få dele af Komplekset blev påbegyndt. Blandt andet en del af den nævnte kirkebygning, som siden i 1500-tallet i en periode kom til at fungere som skuespilhus med opførelse af kommedier.

I 1576 blev denne bygning imidlertid købt af et nyoprettet lægbroderskab for den romerske menighed af tilflyttere fra området omkring Brescia i Norditalien. Dette Confraternita dei Bresciani indrettede til en begyndelse bygningen til et lille kapel, som de viede til Brescia's skytshelgener Faustino og Giovita. Senere lod de de gamle mure rive ned og på stedet bygge en ny kirke, som de nu viede til Sant'Anna. Kirken fik derfor navnet Sant'Anna dei Bresciani.

Fra Via Giulia kunne man nu gå gennem det areal, som skulle havde været Justitspaladsets gård, og direkte ned til den nye kirke. I 1600-tallet byggedes desuden nogle andre huse langs denne passage og således opstod Via dei Bresciani.

Selvom kirken Sant'Anna dei Bresciani ikke længere eksisterer - den blev revet ned i 1888 for at give plads til byggeriet af Tibermurene og den nye flodboulevard Lungotevere dei Sangallo - er der stadig mange minder om Brescia-menighedens virke. På gadens venstre side står for eksempel Lægbroderskabets hovedsæde, der idag kaldes Palazzo dell'Opera Pia dei Bresciani. På bygningsens facade kan man - ligesom på andre huse i området - se Confraternita dei Bresciani's ejermærke samt løbenumre for de ejendomme, som tilhørte Broderskabet.

Denne måneds nyheder omfatter således sider om kirken Sant'Anna dei Bresciani, om lægbroderskabet Confraternita dei Bresciani, om Palazzo dell'Opera Pia dei Bresciani, og om Palazzo dei Tribunali della Curia.

Men der er også kommet andre nye sider til: om lægbroderskabet Confraternita del Suffragio, om billedet af Madonna del Suffragio i Kirken Santa Maria del Suffragio, hvortil jeg nu har uploadet en side med en Rundgang i Kirken. - Endelig har jeg skrevet en side om Via del Gonfalone, men de tilhørende seværdigheder må vente til næste måned.

d. 7. Oktober 2022:

Denne måneds nye sider koncentrerer sig alle sammen omkring et ganske lille stykke af Via Giulia, hvortil jeg i sidste måned uploadede en side om det store Palazzo Sacchetti.

Nu har så 2 af de betydende familier, som har boet i dette palæ, fået sider i Guiden, hvor der er kommet: en side om Familien Sacchetti, og en side om Familien Ceoli.

Tæt på Palazzo Sacchetti står - på den anden side af sidegaden Vicolo del Cefalo - den lille kirke San Biagio della Pagnotta også kaldet San Biagio degli Armeni. Tilnavnet "della Pagnotta" har den efter de små brød, som præsterne velsignede og uddelte på San Biagio's festdag, mens tilnavnet "degli Armeni" skyldes, at Kirken idag er nationalkirke for den armenske menighed i Rom.

Ved siden af Kirken står den gamle klosterbygning, Convento degli Armeni også kaldet Ospizio degli Armeni. Bygningen strækker sig langt ned i sidegaden Via dei Bresciani, som jeg nu også har skrevet en side om.

Det er en lidt snoet gade, der drejer om bag de ejendomme, som står på dens venste side og udgøres af et kompleks af bygninger knyttet til Kirken Santa Maria del Suffragio, hvis hovedindgang findes i Via Giulia, til venstre for et tilknyttet kapel, Oratorio del Suffragio, hvis sidemur mod Via dei Bresciani er bygget sammen med lægbroderskabet Arciconfraternita del Suffragio's tidligere hovedsæde i Rom.

Alle disse familier, kirker, kapeller og andre huse, samt sidegaden Via dei Bresciani har nu fået hver deres side i Annas Rom Guide.

d. 6. September 2022:

Fra Ponte Sant'Angelo har jeg i den forløbne måned igen bevæget mig sydpå og ned i bymidten. Efter at have uploadet en side om Lungotevere Tor di Nona, har jeg nu fået skabt en side om Via del Banco di Santo Spirito, der løber sydpå til Largo Ottavio Tassoni og Corso Vittorio Emanuele II.

Syd for Corso Vittorio har jeg derpå taget fat på de små gader mellem denne og Via Giulia. Der er nu i Annas Rom Guide sider om Vicolo delle Palle, Via del Pavone, Vicolo Sugarelli og Vicolo del Cefalo, samt om området, som i Antikken kaldtes Trigarium.

I Vicolo delle Palle fandtes en boldplads, hvor de florentinske tilflyttere kunne spille deres specielle boldspil, il gioco della palla. Her skete på et tidspunkt en voldsom hændelse, da en af boldspillerne en dag blev så ærgerlig over at tabe, at han i raseri kastede en bold fra pladsen og hen til nærmeste mur, hvor den ramte et Maria-billede, der af bolden fik et grimt mærke. Den almindelige mening var, at der helt oplagt var tale om en blasfemisk handling. Men en sådan bærer straffen i sig selv og den hidsige unge mand blev da også lam i den arm, der havde kastet bolden. Efter 40 dages gråd og jammer - og bøn til Madonna om tilgivelse - genvandt han dog førligheden, hvilket gav næring til den opfattelse, at der var tale om et undergørende Maria-billede. Billedet blev derfor taget ned af muren og flyttet i sikkerhed i Kirken San Giovanni dei Fiorentini, hvor det idag hænger i kapellet til højre for alternichen.

Via del Pavone har navn en den nu forsvundne "Locanda del Pavone", som sikkert har haft en påfugl ("pavone") malet på skiltet, der angav, hvor indgangen var. Denne Locanda omtales af satirikeren Pietro Aretino i 1517.

Vicolo Sugarelli skal have fået navn efter en parfumemager ved navn Sugarelli, som i midten af 1500-tallet skal have haft sin butik i denne gade. Her har også i senere tid boet malerne Giovanni Battista Busiri og Assia Busiri Vici Olsufieff, som det oplyses på en mindetavle ved nr. 4. Huset har forøvrigt nogle få rester af en gammel facadedekoration, ligesom det er tilfældet med naboejendommen. På hjørnet af gyden og Via Giulia står forøvrigt Palazzo Donarelli, der er sammenbygget af flere mindre ejendomme, nogle 1400-tals huse i Vicolo Sugarelli og et andet nabohus i Via Giulia nr. 96. Dette er ligesom Palæets hovedbygning opført i 1600-tallet.

Navnet på Vicolo del Cefalo skal genkalde nogle af de tidligere ejere af det store palæ, der idag kaldes Palazzo Sacchetti, men engang blandt andet har tilhørt familien Ceoli, hvis navn er blevet forvansket til Cefalo. Også Palazzo Sacchetti har nu fået en side i Guiden.

Endelig har jeg foretaget en lille afstikker til den anden ende af Via Giulia, hvorved den lille, blinde gyde Vicolo dell'Arcaccio nu har fået en side.

d. 7. August 2022:

Så er ferietiden ved at være forbi og her følger igen lidt nyt fra Annas Rom Guide:

Jeg har i de forløbne måneder bestræbt mig på at knytte forbindelsen mellem de vestligste områder syd og nord for Corso Vittorio Emanuele II, som jo kom til at gennemskære et tidligere tætvævet og sammenhængende kvarter.

På gadens nordside møder man bygninger såsom Palazzo Niccolini-Gaddi og Palazzo Amici, samt smågaderne Via dell'Arco della Fontanella og Via dell'Arco dei Banchi.

Arco dei Banchi er et spændende bekendtskab, med et tilbedt Madonna-billede under Buen og en gammel indskrift om Tiberens oversvømmelse af området i 1277. Ved Buen lå engang Agostino Chigi's hus, hvor han i gården bagved, Cortile dei Chigi, havde indrettet sin bankvirksomhed.

I Via Paola lå tidligere et hus tilhørende Kardinal Farnese. Her samlede præsten Giovanni Leonardo Cerusi i 1582 nogle forældreløse drenge for at give dem mad og husly. Et arbejde, der senere videreførtes af flere kardinaler og et velgørende broderskab.

Heroppe stod i Antikken Æresbuen Arcus Gratiani Valentiniani et Theodosii, opført af kejserne Gratian, Valentinian II og Theodosius i 379-383 som afslutning på den overdækkede gade, Porticus Maximae, som de havde opført på den strækning, hvor nu Via del Banco di Santo Spirito løber, og hvor endnu tidligere den såkaldte Via Tecta løb.

Øst herfor menes området Ciconiae at have ligget. Indgangen til dette havneområde, hvortil der nok ankom skibe med vin, var tilsyneladende markeret med et relief eller en statue af storke, der på latin hedder "ciconiae".

For enden af Corso Vittorio Emanuele ligger idag Piazza Pasquale Paoli, der giver adgang til den nyere bro Ponte Vittorio Emanuele II, som i 1912 erstattede en midlertidig jernbro kaldet Ponte degli Alari. Omtrent ud for Broen stod i Antikken en anden Æresbue, Arcus Arcadii Honorii et Theodosii, som kejserne Arcadius, Honorius og Theodosius have ladet opføre i år 405.

Mod nord står imidlertid den nok mest kendte og besøgte gamle bro i Rom udfor en gammel plads, der næsten ikke kan opfattes som sådan idag, hvor Lungotevere degli Altoviti og Lungotevere Tor di Nona gennemskærer det tidligere åbne område, kaldet Piazza di Ponte. Broen er den i Antikken opførte Pons Aelius, som idag kaldes Ponte Sant'Angelo og i Annas Rom Guide er der nu også en Tur over Broen med forklaring på de mange englestatuer, med hvilke den er prydet, samt en side med lidt flere fotos fra Broen.

d. 9. Juni 2022:

Området mellem nutidens Via Acciaioli og Corso Vittorio Emanuele II ved Tiberbroen Ponte Vittorio Emanuele II, samt videre mod øst til Ponte Sant'Angelo, har ændret sig helt utroligt gennem de sidste 150 år. Først byggedes de høje digemure langs floden for at forhindre Tiberens ødelæggende oversvømmelser. Så anlagdes de brede, trafikerede flodboulevarder, der alle bærer navnet Lungotevere. Derpå kom de store nedrivninger for at skabe plads til endnu en bred trafikåre, Corso Vittorio Emanuele II og pladsen mellem denne og Broen: Piazza Pasquale Paoli. Og endelig gennembrød Via Acciaioli også det, der var tilbage af det gamle kvarter.

Masser af gader, gyder, pladser og torve forsvandt under disse omkalfatringer. Området ændrede karakter og den sammenhæng, som tidligere prægede det, forsvandt. Enkelte gader kunne nøjes med at blive forkortet eller måske beholde byggeriet på deres ene side. En sådan gade er nutidens Via Paola, tidligere kaldet Via Paolina eller Strada di San Giovanni dei Fiorentini, der idag er delvist bevaret, men mistede alle sine sidegader mod vest, hvor engang Vicolo delle Telline, Vicolo del Carciofolo, Vicolo del Grancio og Vicolo dell'Agnello løb - mellem Via Paola og Tiberbreddens bebyggelse.

Netop navnene på Vicolo delle Telline og Vicolo del Grancio henviser til flodens nærhed, for her lå en lille landingsplads, hvor både fra Civitavecchia landede deres fangster af tallerkenmuslinger ("telline"), krebs og krabber ("grancio")

Navnet på Vicolo dell'Agnello - og på den lidt mere mod sydvest liggende Piazza dell'Agnello - menes derimod at stamme for et osteria-skilt med et lam. Mens Vicolo del Carciofolo, der er romersk dialekt for artiskokken, carciofo, antages at være kommet af et marmorrelief af en tidsel, der godt kan minde om en artiskok.

I den sydligste del af Via Paola stod et palæ, der idag - som så mange andre bygninger - er forsvundet. Det var Palazzo Lavajani, bygget af Lavaiani-familien, der oprindeligt kom fra Pisa, men fra 1500-tallet havde slået sig ned i Rom. Familien fostrede nogle interessante medlemmer. Der var blandt andre Vincenzo Lavaiani, der lader til i 1670 at have deltaget i Pave Clemens X's første procession, hvori Paven "indtager" sit nye bispesæde Rom. Lavaiani er opregnet på en liste over en lang række pavelige embedsmænd, som deltog i processionen blandt andet iklædt kapper af sort silke med kraver med gyldne striber og sølvfarvet foer. De bar hvide strømper og sko og gammeldags baretter i sort velour med hvide fjer og smykkesten. Og der var Advokaten Giacomo Lavaiani, der i 1737 var medlem af Lægbroderskabet Confraternità della Misericordia, og i den egenskab sammen med en medbroder kom til den dødsdømte Grev Enrico Trivelli's celle for at yde trøst og støtte inden dennes sidste rejse mod retterstedet.

I den nordligste del af Via Paola stod mod vest det gamle Palazzo Altoviti, hvoraf det meste er revet ned og resten ombygget i gammel stil med en facade ud mod Lungotevere degli Altoviti, opkaldt efter Altoviti-familien. Midt i den nye bebyggelse langs denne gade ses resterne af et gammelt Middelalder-tårn, der kaldes Torre dei Da Ponte og menes måske at stamme fra en gammel fæstning fra 1300-tallet, kaldet Castrum Fajoli.

På den anden side af Via Paola står ligeledes stadigvæk Casa Bonadies, der er bygget i 1400-tallet af Bonadies-familien, som idag er uddød, men i 1400-1700-tallet bestred mange vigtige poster.

Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende en Rigtig God Sommer.

De næste nyheder vil blive udsendt i begyndelsen af August måned.

d. 7. Maj 2022:

Overfor Kirken San Giovanni dei Fiorentini står nogle gamle huse fra 1400- og 1500-tallet. De har nu fået sider i Annas Rom Guide, både det såkaldte "Case dei Fiorentini" eller "Casa della Confraternita della Pieta", som står mellem Via Acciaioli, Piazza dell'Oro og Via del Consolato, samt et hus i toskansk stil, der står på den modsatte side af Via del Consolato. Det kaldes også nogle gange for Casa Sangaletti, fordi det på et tidspunkt ejedes af denne familie.

Højere oppe i Via del Consolato står - næsten oppe ved Corso Vittorio Emanuele II, der nu også har fået en side i Guiden - Palazzo De Rossi, der i 1700-tallet ejedes af De Rossi-familien. Palæet blev imidlertid allerede bygget i 1600-tallet af Aldobrandini-familien, for senere at overgå til Altoviti-slægten. Efter De Rossi-perioden fulgte flere ejere og idag kendes det også som Palazzo Malvezzi Campeggi.

Ved Via Giulia står et andet hus fra 1500-tallet, hvis sidemur ses ud til den næste sidegade, Via dei Cimatori. Om denne gade har jeg nu også uploadet en side. I denne gade kan man se toppen af træerne i den store have tilhørende Palazzo De Rossi.

Når man færdes her mellem gamle og nyere huse, må man ikke glemme, at området havde sit helt eget præg i Antikken, selvom der desværre ikke findes nogle rester tilbage af fordums storhed. Men det var her, at Dis Pater-kulten foregik fra oldgammel tid i det hellige område Tarentum. Her stod et fælles tempel for Dis Pater og Proserpina og senere 2 adskilte templer Aedes Ditis og Aedes Proserpinae. Man mener, at der også fandtes et lidt mindre område, som ligeledes var særligt helligt, og her dyrkedes den græske gudinde Eileithyia med ritualer ved et alter, der fjernedes efter brug. Eileithyia var fødselsgudinde og hendes rolle overtoges senere af den romerske gudinde Juno Lucina.

Ved starten af Via Acciaioli skal der også have stået et alter, som kun kendes fra kilderne: Ara delle Moirai. Her dyrkedes de 3 skæbnegudinder, der spinder den nyfødtes skæbnetråd. Kulten af Eileithyia og Moirerne var derfor tæt forbundne.

d. 5. April 2022:

De mange florentinske tilflyttere i Rom, som jeg også nævnte i mit sidste nyhedsbrev, sluttede sig naturligvis sammen i foreninger og religiøse broderskaber. Og da pesten i 1448 hærgede Rom og mange mennesker blev ramt og overladt til sig selv uden pleje eller hjælp, fordi omgivelserne var bange for smittefaren, opstod Lægbroderskaberne Compagnia della Misericordia og Compagnia della Pietà, der med tiden samledes i ét fælles Broderskab ved navn Confraternita della Pietà og senere ophøjedes til Ærkebroderskabet Arciconfraternita della Pietà dei Fiorentini.

Broderskaberne fik flere tilholdssteder i Rom. Først i den lille kirke Santa Lucia Vecchia ad flumen, som stod på det sted, hvor Kapellet Oratorio del Gonfalone nu står. Senere i Kirken San Salvatore in Lauro og fra 1488 flyttede de til Kirken Santi Celso e Giuliano og til den gamle og nu forsvundne kirke San Pantaleo Affine.

Med tiden blev alle disse tilholdssteder for små til en menighed, der voksede i antal og betydning, og i 1519 kunne Lægbroderskabet påbegynde byggeriet af deres helt egen, nye kirke, som de viede til Firenze's skytshelgen San Giovanni Battista. Kirken San Giovanni dei Fiorentini har nu fået egne sider i Annas Rom Guide: en kort side om Kirken, samt en side med en Rundgang i Kirken.

Til højre for Kirken havde man bygget et stort herberg og hospital, som som var i funktion til op i 1800-tallet. Dette Ospedale dei Fiorentini blev revet ned i 1888, da Corso Vittorio Emanuele II skulle føres helt frem til floden og den senere anlæggelse af Via Acciaioli, som kom til at gennemskære Hospitalets grund. Bygningens facade havde ellers fortsat fra Kirkens højre hjørne og langs den engang meget længere Via della Mola dei Fiorentini, af hvilken der idag kun resterer en lille amputeret nordvestlig del.

Idag står der på Kirkens højre side en nyere bygning, som huser Lægbroderskabets sæde: Palazzo dell'Arciconfraternita della Pietà dei Fiorentini.

I forbindelse med de store nedrivninger forsvandt også det såkaldte Consolato dei Fiorentini, der stod ved Via del Consolato, som dengang havde bebyggelse på begge sider og nåede helt frem til omkring Largo Tassoni. Heromkring stod også det kompakte Palazzo Bini med sin bemalede facade fra begyndelsen af 1500-tallet.

For enden af Via Acciaioli blev så i 1939-1942 bygget en ny Tiberbro, Ponte Principe Amedeo Savoia d'Aosta, til erstatning for den - endda ikke så gamle - jernbro, Ponte dei Fiorentini. Også den nye bro har nu fået en side i Romguiden.

d. 7. Marts 2022:

Månedens nye sider koncentrerer sig - ligesom sidste måneds - om området ved Via Acciaioli, hvor der i tidens løb har boet en stor del tilflyttere fra Firenze. Jeg har derfor uploadet en side om Florentinere i Rom, samt flere andre sider med relation til denne "koloni", hvis tilstedeværelse blandt andet afspejler sig i områdets stednavne:

Lungotevere dei Fiorentini og Via della Mola dei Fiorentini.

Desuden er der i Guiden kommet nogle sider om gamle, nu forsvundne, kirker i kvarteret: Santo Stefano de Ponte, Santa Maria della Purificazione og San Pantaleo affine også kaldet San Pantaleo iuxta flumen.

Det er dog også blevet til nogle sider om bygningsværker, der stadig kan ses, selvom der i det ene tilfælde blot er tale om ruiner af den antikke Pons Neronianus, der kun ved lavvande dukker op af floden.

Men Antonio da Sangallo den Yngres palæ står stadig med front ud til Via Giulia.

Af øvrige nyheder kan nævnes:

en side om den nu forsvundne Vicolo di Sant'Orsola og en side om den stadig livlige Largo Tassoni.

Da Corso Vittorio Emanuele II og Via Acciaioli blev anlagt, måtte den gamle Kirke Sant'Orsola della Pietà lade livet, men til gengæld fandt man resterne af en antik bygning, som kaldes Secretarium Neronis eller Schola Quindecim Virorum sacris faciundis, som findes nævnt i den Middelalderlige "turguide" Mirabilia. Denne "schola" skulle være et "kontor" for den præstegruppe, der var sat til at bestyre afviklingen af Ludi Saeculares.

d. 7. Februar 2022:

Da jeg efter Jul og Nytår atter tog fat på at skrive sider til Guiden, troede jeg egentlig, at jeg bare ville skrive en 5-6 sider om et par gader i den nordvestlige del af kvarteret Rione Ponte og måske tage fat på Kirken San Giovanni dei Fiorentini. Men så langt nåede jeg ikke, for de 5-6 sider blev til 15 sider om mange forskellige smågader, et par pladser, en statue, et Madonna-billede, samt nogle huse og palæer. Området heroppe gemmer nemlig på mange interessante historier og detaljer - så her er lidt om Nyhederne i Annas Rom Guide:

Nord for San Giovanni dei Fiorentini løber den nye gade Via Acciaioli, der har navn efter en gammel familie fra Firenze, som dog har holdt til i Rom siden 1282. Udover et hus i Rione Ponte havde familien også ejendom mange andre steder i byen, blandt andet i 1560'erne over for Kirken San Silvestro al Quirinale, hvor Bernardo Acciaioli kunne dyrke sin interesse for arkæologi.

Via Acciaioli ligger i et lidt højere niveau end nabogaderne Via del Consolato, der har navn efter florentinernes konsulat, og den lille Vicolo dell'Oro. Begge ligger lidt gemt under et lille grønt anlæg, hvori der står en statue af politikeren Terenzio Mamiani della Rovere.

Piazza dell'Oro har som gyden navn efter Dell'Oro-familien, der her nok havde mere end blot et par mindre huse, men snarere en fæstningsagtig bebyggelse, måske opført på antikke ruiner i stil med Monte dei Cenci eller Monte Giordano. På Pladsens østside står flere gamle huse fra 1400- og 1500-tallet, mens vestsiden domineres af San Giovanni dei Fiorentini, hvis sydmur vender ud mod en anden plads, Largo dei Fiorentini.

På hjørnet af Pladsen og Via Giulia står det såkaldte Collegio Bandinelli, opført i 1665 efter at et tidligere hus var revet ned. Navnet stammer fra den florentinske bager Bartolomeo Bandinelli, som i 1617 havde testamenteret sin formue til broderskabet Arciconfraternita della Misericordia til brug for oprettelsen af en skole for sønner af hans landsmænd fra Firenze.

Vest for Largo dei Fiorentini var der fra 1861/1863 og frem til 1941 en af Roms mange broer over Tiberen. Denne Ponte dei Fiorentini - der også kaldtes Ponte di Ferro - førte fra Pladsen over floden til det sted, hvor der ud for Via della Lungara tidligere var en lille havn, kaldet Porto Leonino.

Midt på Largo dei Fiorentini støder den lange smalle Largo Orbitelli til fra syd. Også denne, samt sidegaden Vicolo Orbitelli, har navn efter en familie med ejendom i området. Portalen fra deres Casa Orbitelli er bevaret og opsat på det store i 1936 nyopførte Palazzo Orbitelli Sacchetti, som udfylder pladsen mellem Largo'erne og Lungotevere dei Sangallo, der nu også har fået en side i Romguiden.

I Antikken lå der på det sted, hvor Largo dei Fiorentini ligger idag, et stort område kaldet Tarentum. I dettes nordlige del lå et andet område kaldet Trigarium, der strakte sig nede fra Via delle Prigioni og Vicolo del Malpasso og mod nord til omkring midt på Piazza dell'Oro og midt i kirkebygningen. I Tarentum stod, lige nordøst for Trigarium, et større tempelkompleks, som bestod af 2 templer forbundet med en bue. Man mener, at der længst mod syd var tale om Aedes Ditis (et tempel for guden Dis Pater), hvor en lukket tempelbygning stod indenfor et stort søjleomkranset område i retning syd-nordøst og beliggende på Piazza dell'Oro, der hvor Via Acciaioli gennemskærer Pladsen og busterminalen begynder.

Den nordlige tempelbygning menes at have været Aedes Proserpinae, der havde omtrent samme størrelse og orientering som tvillingetemplet, men var 2-delt - med en lukket bygning mod nordøst og en søjleomkranset forplads mod sydvest. Dette tempel hat stået der, hvor nu de ramponerede bygninger på nordsiden af Via Acciaioli står.

Området bag San Giovanni dei Fiorentini var tidligere sandstrand og lidt nord for Kirken - som var under opførelse fra begyndelsen af 1500-tallet og en del år frem - lå her fra gammel tid et færgested og en lille havneplads, der kaldtes Porto di San Giovanni de' Fiorentini alla Scala. Herfra kunne man blive sejlet over floden til Porto della Barchetta lidt syd for Porta di Santo Spirito.