d. 6. December 2019:

Fra den lille Kirke San Filippo Neri i Via Giulia kunne dens stifter Rutilio Brandi, der - som omtalt i sidste måneds nyhedsbrev - var tilhænger af helgenen San Filippo Neri's gerning, tage vejen mod nord, mod højen Monte Giordano, hvor sammenslutningen Oratorianerne, også kaldte Filippinerne, havde til huse.

Brandi kunne vælge et tage en af gaderne, der lå på hver side af hans lille kirke. Vicolo della Moretta mod sydøst og Vicolo del Malpasso mod nordvest. Gyderne næsten mødes i den lille plads, som ligger mellem Via di Monserrato, der kommer fra sydøst, og Via dei Banchi Vecchi, der støder til fra nordvest.

Lige frem for dette kryds løber den lille Via dei Cartari, der som sit mål havde Santa Maria in Vallicella, en lille, noget forsømt kirke, der indtil 1200-tallet havde haft navnet San Giovanni in Vallicella, men efter ophængningen af et undergørende Madonna-billede var blevet viet til denne Santa Maria in Vallicella. I 1575 havde Pave Gregor XIII overladt kirken til San Filippo Neri og hans følgere, som derpå havde påbegyndt opførelsen af en ny kirke ("Chiesa Nuova").

Da Rutilio Brandi i 1623 grundlagde sin kirke, havde han altså frem for sig på sin tur gennem Via dei Cartari: Chiesa Nuova's facade, som man havde bygget på siden 1594, men som først stod færdig omkring 1605. Til venstre for denne kunne Brandi måske nå at beundre facaden på Oratorio dei Filippini, som blev bygget i perioden 1621-1640. Inden byggeriet af dette kapel begyndte, lå der på stedet flere bygninger og små huse, samt den lille kirke Santa Cecilia de Turre Campi, der blev revet ned i forbindelse med byggeriet. Den lå antagelig der, hvor tårnet med det store ur står ud mod Piazza dell'Orologio, som tidligere kaldtes Platea Mons Iordani.

De gamle bygninger stod syd for den gade, der kaldtes Strada di Parione og løb syd for højen Monte Giordano. Den svarer på dette stykke til nutidens Via del Governo Vecchio. Det var desuden på området mellem denne gade og nutidens Piazza della Chiesa Nuova, at Filippinernes Klosterkompleks, Palazzo dei Filippini, blev opført fra slutningen af 1630'erne. Men på dette tidspunkt lader det til, at Brandi var død, så det færdige projekt har han ikke nået at se.

På Brandi's tid hang hele dette område sammen på en helt anden måde end idag, hvor Corso Vittorio Emanuele II har skåret alle de små tværgående forbindelsesveje over og derved skabt et nord- og et sydområde ud af den gamle bydel.

Nordområdet hævede sig dengang langsomt op mod Monte Giordano, som man læse i Benvenuto Cellinis dagbog fra den store Tiber-oversvømmelse i Oktober 1530. Cellini havde sit værksted i en af gaderne mellem Via dei Banchi Vecchi og den senere Piazza della Chiesa Nuova, måske netop i Vicolo Cellini, som bærer hans navn. Han skrev: "Jeg var næsten færdig med mit arbejde, da den mest alvorlige oversvømmelse ramte hele Rom. Jeg ventede for at se, hvad der videre skete og selv da klokken var slået 22, steg vandet stadig. Mit hus og værksted vendte ud mod "I Banchi", men gården bagved lå en del højere, for den lå på skråningen op mod Monte Giordano. Jeg tænkte nu på at redde mig selv, fyldte mine lommer med juveler og klatrede barfodet ned fra husets bagside og gik gennem vandet så godt jeg kunne, indtil jeg nåede Monte Cavallo...."

De nye sider, som jeg denne måned har tilføjet Annas Rom Guide, knytter sig til ovennævnte beretning. Det er sider om:
Oratorio dei Filippini,
Palazzo dei Filippini,
sidegaden Via dei Filippini, der løber til venstre for Oratoriet,
Palazzo Bassi
og Palazzo del Banco di Santo Spirito, senere kaldet Palazzo Spada og Palazzo Bennicelli
- disse 2 palæer står begge på vestsiden af Via dei Filippini -
Santa Cecilia di Torre Campi, som stod omtrent på hjørnet af Via del Governo Vecchio og Piazza dell'Orologio
og
Torre di Stefano Petri, et Middelaldertårn tilhørende en vis Stephanus, søn af en Petrus og fader til den Cencio, der Julenat 1075 overfaldt Pave Gregor VII foran alteret i Kirken Santa Maria Maggiore, hvor han var ved at celebrere højmessen. Cencio sårede og bortførte Paven, som han derpå holdt fangen i et tårn - måske netop dette tårn. Tårnet havde stor betydning, indtil det blev revet ned i 1536 for at give mere plads til den store procession, som skulle afholdes under Kejser Karl V's besøg i Rom.

Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende En Glædelig Jul og Et Godt Nytår,

Det næste nyhedsbrev vil blive udsendt omkring den 7. Februar 2020.

d. 6. November 2019:

Den 24. August 1617 blev Rom ramt af et voldsomt skybrud, der ødelagde mange huse og forårsagede mange menneskers død. Som altid gik katastrofen især ud over de fattigste og svageste, der havde de usleste boliger. Naturligvis fulgte der stor nød med, og denne tilstand medførte, at en gruppe tilflyttere fra Firenze og omegn oprettede et lægbroderskab med navnet Compagnia delle Santissime Piaghe di Gesù Cristo.

Gruppens formål var at hjælpe de syge og nødlidende og i 1620'erne var det den velhavende handskemager og parfumehandler Rutilio Brandi fra San Gimigniano, som valgtes til leder. Han var en stor tilhænger af San Filippo Neri og i dennes ånd grundlagde han en række institutioner ved Via Giulia til dette formål. En lille kirke, som først var viet til San Trofimo og senere til San Filippo Neri. Kirkens facade kan stadig ses i Via Giulia nr.134, men bygningen er ikke længere i brug og en del af dens højre sidehus blev desuden revet ned i 1940 i forbindelse med et aldrig fuldført gadeprojekt mellem Piazza della Chiesa Nuova og Ponte Mazzini.

I den endnu bevarede venstre sidebygning og i den nedrevne højre sidebygning lod Brandi indrette dels et lille hospital for fattige og syge præster, dels et hjem for forladte piger, der levede som de bedst kunne på gaderne. Pigehjemmet blev viet til San Filippo Neri og pigerne kaldtes derfor snart "le Filippine". Deres opdragelse og uddannelse i kristendom og husmoderlige sysler varetoges først af barmhjertige og religiøse kvinder, men senere overførtes opgaven til en gruppe nonner, som fulgte en mildere udgave af Sankt Augustins regler.

Brandis bygningskompleks ligger mellem resterne af de 2 sidegader Vicolo del Malpasso, som skal have været så dårligt brolagt, at man nemt kome til at foretage et "mal passo", et forkert skridt. Og Vicolo della Moretta, som havde navn efter et apotekerskilt med en ung afrikansk pige. Apotekeren her skal have hjulpet med at forbinde guldsmeden Benevenuto Cellinis skader efter en af dennes talrige slagsmål og dueller. Som tak skal han have fået et af guldsmedens værker, en ciseleret morter i bronze.

Brandis broderskab Compagnia delle Santissime Piaghe di Gesù Cristo havde før oprettelsen af San Filippo-kirken holdt til i et kapel i kirken Sant'Orsola della Pietà, der stod ved nutidens Largo Tassoni og blev nedrevet, da denne plads og Corso Vittorio Emanuele II skulle anlægges. Ovennævnte Benvenuto Cellinis broder Francesco blev forøvrigt begravet i denne kirke, som fra 1526 tilhørte tilflytterne fra Firenze, der i 1448 for at hjælpe de syge under en stor pestepidemi havde dannet et lægbroderskab med navnet Arciconfraternita della Pietà, også kaldet Arciconfraternita della Misericordia.

Om alle disse emner er der nu kommet sider i Annas Rom Guide, som desuden er blevet beriget med enkelte andre sider med relation til området.

Månedens nyheder omfatter sider om:
Compagnia delle Santissime Piaghe di Gesù Cristo,
Kirken San Filippo Neri, kaldet San Filippino,
Ospedale della Confraternita delle Santissime Piaghe di Gesù,
Conservatorio delle povere Zitelle di San Filippo Neri,
Le Filippine, børn på Pigehjemmet,
Le Filippine, nonner på Pigehjemmet,
Le Filippine, nonneorden grundlagt af San Filippo Benizi,
Vicolo del Malpasso,
Vicolo della Moretta,
Kirken Sant'Orsolo della Pietà,
Arciconfraternita della Pietà,
Et lille helgenbillede på hjørnet af Vicolo del Malpasso og Via dei Banchi Vecchi,
Stabula : antikkens væddeløbsstalde,
desuden har jeg skrevet en side med en Oversigt over de bygningstyper, der er behandlet i Romguiden.

d. 7. Oktober 2019:

Lungotevere dei Tebaldi løber langs Tiberen mellem Ponte Sisto og Ponte Mazzini, en nyere bro, som nu også har fået en side i Annas Rom Guide.

Det samme gælder Lungotevere dei Tebaldi, der med floden på den ene side og ikke ret meget bebyggelse på den anden - fordi det meste ligger ud til de nedenforliggende parallelgader Via Giulia og Via Bravaria - nok ikke ofres så meget opmærksomhed fra turisten. Men det betyder ikke, at der ikke siden sidste nyhedsbrev har kunnet opdateres 15 sider med relation til dette område.

I starten af Lungotevere dei Tebaldi står det lidt særprægede Palazzo Pateras, tilhørende familien Pateras Pescara, hvortil garibaldineren Teodoro Pateras hørte. Hans buste er at finde på Gianicolohøjen og en gade i Trastevere er opkaldt efter ham.

Den noget anonyme bygning i nr. 12 tilhører lægbroderskabet Arciconfraternita di Santa Maria dell'Orazione e Morte, som inden Tiberdigerne blev bygget og flodboulevarden anlagt på grunden her ned til flodbredden, havde deres kirkegård, hvor de begravede de anonyme druknede i Tiberen eller dødfundne i omegnen, som de havde aflagt løfte om at tage sig af. På ejendommens mur ses et lille Madonna-billede.

Ud for Ponte Mazzini går den lille parallelgade Via Bravaria, som idag også fører ind til en nyanlagt parkeringskælder under den tidligere åbne plads Largo Lorenzo Perosi. Pladsen, som nærmest har henligget som en byggetomt siden 1940, har på hver side en husrække, som stammer fra hver sin gamle gade, nemlig Via di San Filippo Neri mod syd og Via delle Prigioni mod nord. Hele området omkring pladsen og disse gader blev i 1940 jævnet med jorden til fordel for et storstilet projekt om anlæggelsen af en bred vej mellem Piazza della Chiesa Nuova og Ponte Mazzini. Projektet blev imidlertid aldrig fuldført, men med udgravningerne til parkeringskælderen har man måske startet et parkprojekt op for pladsen - hvis de økonomiske midler kan findes.

Under byggearbejdet har man fundet mange gamle bygningsrester. Dels nogle fra de huse, som blev revet ned i 1940, dels nogle meget ældre, som man nu har fastslået stammer fra en af de store væddeløbsstalde, som lå her ved floden. Man har længe vidst, at en af staldene har ligget under Pialazzo della Cancelleria, men først nu har man vished om beliggenheden af endnu en stald - der var i alt 4 eller 6 - som stammer fra Kejser Augustus' tid. Om der bliver mulighed for at bevare bygningsresterne og vise historien frem, er stadig et åbent spørgsmål.

Da husene omkring Largo Perosi, som er opkaldt efter præsten og komponisten Lorenzo Perosi, blev revet ned, forsvandt også den lille kirke San Nicolò degli Incoronati, i hvis have der måske stod de galger, som brugtes til de fanger, som blev dømt til døden i det nærliggende "Corte Savella"; samt de gamle gader Vicolo dello Struzzo, Via della Padella og pladsen Piazza Padella, som i sin tid var berygtet for sammenstød mellem de romerske knivbevæbnede bøllebander, "i bulli di Roma". Også om disse steder er der nu sider i Guiden.

d. 6. September 2019:

Arbejdet med Annas Rom Guide har i den forløbne måned stået i Piazza-Navona-områdets tegn. Jeg har som lovet i sidste nyhedsbrev færdiggjort en side med En Tur i ØST-Området i Antikken, samt et kort hertil.

Desuden har jeg tilrettet en tidligere påbegyndt side om Diakoniet under Kirken Santa Maria in Via Lata og i den forbindelse også udvidet Guiden med sider om det tilknyttede Kapel, den magasinbygning, som Diakoni og Kapel blev indrettet i, og den søjlegang, som indtil videre anses for at være den ældste bygning på stedet.

Mens søjlegangen har strakt sig fra Palazzo Doria-Pamphilj i syd, har de øvrige bygninger ligget mod nord og sidegaden Via Lata. Denne gade har derfor nu fået en side i Guiden og det samme har den charmerende lille murfontæne på gadens nordside.

Den såkaldte Fontana del Facchino forestiller en af Renæssancens omvandrende vandsælgere, de såkaldte acquaioli, som i Middelalderen kaldtes acquarenari på grund af det grumsede, sandblandede ("arena") vand, de leverede.

Vandsælgerne var organiseret i laug: i Middelalderen i Corporazione degli Acquarenari, senere i Università degli Acquaioli, samt i lægbroderskabet Confraternita degli Acquarenari, som holdt til i de nu forsvundne kirker Santa Maria degli Acquarenariis, der antagelig lå i nærheden af det sted, hvor Santa Maria dell'Anima står idag. Samt i Sant'Andrea degli Acquarenariis, som var en forløber for nutidens Santa Maria della Pace.

Det var i denne gamle kirke, at et Madonna-maleri begyndte at bløde i 1480, da en skuffet spillefugl overfaldt det med sin kniv. Det derefter tilbedte billede hørte snart efter Pavens bønner om fred i Italien og fik derfor navnet Fredens Madonna: Madonna della Pace. Det hænger idag over Højalteret i den kirke, som fik navn efter billedet.

d. 6. August 2019:

I Juni måneds nyhedsbrev nævnte jeg en side om, hvorledes den unge grev Giovan Giorgio Sforza Cesarini forgæves forsøgte at bortføre maleren Carlo Marattas datter, Faustina. Ved højlys dag, mens pigen var på vej i kirke på Quirinalhøjen sammen med sin mor og 3 tjenestefolk. Forsøget kostede den unge mand en landsforvisning og den unge, smukke Faustina en skamferet kind. Forbrydelsen fandt sted i 1703. Men denne type overgreb var ikke fremmed for Sforza Cesarini-familien, da den unge greves storebror Gaetano Sforza Cesarini den 31. Juli 1700 havde udført en lignende gerning. Her havde han som forsmået elsker angrebet kurtisanen Tolla Bocca di Leone, der havde vraget ham til fordel for den polske prins Costantino Sobieski, en søn af enkedronning Maria Casimira Sobieska. I Annas Rom Guide kan man nu læse både om Tollas liv og om overgrebet, der vansirede hendes ansigt.

Desuden er der blevet tilføjet en side om Faustina Maratti, som ikke var kurtisane, men alligevel fik sit liv voldsomt forstyrret af Giovan Giorgio's angreb.

Ellers er sommerferien gået med forberedelserne til en ny tur i området vest for, omkring, og øst for Piazza Navona. Denne tur viste sig at blive så omfattende, at jeg valgte at dele den op i 2: En tur rundt i kvarteret VEST for og omkring Piazza Navona - og: En tur rundt i kvarteret øst for Piazza Navona. Desuden er der lavet En tur rundt i VEST-området i ANTIKKEN, mens ØST-området må vente til senere.

Til disse ture er der lavet forskellige ekstra sider: en fælles side med litteratur og links, en fælles side med personnavne, en fælles side med stednavne og en fælles side med liste over seværdigheder.

Desuden er der til hver tur lavet sider med fotos og bykort. Til VEST-turen: Fotos til Piazza Navona "VEST"-turen og Bykort til Piazza Navona "VEST"-turen, hvor man også kan se et Kort over området i Antikken. Og til ØST-turen: Fotos til Piazza Navona "ØST"-turen samt Bykort til Piazza Navona "ØST"-turen.

Der er allerede nu i Guiden nogle sider, der vedrører de nye ture, for eksempel en side om Vicolo Sforza Cesarini og en side om Via della Torre Argentina. Samt sider om nogle af kvarterets mange bemalede huse: Et hus i Via del Governo Vecchio 104, et hus i Vicolo dei Savelli 10+11, et hus i Via degli Spagnoli 48, det såkaldte Palazzetto Sander, Palazzetto Amadei, et hus tilhørende Lancellotti-familien, Palazzo Milesi, samt det såkaldte Palazzetto di Tizio di Spoleto. Desuden findes der en side om Palazzo Origo og sider om kirkerne Santa Maria in Via Lata og San Salvatore in Lauro.

d. 7. Juni 2019:

I Via dei Banchi Vecchi kommer man forbi en stor, tung bygning. Slet ikke nogen prangende facade, men solide, slidte og nærmest anonyme mure, både herudtil og langs sidegaden Via Sforza Cesarini, samt mod nord ud mod Piazza Sforza Cesarini. Bygningen er Palazzo Sforza Cesarini og som man kan se af disse stednavne, samt af navnet på en lille gyde lidt længere fremme, Vicolo Sforza Cesarini, har palæets tilstedeværelse sat sig mange spor i området. Drejer man om hjørnet kan man se palæets nyere hovedfacade, som er anderledes pyntet og gør opmærksom på sig selv.

Palæet er stadig beboet af den familie, der har givet det navn: Sforza Cesarini-familien, som i slutningen af 1600-tallet opstod som en sammensmeltning af 2 gamle og kendte familier, den romerske gren af den milanesiske fyrstefamilie ved navn Sforza og den gamle indflydelsesrige romerske Cesarini-familie. Den familie som fra 1300-tallet ejede det nu nedrevne Palazzo Cesarini på nutidens Largo Argentina og som lod sig begrave i den ligeledes nedreve lille slægtskirke San Nicola dei Cesarini.

Familierne har sat mange spor i Rom, i grave i Santa Maria in Aracoeli og et gravkapel i Santa Maria Maggiore; i beretninger om fyrster og kardinaler, hvoraf der var rigtig mange. Dog nåede de aldrig at få en af dem valgt til pave.

Der er dog også mere dystre historier. Som den om, hvorledes den unge grev Giovan Giorgio forgæves forsøgte at bortføre maleren Carlo Marattas datter, Faustina. Ved højlys dag, mens pigen var på vej i kirke på Quirinalhøjen sammen med sin mor og 3 tjenestefolk. Forsøget kostede den unge mand en landsforvisning og den unge, smukke Faustina en skamferet kind.

Annas Rom Guide er nu opdateret med sider om disse steder, familier og begivenheder. Samt om nabogaden Via dei Cartari og de "cartari", som gav den navn.

Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende en Rigtig God Sommer.

De næste nyheder vil blive udsendt i begyndelsen af August måned.

d. 6. Maj 2019:

Det gælder om at være hurtig, hvis man vil nå at se nogle af de i sin tid mange bemalede facader på Roms gamle huse. Adskillige er allerede forsvundet, husene revet ned eller facaderne kalket over. Andre er godt på vej, med dekorationerne halvt udviskede eller ved at gå i opløsning. En af de ejendomme, hvor man dog stadig kan se nogle detaljer - selvom det interessante midterfelt nærmest er forsvundet - ligger i Vicolo Cellini, en lille sidegade mellem Via dei Banchi Vecchi og Corso Vittorio Emanuele II. Huset har nr. 31 og det nu nærmest forsvundne runde maleri på førstesalen viste et slag mellem nogle ryttere.

Vicolo Cellini er en stemningsfyldt gyde, hvor man også i nr. 33-34 finder en ejendom fra 1500-tallet med en smuk marmorportal. Båden gyden og de 2 ovennævnte huse har nu fået sider i Annas Rom Guide.

Det samme gælder den nu forsvundne kirke Santo Stefano in Piscinula, som stod på hjørnet af Vicolo Cellini og Via dei Banchi Vecchi. Idag står her et nyere hus fra ca. 1870, men på hushjørnet hænger et maleri af Santo Stefano til erindring om den gamle kirke. Da denne i 1740 blev revet ned for at blive genopbygget, fandt man gamle søjle- og bygningsrester, som man mente stammede fra det kun fra få kilder kendte "Holovitreum", et slags astrologisk-astronomisk labratorium, som faderen til bypræfekten Agrestius Chromatius omkring år 200 efter Kristus skulle have indrettet i sit hus. Der er dog mange løse ender i denne historie, blandt andet tvivl om hvilken Chromatius, der er tale om, og hvor hans hus var beliggende. Men nu kan man i Guiden læse historien om både Holovitreum og Palatium Chromatii.

Vicolo Cellini er idag opkaldt efter guldsmeden og billedhuggeren Benvenuto Cellini, der i perioder arbejdede i Rom og netop boede et sted i nærheden. Det fortælles desuden, at det er ham, der har tegnet forlægget til udsmykningen på facaden i nr. 31. Gaden var forøvrigt et yndet hjemsted for prostituerede, blandt andet skal den skønne kurtisane Imperia have boet her. De damers erhverv medførte at gyden engang kaldtes Vicolo Calabraghe, der hentyder til den megen larm og trafik.

Fra Piazza della Chiesa Nuova løb der en afvandingskanal eller afløbsrende - oprindeligt åben, senere overdækket som kloak - ned gennem Vicolo Cellini og mod Via Giulia og Tiberen. Kanalen kaldtes Chiavica di Santa Lucia, fordi den løb forbi Kirken Santa Lucia del Gonfalone, og pladsen foran kirken og krydset Vicolo Cellini og Via dei Banchi Vecchi kaldtes også for Chiavica di Santa Lucia. Den åbne rende har måske her nærmere været en pøl eller et sumpet område. Også disse navne er nu behandlet i Annas Rom Guide.

Området kaldtes forøvrigt i 1500-tallet for Contrada delle Mosche efter den Mosca-familie, der i denne periode havde ejendomme i kvarteret.

Den sidste nye side, som er kommet til i denne omgang, er en kort beskrivelse af det helgenbillede, som hænger på muren i Via dei Banchi Vecchi nr. 145 og af flere menes at forestille San Lorenzo.

d. 8. April 2019:

I sidste måneds nyhedsbrev omtaltes en side om Tiberens oversvømmelser i Rom. Blandt denne måneds nyheder kan jeg så nævne "en oversvømmelsestur": En tur rundt til mindestenene for Tiberens talrige oversvømmelser. Her har jeg samlet nogle af de synlige spor efter oversvømmelserne og opdelt disse i områder, der svarer til de ture, som ellers findes her i Guiden.

Derudover er der blevet tilføjet sider om Ospizio dei Mendicanti og den tilhørende - og nu forsvundne - kirke San Francesco dei Mendicanti, samt om det Maria-billede, som sidder på Ospiziets mur i Via delle Zoccolette: en Madonna med Jesus-Barn og 2 helgener - hvoraf den ene muligvis er San Francesco d'Assisi, til hvem Ospizie-kirken var viet. Desuden har jeg også opdateret en side om nabobygningen Conservatorio delle Zoccolette.

Så længe Pave Sixtus V levede, postede han penge i sit "tiggerherberg" (Ospizio dei Mendicanti), men kort efter hans død i 1590 begyndte et langsomt forfald og tiggerne bredte sig atter i byen. For endnu en gang at dæmme op for det oprettedes et lægbroderskab for tiggere, Confraternita dei Mendicanti også kaldet Compagnia di Santa Elisabetta eller Compagnia della Visitazione, som fik sæde i Ospizio dei Mendicanti. Det flyttedes fra 1613 til kirken Santa Elisabetta in Banchi og fungerede indtil slutningen af 1700-tallet.

En anden ny side i denne måned omhandler netop den lille kirke Santa Elisabetta in Banchi, som lå i Via dei Banchi Vecchi omtrent der, hvor et 1800-tals hus med gadenumrene 17-21 står idag.

Da jeg nu var "sprunget" mod vest til Via dei Banchi Vecchi, har jeg samtidig skrevet en side om denne gade, samt nogle sider om andre af gadens seværdigheder: Ospizio dei Pellegrini Boemi (Herberget for böhmiske pilgrimme), Palazzo Accetti og Palazzo Sforza Cesarini.

d. 7. Marts 2019:

Den hyggelige fodgængerbro over Tiberen, som forbinder de i sidste nyhedsbrev omtalte to pladser: Piazza Trilussa og Piazza di San Vincenzo Pallotti, hedder Ponte Sisto. Navngivet efter den Pave Sixtus IV, på italiensk: Sisto IV, som lod den bygge i anledning af Jubelåret 1475.

Det vil sige, det var egentlig en genopbygning af en ældgammel, men ødelagt bro, som på dette sted havde forbundet de 2 Tiberbredder siden Antikken. Måske stammende helt tilbage til Kejser Augustus' tid og den gang kaldet Pons Agrippae. Siden blev den repareret og genopbygget flere gange, og med nye bygherrer fulgte også nye navne: Pons Antoninus, Pons Aurelius, Pons Janiculensis og Pons Valentinianus.

Den lange historie kan læses i Annas Rom Guide, som nu er blevet beriget med en side om denne bro.

Det runde hul i den midterste bropille på Ponte Sisto tjente i mange år romerne som varsel på en kommende oversvømmelse og hvor alvorlig denne i givet fald ville blive. Lige fra Antikken har byen været plaget af oversvømmelser og selv de høje digemure har ikke kunnet forhindre, at der også har fundet nogle af disse sted efter opførelsen i slutningen af 1800-tallet. Men så voldsomme som tidligere har de ikke været. Dengang kunne der være tale om veritable katastrofer, som rev huse og broer med sig, hvor man kunne tælle de druknede i hundreder og ødelæggelserne i tusindevis af dukater.

Vandhøjden måltes på den vandmåler, som var opsat på muren ved Kirken San Rocco. Den omtales "Idrometro di Ripetta" og viser oversvømmelsernes højde i perioden 1598 til 1843. Hvis vandet steg til lidt over 12 meter på dette sted, blev området fra Via della Fiumara og Ghetto'en oversvømmet. Hvis det kom op på 12,88 meter, stod der vand på Piazza dell'Orso. Hvis vandet nåede til 12,98 meter, oversvømmedes også området omkring Pantheon. Ved 13,12 meters højde løb der vand over Via di Ripetta. Ved 13,35 meter nåede det til San Giacomo alla Lungara.

Efter mange af de store oversvømmelser opsatte man forskellige mindesten med angivelse af vandstandens højde på udvalgte steder i Rom. De kan stadig mødes på mange husmure, når man bevæger sig rundt i byen. Flere af dem er nævnt på den nye side om oversvømmelser, som nu er kommet til i Guiden.

Den sidste store oversvømmelse før digemurenes indkapsling af floden var den 28. December 1870. Den var meget voldsom, vandstanden nåede op på en højde af 17,22 meter. Men kan nemt forestille sig katastrofens omfang, hvis man mindes den beskrivelse af en oversvømmelse, som Vilhelm Bergsøe gav i Fra Piazza del Popolo. Han var imidlertid ikke i Rom på dette tidspunkt, men oplevede en noget mindre oversvømmelse under sit ophold i byen i 1862-1863. Den 20. Januar 1863 overværede han her, hvorledes Tiberen steg til 14,92 meter.

Mange af mindestenene fra katastrofen i 1870 - og der blev opsat mere end 46 - findes endnu, men mange er også efterhånden forsvundet, når husfacader skulle renoveres eller ændres. Jeg har opdateret en side udelukkende om denne oversvømmelse.

En af årsagerne til, at floden i den grad kunne brede sig og rase i de smalle gader i de lavtliggende bydele, var de mange flydende vandmøller, som siden Antikken lå forankret ved flodbredderne, to ad gangen og ofte flere på række. De sørgede for at male korn til byens melforsyning, eller de malede andre materialer til brug for garvning eller til farvestoffer. For rigtigt at få gang i møllehjulene blev der nogle steder nærmest lavet diger eller kanaler, så vandstrømmen ledtes den rigtige vej, men dette var med til at indsnævre flodlejet og udgjorde dermed en ekstra fare for oversvømmelse.

Der er nu i Guiden også en side om disse vandmøller, samt en side om dem som drev møllerne, i molinari, og en side om deres laug.

d. 7. Februar 2019:

Vest for de i Annas Rom Guide tidligere behandlede gader Via delle Zoccolette og Via di San Paolo alla Regola løber tværgaden Via dei Pettinari, som viderefører et gammelt, ja fra Antikken stammende, gadeforløb, som også dengang førte over Tiberen via en bro, der kaldtes Pons Aurelius eller Pons Antoninus og måske var den samme som den Pons Agrippae, der menes opført under Kejser Augustus.

Ved Via dei Pettinari står den gamle kirke San Salvatore in Onda, som stammer fra før det 11.århundrede. Den er dog voldsomt ombygget men nok et besøg værd. Under højalteret hviler San Vincenzo Pallotti, der holdt til i kirken og den tilstødende klosterbygning sammen med sin præsteorden kaldet "I Padri Pallottini". Vincenzo Pallotti blev helgenkåret i 1963 og har siden da givet navn til den lille trekantede plads mellem Via dei Pettinari og floden.

Guiden indeholder nu sider om både Via dei Pettinari og Piazza di San Vincenzo Pallotti, San Vincenzo Pallotti, I Padri Pallottini, Kirken San Salvatore in Onda, samt en side med en Rundgang i San Salvatore in Onda.

Før anlægget af Tiberdæmningerne og flodboulevarderne sluttede Via dei Pettinari ved flodbredden med muren til det store Ospizio dei Mendicanti på østsiden. Mod denne mur lod Pave Paul V i 1613 opsætte en stor fontæne, som fik vand fra hans nyistandsatte akvædukt Acqua Paola, der ellers stoppede øverst på Gianicolohøjtoppen i monumentalfontænen Fontanone dell'Acqua Paola. Går man lidt til venstre fra Piazza di San Vincenzo Pallotti kan man idag se begge disse fontæner på flodens modsatte side. Den mindre murfontæne, kaldet Fontana di Ponte Sisto, blev nemlig flyttet over floden, da dens støttemur blev revet ned i forbindelse med anlægningen af Lungotevere dei Vallati. Herfra ser det ud som om den står lige nedenunder den monumentale Fontanone, men der er nu et godt stykke vej imellem dem.

Fontana di Ponte Sisto står idag på Piazza Trilussa, overfor det sted, hvor broen munder ud. Pladsen er charmerende med fontænen som baggrund og en livagtig statue af poeten Trilussa på højre side. På venstre side derimod står et hus fra 1927 med en ret speciel facadedekoration. Samt på hjørnerne længst fra floden 2 små friser med indskrifter, det ene et Bibelcitat fra Ordsprogenes Bog 14,1 : "Sapiens aedificat domum suam, insipiens extructam quoque manibus destruet" ("Visdommen bygger sit hus, dumheden river det ned med egne hænder." (oversættelsen er fra Bibelenonline)). Den samme tekst finder man forøvrigt næsten ordret på en anden husfacade, nemlig på Piazza Giuseppe Mazzini nr.8, hvor der står "Domum aedificat sapiens, insipiens dextruet".