d. 7. December 2013:

Hvordan så der egentligt ud på Largo Argentina før de store udgravninger og gadeudvidelser i 1920'erne? Det er dette spørgsmål, som månedens nyhedsbrev kommer til at handle om, for Annas Rom Guide er nu blevet forøget med sider om disse huse, palæer, kirker og klostre, som engang udgjorde et tætbebygget og -befolket kvarter på det sted, hvor der idag mellem voldsomt trafikerede gader ligger et arkæologisk område med rester af antikke templer.

På Pladsens sydside løber idag gaden Via Florida, som er en udvidelse af den ældre gade Strada Florida, der lå i den vestlige ende, og det lille torv Piazza dell'Olmo, som lå i den østlige ende ud for nutidens Piazza dei Calcarari. Piazza dell'Olmo havde navn efter et stort elmetræ, som også gav navn til hele det omkringliggende kvarter. Træet blev fældet i slutningen af 1600-tallet, fordi det var begyndt at hælde og true de nærliggende huse.

Ud for denne plads stod et sammensurium af huse, som var vokset sammen omkring Middelaldertårnet Torre del Papito, som idag kan ses fritlagt ved Via di San Nicola dei Cesarini.

Cesarini-familien, som har givet navn til mange lokaliteter i kvarteret, havde deres familiebolig her på Largo Argentina's nordlige del. Palazzo Cesarini, der på hushjørnet havde et smukt Maria-alter, blev revet ned i forbindelse med anlægget af Corso Vittorio Emanuele II og udgravningerne af tempelresterne på Largo Argentina. Ved samme lejlighed forsvandt også det gamle tårn Turris de Johannis de Cesario og Kirken San Salvatore de Calcarario, samt en række ejendomme på Pladsens vestlige del: Palazzo Baccelli Acquari, Palazzo Colonna di Sonnino og Palazzo Chiassi. Chiassi-familien lod derefter opføre et nyt palæ i begyndelsen af den nyanlagte Via Arenula: Palazzo Chiassi Lais.

Midt på Pladsen lå Klosteret ved siden af Kirken San Nicola dei Cesarini, det styredes af præsterne "Padri Somaschi", og i den indre gård stod 4 søjler fra det nu fritlagte rundtempel. Vest herfor lå Palazzo Rossi Giovannoni overfor Teatro Argentina.

I Pladsens sydøstlige hjørne lå blandt andre Casa Vernini og Casa Mugnozzi, samt den såkaldte "Abitazione Persiani". Også disse blev revet ned, mens nogle ejendomme i det nordøstlige hjørne ved Via di San Nicola dei Cesarini fik lov at blive stående: Palazzo Nobili Vitelleschi og Collegio Calasanziano, som vender ud mod Via dell'Arco dei Ginnasi.

En side med en plan over den forsvundne bebyggelse på Largo Argentina findes nu i Annas Rom Guide.

Som kompensation for nedrivningen af det spændende gamle kvarter har vi idag mulighed for at fordybe os i de mange interessante arkæologiske rester, som findes på Area Sacra. Helt mod vest, nærmest i kanten af udgravningen, under Via di Torre Argentina, ses for eksempel rester af 2 antikke latriner, den såkaldte Forica Grande mod nord og Forica Pensile mod syd. Guiden er i den forbindelse blevet opdateret med en kort side om Latriner i Rom. Der er i modsætning til i Pompei og Ostia ikke fundet mange sådanne etablissementer i Rom, men man kan dog se rester af nogle stykker rundt omkring i byen.

Annas Rom Guide benytter nu lejligheden til lidt forlænget juleferie, således at det næste nyhedsbrev først vil blive udsendt i starten af Februar 2014.

d. 8. November 2013:

Det store udgravede område midt på den trafikerede og kaotiske Largo di Torre Argentina er for nogle bedst kendt for de mange vildkatte, som bor her blandt ruinerne og passes og fodres regelmæssigt af en flok frivillige katteelskere, som har kontakter til hele verden og sågar deres eget websted.

Det er da også fascinerende at stille sig ved rækværket omkring udgravningen og betragte hvorledes de charmerende dyr har indtaget området og med største selvfølgelighed slikker solskin på de årtusindgamle marmorblokke. Men det er nu også værd at kaste et blik på de mange ruiner, som Area Sacra di Largo Argentina byder på. Her er både rester af 4 templer fra godt før vor tidsregning, en smule af den Curia Pompeia, hvor Julius Caesar blev dræbt, nogle offentlige latriner som blev anlagt efter nedlukningen af den sal, hvori drabet havde fundet sted, og meget mere.

Annas Rom Guide er nu ved at blive beriget med sider om alt dette, først om fremmest om Pladsen selv samt om udgravningsområdet som helhed, og dernæst om de enkelte ruiner, de 4 templer, som fra nord mod syd benævnes A, B, C og D og formodes at have været viet til henholdsvis vandnymfen Juturna, Fortuna Huiusce Diei (Denne Dags Lykke), den gamle gudinde Feronia, og til Lares Permarini, de skytsguder som beskytter søfarende.

I det nordligste tempel, Tempio A Juturna-Templet, indrettedes senere den lille Kirke San Nicola dei Cesarini - hvoraf man forøvrigt også kan se rester på Pladsen. Den har givet navn til gaden på Largo Argentina's østside Via di San Nicola dei Cesarini, der mod syd slutter i den lille plads Piazza dei Calcarari. Herfra udgår gyden Vicolo di San Nicola dei Cesarini, som bag Palazzo Ginnasi løber ud i endnu en lille plads, Largo Ginnasi, og den smalle gade Via dell'Arco dei Ginnasi.

I denne gade ses - næsten helt oppe ved Corso Vittorio Emanuele II - et lille Maria-billede på husmuren. Det er en spejlvendt kopi af Rafaels berømte maleri Madonna della Seggiola og har tilsyneladende erstattet et tidligere billede, hvor Maria var fremstillet som "Auxilium Christianorum", "de kristnes hjælp".

d. 7. Oktober 2013:

Næsten helt nede ved Largo Argentina ligger på Via delle Botteghe Oscure's nordlige side nogle store gule bygninger, som huser forskellige dele af komplekset Palazzo Ginnasi.

Ginnasi-familien kom til Rom fra Norditalien i 1500-tallet og begyndte at gøre karriere her, at samle formue, at købe ejendomme og at bygge deres familieresidens. Først på venstre side af den lille plads Largo di Santa Lucia Filippini, hvor Alessandro Ginnasi i midten af 1500-tallet lod Ottavio Mascarino opføre et palæ, og siden på højre side, da Kardinal Domenico Ginnasi omkring 1630 lod bygge palæet på denne side af gaden.

Det er dog ikke disse gamle bygninger, som vi ser idag. I 1930'erne blev Via delle Botteghe Oscure udvidet og Ginnasi-familiens palæer, som lå et godt stykke ud på den nuværende kørebane, blev revet ned. Nogle år senere blev husene genopbygget, men i meget "afkortet" udgave. Nogle dekorationselementer fra de gamle bygninger blev genbrugt, såsom hjørnebalkonen og portalen på huset til højre, og 2 skjold med Ginnasi-familiens våben på huset til venstre.

Meget forsvandt dog ved denne nedrivning, blandt andet den lille kirke Santa Lucia dei Ginnasi, som Kardinalen havde ladet indbygge i sit nye palæ. Idag har familien i sit venstre palæ et lille kapel, hvor nogle af de gamle gravmæler og malerier er flyttet over. Gravmælerne er over familiemedlemmer, blandt andre Kardinal Domenico, og malerierne er for en stor del udført af hans niece Caterina Ginnasi. Hun endte med at blive optaget i den nonneorden, som hendes onkel havde grundlagt i en del af palæet. I en anden del indrettede han et kollegium for unge mænd fra sin hjemegn. Denne del ligger ud mod den lille gade Via dell'Arco dei Ginnasi, som er opkaldt efter den "bue" eller porthvælving, som Kardinalen lod bygge for at lette forbindelsen mellem de forskellige dele af Palazzo Ginnasi.

Den lille kirke, som Kardinalen lod inkorporere i sit palæ, var oprindeligt en meget gammel kirke, kaldet Santa Lucia de Calcarario. Hvornår præcist den var bygget, ved vi ikke, men den startede måske som et lille kapel i tilknytning til det herberg og hospital for pilgrimme, som var blevet indrettet i Anicius-familiens hjem i 500-tallet. Her omtales nemlig et sådant med navnet Sanctae Luciae in Xenodochio Aniciorum.

Både Xenocochium og Domus Aniciorum er idag væk, men de menes at have været bygget på rester af den antikke Porticus Minucia Frumentaria, som var en udvidelse af den ældre Porticus Minucia Vetus. Denne sidste lå omkring nutidens Largo Argentina og indeholdt flere templer, blandt andet et for Juturna, i hvilket der senere indrettedes et kloster, Monasterium Boetianum, som måske holdt op med at fungere i 700-tallet, hvorefter der i ruinerne indbyggedes en lille kirke, San Nicola dei Cesarini.

Denne kirke blev ombygget flere gange og var i brug i mere end 1000 år, men endte med at blive revet ned i 1920'erne, da området var udset til at huse et stort nybyggeri med moderne boligejendomme. Under det forberedende arbejde hertil fandt man imidlertid så mange interessante ruiner, at området blev fredet og udgravet, som man kan se det idag på Largo Argentina. Under udgravningen fandt man også rester af den ældste kirke og nogle af disse kan ses mellem tempelruinerne i det hjørne, der vender ud mod Via di Torre Argentina og Largo di Torre Argentina.

d. 8. September 2013:

Lidt vest for Kirken San Marco, som jeg nævnte i mit sidste nyhedsbrev, ligger Jesuiternes gamle hovedsæde Casa Professa, bygget mellem 1599 og 1623 omkring de småhuse, der tidligere stod på stedet. I disse havde Ordenens stifter, Sant'Ignazio di Loyola, haft sin bolig og ved nybyggeriet forsøgte man at bevare de gamle rum, som idag kaldes "Camere di Sant'Ignazio" og kan besøges af interesserede. Det var Kardinal Odoardo Farnese, der bekostede byggeriet, og hans private kapel findes også stadig i Casa Professa, men det er normalt ikke åbent for besøgende.

Den ene af Casa Professa's sider vender ud mod Via delle Botteghe Oscure, som er en gammel gade med flere spændende historiske minder. Lige efter sidegaden Via Celsa findes for eksempel et lille udgravet områder med nogle ruiner og et par søjler. Man mener, at de stammer fra et gammelt tempel for nymferne, Aedes Nympharum, som stod i den såkaldte Porticus Minucia Frumentaria, en stor plads, omkranset af søjlegange på alle fire sider. Den gratis koruddeling til de borgere, som havde ret hertil, fandt sted fra denne Porticus i tiden efter det første århundrede efter Kristus.

På den anden side af Via delle Botteghe Oscure findes indgangen til museet Crypta Balbi, hvor man kan se en del udgravede rester af den store, delvist nedgravede søjlegård Crypta Balbi, på hvis vestlige side teatret Theatrum Balbi stod. På ruinerne af disse monumentale bygninger byggedes i tidens løb flere mindre bygninger: en gammel kirke San Salvatore in Pensilis, hvis tilnavn menes at hentyde til, at den var opbygget mellem buerne fra den gamle søjlegang, Kirken blev i slutningen af 1500-tallet erstattet af den nybyggede Santo Stanislao dei Polacchi.

Bygherren var den polske Kardinal Stanislaw Hosius, om hvem der nu er blevet oprettet en side i Annas Rom Guide. I den forbindelse har jeg også skrevet sider om de 2 polske helgener Santo Stanislao di Cracowia og Santo Stanislao Kostka.

Ved siden af Kirken ligger et herberg og hospital for polske pilgrimme, som også blev bekostet opført af Kardinalen. Det huser idag hotellet Hosianum Palace.

Lidt længere mod vest rejser sig mellem Palazzo Caetani og Palazzo Mattei Paganica en smal gammel bygning, som måske er en del af den tidligere befæstning af ruinerne, som opstod omkring år 1000 på resterne af Theatrum Balbi og som kaldes Castrum Aureum.

Som udbygning af Turen omkring Campo de' Fiori er Guiden blevet forøget med sider om Seværdigheder, Steder, Personer, Litteratur og Fotos, som vedører denne tur. Der er desuden blevet opdateret nogle kortsider hertil: et samlet oversigtskort samt kort over den østlige, midterste og vestlige del af området.

d. 7. August 2013:

Annas Rom Guide byder Velkommen tilbage efter en herlig sommer.

I den forløbne tid er Guiden blevet udvidet med nogle flere kirke-sider. Jeg har opdateret siderne Kort om Kirken San Clemente og Mere om San Clemente, samt tilføjet en en side med fotos fra Kirken og en Rundgang i Kirken. I denne forbindelse er den tidligere Plan over Kirken også blevet revideret.

Og så har jeg flyttet mig til et helt andet sted i Rom, nemlig til Kirken San Marco, bag Piazza Venezia. Der er nu i Guiden en side Kort om San Marco, Mere om San Marco, en Rundgang i San Marco, en Plan over Kirken, samt 2 fotosider. Og en side om kirkens titelhelgen: San Marco (Evangelisten Markus).

Kirken ligger ved Piazza di San Marco, hvor den lille kvartersfontæne Fontana della Pigna står. Og hvor man i et hjørne kan se en af de berømte "talende statuer": Madama Lucrezia.

Ved siden af går Via di San Marco mod vest, langs Palazzetto Venezia og Casa Professa dei Gesuiti. På husmuren hænger her et par af de små gadealtre, som der findes rigtig mange af i dette område. Her er først en såkaldt "Madonna di San Luca" og dernæst en "Madonna della Strada".

Kvarteret hed i Antikken "Pallacinae". Det nævnes af Cicero i hans forsvarstale for Roscius's søn, som ved et komplot var blevet anklaget for fadermord. Her lå også en lille gyde, Vicus Pallacinae, og et badeanlæg, som også omtales: "ad balneas Pallacinas". Senere blev betegnelsen brugt som tilnavn til nogle små kirker i kvarteret: Sant'Andrea in Pallacine og San Lorenzo in Pallacinis. De er begge forsvundne idag.

Det samme gælder kirken Santa Maria della Strada, som kaldtes sådan efter et særligt tilbedt Madonna-billede, som nu opbevares i Kirken Il Gesù. Men en kopi findes altså i et gadealter i Via di San Marco.

Da jeg nu har bevæget mig ind i et nyt kvarter, har jeg også udfærdiget en ny turside: til kvarteret omkring Campo de' Fiori, som efterhånden vil blive udbygget.

d. 8. Juni 2013:

En samling nye fotografier fra Kirken San Saba på Lille-Aventinhøjen har været årsag til, at siderne om denne Kirke er blevet reviderede og udvidede, så der nu i Annas Rom Guide er en kort side om San Saba, en side om Kirkens historie og en side med en rundgang i Kirken.

San Saba er en spændende og meget gammel Kirke, som endvidere rummer en masse cosmatiske arbejder. Cosmaternes værker er nogle af de meget fascinerende udsmykningselementer, som man støder på i mange romerske kirker, og her i San Saba findes både en portal, en portico, et ciborium og en bispetrone, der sammen med gulvet stammer fra 1205. Resterne af en korskranke til et middelalderligt schola cantorum findes idag i Kirkens højre sideskib. Skranken udførtes af Pietro Vassalletto omkring 1225.

Fællesbetegnelsen Cosmaterne dækker også ovennævnte Vassalletto, ligesom den dækker adskillige andre familier af kunsthåndværkere, som arbejdede med marmorudsmykning især i 1100-1200-tallet. De kaldte sig "marmorari romani", romerske marmorarbejdere, og udviklede deres helt egen stil med mosaikindlagte stenlysestager, korskranker, portaler, prædikestole og ikke mindst gulve. Cosmaternes værker kan - ud over i San Saba - også mødes i blandt andre kirkerne San Clemente, Santi Quattro Coronati, San Giovanni in Laterano, Santa Croce in Gerusalemme, Santi Giovanni e Paolo, Santa Balbina, Santa Sabina, Santi Bonifacio e Alessio, Santa Maria in Cosmedin, San Giorgio in Velabro, San Bartolomeo all'Isola, Santi Cosma e Damiano, Santa Maria In Aracoeli, San Marco, San Silvestro in Capite, Santa Maria Sopra Minerva, San Lorenzo in Lucina, Sant'Agata dei Goti, Santa Prassede, Santa Maria Maggiore, samt flere andre. Jeg har nu tilføjet en turside, "Cosmatertur", hvor jeg har grupperet kirkerne, så man har mulighed for at besøge dem i forbindelse med samme udflugt. Til denne tur-side er der også lavet en foto-side, som for øjeblikket er ved at blive udbygget.

Af nogle regnes også den florentinske stenhugger Arnolfo di Cambio med blandt de cosmatiske kunstnere, hvis stil han var meget inspireret af. Også siden om denne kunstner er nu ved at blive udvidet og forsynet med enkelte fotografier.

Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende en Rigtig God Sommer. Det næste nyhedsbrev vil blive udsendt i begyndelsen af August måned.

d. 8. Maj 2013:

En lidt overset plads på Esquilinhøjen - ikke langt fra den store Piazza Vittorio Emanuele II og fra Kirken Santa Maria Maggiore - er Piazza Manfredo Fanti. Her er et lille haveanlæg med ruiner fra den gamle Bymur, Servius-Muren, i den ene ende og en spændende 1800-tals-bygning, tegnet af arkitekten Ettore Bernich, som blev opført i 1880 til at rumme et dengang moderne akvarium med fiskeopdræt og udstillingsakvarier i den anden. Ved indvielsen var der i anlægget både en sø og små bække, både til fiskefangst og en fontæne. Men Acquario Romano fungerede kun i få år, hvorefter rum og park blev radikalt ændret og anvendt til allehånde andre formål. Idag huser bygningen med den særprægede form Casa dell'Architettura: Arkitekturens Hus. Helt er den oprindelige funktion dog ikke gået i glemmebogen, løft blikket og betragt frisen på facaden under taget: her ses relieffer af alskens havdyr.

Pladsens navn skyldes den italienske general Manfredo Fanti, som var en af heltene i den italienske samlingsbevægelse i anden halvdel af 1800-tallet. Det er i det hele taget helte fra denne epoke, som har givet navn til flere andre gader heromkring, f.eks. Filippo Turati, Enrico Cialdini og Urbano Rattazzi.

Piazza Fanti er omkranset af gaderne Via Turati, Via Cialdini, Via Cattaneo, Via Principe Amedeo og Via Rattazzi. Denne sidste løber næsten som den antikke gade Vicus Fori Esquilini, som må have været brugt fra meget tidlig tid, da den plads som den fører ned til, Forum Esquilinum, nævnes så tidligt som under borgerkrigen mellem Marius og Sulla i år 88 før Kristus. Komplekset blev restaureret i år 450 efter Kristus, så det har også eksisteret dengang Vettius Agorius Praetextatus og hans hustru Fabia Paulina havde deres landsted i området og en villa øst for gaden. Man har udgravet rester af både hus og gade, samt vidnesbyrd om landstedet lidt sydligere, på vestsiden af Kirken San Vito ved nutidens Via Carlo Alberto.

Landstedet Horti Vettiani skal have ligget lige indenfor den gamle Bymur, hvoraf man kan se et stykke i en husvæg i Via Carlo Alberto. Herfra er den fortsat op mod Piazza Fanti vest for Via Rattazzi/Vicus Fori Esquili. På dette sted var Bymuren forstærket af en voldgrav, "Agger", men denne blev opfyldt og planeret omkring år 7 efter Kristus, under Kejser Augustus, således at man her kunne bygge det store kødmarked Macellum Liviae. Man har udgravet mange rester af dette kompleks, der også var i brug ganske længe og restaureret flere gange.

d. 7. April 2013:

Sidste måneds nyheder sluttede på den anden side af Tiberen ved Generosa's Katakomb. I forbindelse med denne lod Pave Damasus I i sin embedsperiode 366-384 opføre en delvis underjordisk basilica med 3 skibe og et vindue ned til martyrkrypten. Indgangen til anlægget ligger idag i Via delle Catacombe di Generosa. Det er kun åbent ved særlige rundvisninger, som finder sted en gang om måneden (se nærmere på disse sider: 060608 og Comitato Catacombe di Generosa)

Kirken var i brug som gravkirke indtil begyndelsen af det 6.århundrede, men benyttedes som kirke måske helt op til det 10.århundrede, mens Katakomben fortsatte med at blive besøgt af pilgrimme i hvert fald indtil 682. Vejen der førte derud var den gamle Via Portuensis, som til dels løb sammen med Via Campana gennem den antikke og nu nedrevne byport Porta Portuensis. Idag udgår den moderne Via Portuense fra den nyere byport Porta Portese.

Porta Portuensis blev restaureret i 408 under Kejser Honorius og fik i den forbindelse opsat en mindetavle herom med samme indskrift, som man idag kan se på Porta Maggiore i den anden ende af byen.

Porta Maggiore hed i Antikken Porta Praenestina og var oprindelig blot nogle åbne buer i akvædukterne, hvorigennem vejene Via Labicana og Via Praenestina blev ført ud af byen. Som ved alle andre udfaldsveje lå her tæt med gravsteder og et af disse kan vi stadig betragte idag lige udenfor Byporten. Det var bygget af den rige bager Eurysaces og hans hustru Atistia var også begravet her - i en urne med form af et dejtrug! Men alle dekorationer på monumentet minder også om Eurysaces' erhverv.

Måske har Eurysaces også haft et større mølleri med flere melkværne herude, man har i hvert fald fundet rester af både fundamenter og kværne, som kunne tyde herpå. I det hele taget er stedet gennemsyret af bagernes ånd. Ved siden af Eurysaces har hans ven, gourmet-bageren Ogulnius, haft sit gravsted og i nærheden er blandt andet også fundet en indskrift, som nævner bagerne Eros og Felix.

De antikke gravmæler kunne være store og prangende, fulde af relieffer og finurligheder. Det gælder også de mere moderne gravsteder, som findes på den store kirkegård Campo Verano, som ligger ud af Via Tiburtina, der udgår ikke så langt fra Porta Maggiore. Jeg har siden sidst opdateret en kort side om Campo Verano med nogle fotos derfra.

Endelig har jeg udbygget fotosiden fra Kirken San Vitale med nogle flere fotos.

d. 8. Marts 2013:

Ikke langt fra den i sidste måneds nyhedsbrev omtalte Porta Tiburtina ligger ved Via Giovanni Giolitti den gamle kirke Santa Bibiana, som ifølge traditionen ligger på det sted, hvor der i 300-tallet stod et et hus, som tilhørte den hellige Bibiana's familie.

Bibiana skal have lidt martyrdøden på et tidspunkt i perioden 361 til 363 under Kejser Julian den Frafaldne, pisket ihjel ved den søjle, som står i hjørnet tilvenstre, indenfor Kirkens indgang. Det fortælles, at en from kristen kvinde, den romerske matrone Olimpina (Flaviana), efter Julians død i 363 lod indrette et kapel i Bibianas hus. Men en egentlig kirke blev først bygget eller indrettet af Pave Simplicius i år 468, efter hvad Liber Pontificalis beretter: "hic dedicavit ... aliam basilicam intra urbe Roma, iuxta palatium Licinianum, beatae martyris Bibianae, ubi corpus eius requiescit". Santa Bibiana blev altså ifølge denne beretning begravet her, hvor hendes relikvier - sammen med hendes mors og søsters - stadig befinder sig, nu i en alabasturne under højalteret.

Annas Rom Guide har nu fået tilføjet sider om denne spændende, men lidt oversete kirke: En Kort side om Kirken, En side med Kirkens historie, En rundgang i Kirken, En lille fotoside og En Plan over Kirken.

Ved siden af Santa Bibiana løber den moderne jernbaneviadukt Via di Santa Bibiana under de nye betonbuer, som kaldes Archi di Santa Bibiana. Før jernbanens anlæggelse løb der en gammel vej her forbi - dog med en lidt anden vejføring, men den kaldtes også Via di Santa Bibiana. Området heromkring kaldtes forøvrigt også "Ad Ursum Pileatum": "Ved den hue/hjelmbeklædte bjørn". Man mener, at det pudsige stednavn stammer fra en statue af en bjørn med hovedbeklædning, som man har udgravet på stedet i 1625. Også herom er der nu sider i Guiden.

Ligesom jeg har lavet sider om de helgener, som nævnes i forbindelse med kirken: Santa Bibiana, hendes mor Dafrosa, hendes far Flavianus og hendes søster Demetria.

Og om helgenerne Simplicio, Faustino og Viatrice, hvis rester i 682 blev bragt hertil og anbragt i et lille kapel ved siden af kirken. Kapellet viedes til San Paolo og kom senere til at hedde Santi Leone e Paolo. Det eksisterer ikke længere.

Ifølge legenden var Simplicio og Faustino brødre, som under Kejser Diocletian i år 303 blev arresteret for deres kristne tro og derpå underkastet pinefuldt forhør og tortur af enhver art, inden de blev dræbt, halshugget og derefter kastet i Tiberen i nærheden af Tiberøen. Ligene flød med strømmen ned til et sted, som blev beskrevet som "iuxta locum qui appellatur sextus Philippi" : "tæt ved det sted, som kaldes sextus Philippi".

Stedet findes i nutidens Magliana-kvarter, sydvest for Roms centrum og vest for EUR-kvarteret, mellem udfaldsvejen Via Portuense og motorvejen mellem Rom og Fiumicino, hvor tidligere den gamle hellige skov Bosco degli Arvali og Arval-Templet lå. Her blev brødrene og senere også deres søster Viatrice begravet på den kristne gravplads Catacomba di Generosa, som ganske tilfældigt blev opdaget i 1868 af arkæologen Giovanni Battista de Rossi. Katakomben har en månedlig åbningsdag med guidet rundvisning.

d. 7. Februar 2013:

Siden sidste nyhedsbrev har jeg bevæget mig lidt væk fra alfarvej og over på den nordlige side af jernbaneterrænet bag Stazione Termini. Annas Rom Guide er derfor blevet udvidet med endnu en turside gennem dette kvarter, som omfatter både Castro Pretorio, Universitetet, den antikke Ager Veranus og forstaden Quartiere Tiburtino. Turen har jeg kaldt: En tur i San Lorenzo-kvarteret.

Til denne nye tur er der også tilføjet oversigtssider om steder, seværdigheder og personer med tilknytning til området, en fotoside til turen og et bykort med gadenavne og angivelse af 51 seværdigheder.

Nogle af disse har allerede nu fået deres egne sider i Guiden: Villa Gentili, som ligger tæt ved jernbanen i Via di Porta Tiburtina og bygget sammen med Den Aurelianske Bymur, som snor sig igennem og langs med denne tur, fra Porta Pia i nordvest til Porta Maggiore i sydøst. Muren blev opført i hast og inkorporerede, hvor det var muligt, eksisterende bygningsværker. På et langt stykke de akvæduktbuer, som førte vandet fra Aqua Marcia, Tepula og Iulia ind i byen, og i Via di Porta Labicana en etageejendom, hvor balkonen blev fjernet og vinduerne tilmuret. Rester heraf kan ses fra gaden og er nu behandlet på sin egen side.

I samme gade kan også ses rester af en lille sideport, som ligeledes blev muret til. Den var måske oprindeligt en adgang til det kejserlige landsted Horti Liciniani.

I Bymuren og langs jernbanen kan også ses forskellige porte og buer. Oppe ved Villa Gentili står den såkaldte Arco di Sisto V med indskrifter, som hylder Pave Sixtus V for hans initiativ med at føre en ny akvædukt, Acqua Felice, ind i Esquilinområdet. Indskriften på Buens anden side minder om hans anlæg af 2 nye veje, som fra kirkerne Santa Maria degli Angeli og Santa Maria Maggiore på hver sin side af Pavens eget landsted førte op til byporten, som på det tidspunkt kaldtes Porta San Lorenzo.

I Antikken hed den imidlertid Porta Tiburtina og man kan idag betragte den fra både Via di Porta San Lorenzo, der løber langs banen, og fra Via di Porta Tiburtina, som løber bag Villa Gentili. Porten er udbygget flere gange og man kan derfor til den ene side se den gamle Augustus-Bue, som oprindeligt var en monumentalbue i akvæduktledningen og førte den antikke vej ud af byen. En lang række indskrifter hylder de forskellige kejsere, som har restaureret Buen. Til den anden side ses den såkaldte Honorius-Bue, som blev opført i 403.

Vejen, som gik ud af byen, hed Via Tiburtina og førte til byen Tibur, nutidens Tivoli. Det første stykke svarer til den skrå gade med de nybyggede ejendomme, som løber fra Byporten og mod øst, hvor den munder ud i den nye, brede Via Tiburtina, der dog i sit forløb herfra kalkerer den antikke vej.

Jeg har foreløbig lavet en Kort side om Via Tiburtina, der nok er flankeret af nyere bygninger, men også rummer spændende detaljer, såsom huset med den dekorerede facade i nr. 209. Her boede billedhuggeren Giuseppe Maria Sartorio og det er ham, der har lavet det pudsige relief af sin familie, som sidder på væggen. Den specielle udsmykning talte til det romerske folkevid, som straks fandt en forklaring på fænomenet: det forestiller ganske rigtig husets ejer, der sammen med sin kone og en tjenestepige stod og kiggede ud af vinduet en dag, da et begravelsestog bevægede sig forbi på sin vej mod Campo Verano-kirkegården. Familien gjorde grin med optoget og pegede fingre af deltagerne. Men Gud straffede dem og de blev til sten!

Den moderne Via Tiburtina udgår fra en stor dobbelt plads. På den modsatte side løber en gade under jernbaneterrænet og ud i Via Giolitti, som ligger langs den sydlige den af jernbanen. Også denne gade har nu fået en side i Annas Rom Guide.

I Via Giolitti findes der yderligere en underkørsel under jernbanen lidt længere mod nordvest. For at skabe sammenhæng mellem områderne syd og nord for baneterrænet har jeg lavet en lille side med forslag til nogle korte afstikkere, som man kan foretage ved at benytte underkørslerne.