ANNAS ROM GUIDE
Nyt fra Anna - Nyhedsbreve fra 2010

Hvad der er sket i Annas Rom Guide i tidens løb:

Her finder du mine nyhedsbreve fra 2010:
Januar 2010 - Februar 2010 - Marts 2010 - April 2010 - Maj 2010 - Juni 2010 - August 2010 - September 2010 - Oktober 2010 - November 2010 - December 2010

Her finder du EN OVERSIGT over mine tidligere nyhedsbreve


Nyhedsbrevene fra indeværende år findes her:
Nyt fra Anna, indeværende år



d. 7. December 2010:

Det første alter i Santa Maria Maggiore's højre sideskib er rejst af familien Patrizi, en familie som fører deres aner tilbage til den "Giovanni Patrizio", som sammen med Pave Liberius i 358 i en drøm så Jomfru Maria, der ønskede en ny kirke bygget. Slægten kendes ellers mest fra 1500-tallet i Rom, som man kan læse om på den side om familien, som nu er blevet tilføjet Annas Rom Guide.

Familien var fornem og bestred høje embeder, men et af familiens medlemmer måtte lide den tort at blive arresteret under Kejser Napoleon I og tilbringe flere år i det berygtede fængsel på den franske ø Île d'If. Grunden til hans fængsling var et dekret som Napoleon udstedte i 1811, hvor han forlangte, at sønnerne fra en række romerske adelsfamilier skulle sendes til Frankrig for der at blive uddannet ved militærakademiet. Det var naturligvis med den skjulte dagsorden at opdrage de unge romere i den franske ånd, så de senere kunne bearbejde den kritiske modstand mod de franske idéer i deres hjemland. Giovanni Patrizi Naro nægtede at udlevere sine sønner og det kostede ham friheden.

Lige ved siden af Patrizi-alteret er der et gravmæle for den unge Massimiliano Pernstein, som nu har fået en side i Guiden. Desuden er der tilføjet en side om maleren Giuseppe Puglia, der havde tilnavnet "Il bastaro" efter sin faders erhverv som saddelmager (på italiensk: "bastaro" eller "bastaio"). Jeg har lavet en side om dette erhverv, samt en side om det lav, som saddelmagerne var en del af: Università dei Falegnami, og en side om lavets religiøse broderskab Arciconfraternita di San Giuseppe dei Falegnami.

Af andet nyt, som er kommet til i den forløbne måned, kan nævnes sider om: Pave Calixtus III, Pave Eugen III og Pave Nikolaus IV, samt om de konklaver som førte til deres valg og som fulgte efter deres død: konklavet i 1455, konklavet i 1458, pavevalget i 1145, pavevalget i 1153, konklavet i 1287 og konklavet i 1292.

Calixtus var før han blev Pave blevet medlem af et religiøst broderskab viet til "Lo Spirito Santo" ("Helligånden"), L'Arciconfraternita di Santo Spirito, som Pave Eugen IV havde fået genoplivet med sin bulle "Salvatoris nostri" den 25. Marts 1446. Dette broderskab har nu fået en side i Guiden, ligesom Eugen IV's bulle. Jeg har i den forbindelse også så småt startet en side med oversigt over pavelige buller og breve. Broderskabet fik medlemmer fra alle lande og vor egen Kong Kristian I blev også medlem. I 1474 aflagde han besøg hos Pave Sixtus IV og i Ospedale di Santo Spirito in Sassia findes en fresko, der foreviger dette besøg.

Endelig er der blevet tilføjet en side om Festen for den hændelse i Jesu liv, som kaldes "Forklarelsen på bjerget" ("Trasfigurazione di Gesu"), som Calixtus III gjorde til officiel festdag i 1457.

Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine læsere en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Vi holder juleferie og næste nyhedsbrev vil derfor først blive udsendt i begyndelsen af Februar 2011.


d. 7. November 2010:

Sidste måned fortalte jeg om opdateringen af en side om maleren Domenico Cresti, kaldet Il Passignano. Et af hans værker er altertavlen i Kirken Santa Prisca på Aventin. Jeg har nu benyttet lejligheden til at opdatere siderne om denne Kirke (Kort om Santa Prisca, Mere om Santa Prisca, Plan over Santa Prisca) samt tilføje to nye sider: Rundgang i Santa Prisca og Fotos fra Santa Prisca. De tilknyttede sider om helgeninderne ved navn Santa Prisca/Priscilla og den gamle huskitke Titulus Aequilae et Priscillae har også fået en opdatering.

Siden "Rundgang i Kirken Santa Maria Maggiore" skrider også fremad - omend langsomt. Det meste af det Højre Sideskib er nu beskrevet og jeg er så småt begyndt at "fylde kød på" i form af sider om de forskellige personer, der nævnes. Denne gang drejer det sig om kunstnere som Salvatore Fontana, Leon Battista Alberti, Giuliano da Sangallo, Antonio da Sangallo den Ældre samt andre kunstnere med dette navn, Domenico Guidi og Ercole Ferrata.

En af de ting, der gik tabt, da Kirken fik sit nuværende udseende, var en mosaik med to medlemmer af Paparoni-familien, som havde doneret midlerne til den tidligere cosmatiske gulvbelægning. Den spændende Paparoni-familie har nu fået en side.

Højt oppe i Santa Maria Maggiore's højre side ligger det store og rigtudsmykkede Cappella Sistina, sam Pave Sixtus V lod bygge. Annas Rom Guide har fået tilføjet en side med en Rundgang i dette kapel, samt en side om det gamle "krybbe-kapel", som man har forsøgt at flytte ned i krypten under det nye kapel.


d. 8. Oktober 2010:

Annas Rom Guide er siden sidst blevet beriget med flere sider om kunstnere, som har deltaget i udsmykningen af Kirken Santa Maria Maggiore. Der er nu sider om Bernardino Ludovisi, Giuseppe Lironi og Lironi-familien, Carlo Monaldi, Agostino Corsini og Corsini-familien, Nicolas Cordier, Simone Costanzi, Carlo Rainaldi, Girolamo Rainaldi og Rainaldi-familien, Francesco Fancelli, Giacomo Antonio Fancelli, Cosimo Fancelli og Fancelli-familien, Francesco Caporale og endelig Domenico Cresti, kaldet Il Passignano.

Desuden har den franske Kardinal Guillaume d'Estouteville, der stod bag flere store arbejder i Kirken, fået en side.

Jeg arbejder for tiden videre med en rundgang inde i Santa Maria Maggiore, men indtil nu er det synlige resultat blot en særlig side med en Rundgang i Kirkens Dåbskapel (Battistero) og de rum, der ligger i tilknytning hertil: Kirkens nuværende Sakristi, kannikernes sakristi kaldet Sacrestia dei Canonici, to små sidekapeller og Cappella di San Michele, samt den lille indre gårdsplads, der ligger bagved dette kapel.

Endvidere har jeg udbygget siderne om Kirken San Francesco di Paola på Oppio-højen: Kort om San Francesco di Paola, Mere om San Francesco di Paola og Rundgang i San Francesco di Paola og tilføjet en Plan over Kirken.


d. 7. September 2010:

I sidste måneds nyhedsbrev nævnte jeg det just påbegyndte arbejde på en side om mosaikkerne og freskerne under og mellem vinduerne i Kirken Santa Maria Maggiores hovedskib. Denne side er nu færdig og jeg har desuden tilføjet en side med en tur rundt omkring Kirken med en gennemgang af dens ydre, samt en fotoside hertil. En Rundgang INDE i Kirken hører til næste måneds opgaver.

Annas Rom Guide er også i den forløbne måned blevet udvidet med en række sider om nogle af de kunstnere, hvis arbejder kan ses i Kirken og udenpå den: Peter von Verschaffelt, Giovanni Battista Maini, Pietro Bracci, Ferrau Fenzoni, Aureliano Milani, Andrea Lilio, Ventura Salimbeni og andre kunstnere af dette navn, Carlo Marchionni, Filippo della Valle og Francesco Queirolo. Samt en side om Kardinal Domenico Pinelli, der i 1593 sørgede for en større udsmykning af Kirken.

Pave Sixtus III har fået en side og de to pavevalg i forbindelse med ham ligeledes: Pavevalget i 432, hvor han blev valgt, og Pavevalget i 440 efter hans død. Desuden har Kardinal Ottavio Paravicino fået en side.

I sidste måned omtalte jeg festen for Santa Maria della Neve, denne gang er der tilføjet en side om festen for "Circoncisione di Gesù" og en udvidelse af siden om "Festa di Santa Madre di Dio".


d. 8. August 2010:

For ganske få dage siden, den 5. August, fejrede man i Rom ved Kirken Santa Maria Maggiore "Snemiraklet" og "Madonna della Neve" til minde om den dag i år 358, hvor Pave Liberius begav sig ud i Rom efter om natten i en drøm at have set Jomfru Maria, der bad ham bygge hende en kirke på et sted, som hun ville vise ham ved at lade det blive ramt af et snevejr. Stedet viste sig at være Cispius-højtoppen på Esquilin og Kirken er Santa Maria Maggiore, dog i en lidt senere skikkelse fra perioden 432-446.

Annas Rom Guide er i løbet af de sidste par måneder blevet forøget med sider om denne Kirke - dog er jeg kun så småt kommet i gang med arbejdet, som vil fortsætte i den kommende tid. For øjeblikket er der følgende sider: Kort om Santa Maria Maggiore, Mere om Santa Maria Maggiore (Kirkens historie), en side med Fotos fra Santa Maria Maggiore og en side med udgravningerne under Kirken.

Her har man fundet nogle spændende vægfresker med kalendermotiver, som måske er inspireret af den såkaldte Calendario Filocaliano. Jeg har derfor skrevet en række sider om dette emne: Calendario Filocaliano, som er en del af skriftet Chronographus Anni 354, skrevet af kalligrafen Furius Dionysius Filocalus til en vis Valentinus i år 354 efter Kristus. Samme Filocalus udfærdigede også den skrifttype som blev brugt ved indgraveringen af Pave Damasus I's epigrammer ved martyrgravene.

En anden del i Chronographus Anni 354 er en liste over seværdigheder i Roms dengang 14 kvarterer ("regioni"), som Kejser Augustus havde opdelt byen i. Denne liste findes i to vigtige udgaver kaldet henholdsvis "Notitia Regionum Urbis XIV" og "Curiosum urbis Romae regionum XIIII". Sider om disse er ligeledes blevet tilføjet Guiden ligesom en lille oversigt over sådanne kataloger.

To nye Pave-sider er også kommet til, om Pave Liberius og om Pave Damasus I. Og i den forbindelse har jeg lavet nogle sider om forholdene ved deres valg: Pavevalg 352, Pavevalg 366 og Pavevalg 384. Det var turbulente tider og Modpaverne Felix II og Ursinus har også fået deres sider.

Santa Maria Maggiore er inkluderet i Guidens Viminaltur og på denne tur har jeg tidligere under omtalen af Palazzo Laurati i Via IV Novembre nævnt den kendte munk og tandlæge Fra Giovanni Battista Orsenigo. Da jeg modtog noget mere materiale herom, har jeg tilføjet en side om denne personlighed, samt en side om den religiøse orden, som han tilhørte: "Fatebenefratelli", der stadig passer Hospitalet på Tiberøen.

I øjeblikket arbejder jeg på en side om mosaikkerne og freskerne under og mellem vinduerne i Santa Maria Maggiores hovedskib. Indtil videre er kun den venstre side nogenlunde gennemarbejdet, men resten følger forhåbentlig i løbet af ugen.


d. 8. Juni 2010:

De nye sider, som jeg har lavet til Annas Rom Guide i denne omgang, kom i den første del af perioden især til at dreje sig om fotografier. Og den første tekstside skyldes sin tilblivelse, at jeg fik tilsendt et fotografi fra en plads i Rom, som jeg endnu ikke har nået at behandle: Piazzale Ostiense, hvor der står et monument for ofre for fascisme, nazisme og racisme, som nu har fået en side i Guiden.

Desuden har jeg lavet en række fotosider, der følger Quirinalturen, hvorefter jeg er fortsat med at udbygge denne tur, stadig med oplysninger der vedrører området omkring Piazza del Quirinale.

Heroppe lå Vigna Ginucci (eller Ghinucci), der ejedes af Ghinucci-familien. Ved siden af lå den gamle Kirke Sant'Andrea de Caballo, som blev overdraget til San Francesco Borgia, der var Ordensgeneral i Jesuiter-Ordenen og i familie med den berygtede Borgia-pave Alexander VI. Jeg har lavet en side om helgenen og en side med en oversigt over familieforholdene blandt Alexander VI's efterkommere. Der er allerede fra tidligere en side om Borgia-familien i Guiden, men den omhandler kun Alexander VI's nærmeste familie. Hans mange børn og børnebørn blev imidlertid gift ind i flere af tidens mest indflydelsesrige familier og mange fyrste- og kongehuse nedstammer fra ham.

Ved nutidens Piazza del Quirinale lå også indtil 1616 den lille kirke San Saturnino de Caballo. Det var en meget gammel kirke, som af Julius II blev overdraget til Benediktiner-Ordenen, der lod bygget et stort Kloster ved siden af Kirken. Begge dele blev revet ned i 1616 for at give plads til udvidelsen af kørevejen op til Quirinalet, den nuværende Via della Dataria.

Og så ønsker Annas Rom Guide sine besøgende en Rigtig God Sommer. Det næste nyhedsbrev vil blive udsendt i begyndelsen af August måned.


d. 7. Maj 2010:

Blandt forrige måneds nyheder var en side om Institutionen La Sacra Consulta, som blev oprettet af Pave Sixtus V i 1588 med bullen "Immensa Aeterni Dei". Der er nu kommet en side om denne bulle i Annas Rom Guide.

Dengang fortalte jeg også om den gamle Kirke San Salvatore de Cornutis. Siden har jeg lavet en side om Kirken San Girolamo, som den gamle Kirke kom til at hedde, da den i slutningen af 1500-tallet blev overdraget til den Orden, der kaldtes I Girolamini, Gerolomini, Hieronymitterne eller Hieronymus' Eremitter. Denne Orden fik en side i Guiden i forrige måned, mens en anden San Girolamo-Orden, I Gesuati, har fået en side i denne måned.

Inde i San Salvatore de Cornutis var der flere gravmæler for områdets mægtigste familier, blandt andet for medlemmer af Cavalieri-familien og Particappa-familien, og disse to familier har nu fået hver deres side. Et medlem af Cavalieri-familien, Emilio de' Cavalieri, skrev i 1599 stykket "Rappresentazione di Anima e Corpo", som blev opført i 1600 i Kirken Santa Maria in Vallicella. Med dette stykke opstod den musikalske genre, der kaldes "oratorium". Et medlem af Particappa-familien, Mariano Particappa, var i 1486 "Guardiano" i det religiøse broderskab Confraternita del Gonfalone og medforfatter til et af de religiøse "skuespil", som denne forening opførte hvert år i Påsken i Colosseum. Jeg har lavet sider om Confraternita del Gonfalone, om broderskabets "skuespil" La Passione di Cristo, om disse religøse opførelser, "Sacre Rapprensentazioni", som på dansk kaldes Passionsspil eller Mysteriespil, og om den Via Crucis, der har erstattet mange af Passionsspillene.

I den forløbne måned har vi fejret "Roms fødselsdag" den 21. April. Annas Rom Guide er derfor blevet beriget med nogle sider om dette emne: en side om festen "Natale di Roma", en side om de historiske og arkæologiske overvejelser om Roms grundlæggelse, og en side om Den Italienske Republiks emblem "La Stella d'Italia", som blev tegnet i 1948 af kunstneren Paolo Paschetto.

Og så fortsætter jeg ellers arbejdet med sider om området mellem Quirinalhøjen og Via Nazionale. Denne gang er der blevet tilføjet en side om fontænen og statuerne på Piazza del Quirinale, "Fontana di Montecavallo", samt en side med fotos hertil.


d. 9. April 2010:

Italiens Forfatnings-Domstol hedder "Corte Costituzionale" og den har til huse i et stort palæ på Piazza del Quirinale nr.41. Bygningen hedder Palazzo della Consulta, "Rådets Palæ" og udgøres af en hovedbygning ud mod pladsen, to sidebygninger ud mod henholdsvis Via della Consulta og Vicolo Mazzarino, samt en smal bagbygning ud mod den lille plads, der forbinder de to sidegader. Komplekset stammer fra 1737 og indeholder mange flotte rum med smukke udsmykninger, men er desværre ikke tilgængeligt for almindelige turister. Man kan dog få sig et indtryk af pragten på Domstolens hjemmeside, hvor der findes en virtuel tur i palæet.

Jeg har i løbet af den sidste måned udbygget den korte side om Palazzo della Consulta, som jeg tidligere havde lagt i Annas Rom Guide, og desuden lavet en Uddybende side om Palæet, samt en gennemgang af de rum, som man kan se illustreret på den ovenfornævnte virtuelle tur.

Jeg har også tilføjet nogle sider om de offentlige instanser, som har og har haft til huse i Palazzo della Consulta. Først og fremmest nutidens Corte Costituzionale, men også den Tribunale della Sacra Consulta ("Det Hellige Råds Domstol"), som Pave Sixtus V i slutningen af det 16.århundrede lod flytte ind i det tidligere Palazzo Ferrero sammen med det pavelige korrespondencekontor, der dengang kaldtes La Segreteria dei Brevi, og to militærkorps: "Cavalleggeri" og "Corazze". La Sacra Consulta var en del af Curia Romana og en side om dette omfattende "pavelige statsapparat" er nu også kommet til.

Lidt længere nede af Via XXIV Maggio lå som tidligere nævnt Pomponio Leto's hus, som han testamenterede til Angelo Colocci, der stillede det til rådighed for den græske "skole", som Pave Leo X grundlagde i 1514. Skolen kaldtes "Gymnasium Caballini Montis" og bestyredes de første år af den græske humanist Janos Lascaris, der var flygtet fra sit hjemland efter Constantinopels fald og havde tilbragt mange år i Firenze hos Lorenzo Il Magnifico, der var far til Paven. Jeg har denne gang udbygget siden om Lascaris og lavet en side om "Skolen", hvor man forøvrigt også havde en lille trykpresse, der fremstillede nogle af de første bøger, der blev trykt i Rom med græsk sats.

Angelo Colocci's hus blev senere omdannet til Kloster for Hieronymitter, i Rom kaldet "I Girolamini" eller "Gerolomini", da disse overtog den tidligere Kirke San Salvatore de Cornutis, der havde ligget på stedet fra 1205.

Endelig har jeg udvidet Aventinturen med en side om Rytterstatuen af den albanske helt Giorgio Castriota ScanderbegPiazza Albania, da jeg fra en af Guidens besøgende modtog et meget flot fotografi af denne statue med ret til at anvende det som illustration.


d. 7. Marts 2010:

I forlængelse af siderne om parken Giardino del Quirinale, som blev tilføjet Guiden i sidste måned, har jeg denne gang lavet en side om den tyske Kejser Wilhelm II's besøg i Rom i 1888, der blev årsag til parkens anlæggelse og nedrivningen af de gamle kirker Santa Maria Maddalena og Santa Chiara. Den sidste antog man tidligere var tegnet af Giacomo della Porta, men nyere undersøgelser viser, at dette ikke er tilfældet. Det er istedet Annibale Lippi, der var mester for Kirken, og jeg har nu opdateret Guiden med en side om Annibale Lippi, samt en side om hans far Nanni di Baccio Bigio og en oversigtsside over Lippi-familien.

Desuden har jeg tilføjet en side om billedhuggeren Raffaello Romanelli, der har udført statuen i Giardino del Quirinale.

Ellers er det desværre ikke blevet til så mange nye sider i den forløbne måned, da et computernedbrud endnu en gang har stoppet arbejdet. Jeg er nu gået over til et andet system og håber på, at det ikke forårsager nogen problemer for Jer, der besøger Annas Rom Guide.

Nogle få sider mere, har jeg dog nået at tilføje: en oversigtsside over historiske forretninger - udformet efter den liste, som Comune di Roma for nylig har offentliggjort, og nogle sider knyttet til området ved det nuværende Palazzo Pallavicini-Rospigliosi. Her lå i slutningen af 1500-tallet en ejendom, som tilhørte en vis Bernardo Acciaiuoli, en bank- og handelsmand der stammede fra Firenze. Der er nu i Guiden en side om Bernardo og en om Acciaiuoli-familien. Og udover siden om Casa di Bernardo Acciaiuoli har jeg også opdateret en side om en naboejendom, som ejedes af Bernardo's ven og kompagnon Kaptajn Mario Spiriti. De to herrer var amatørarkæologer og fik gode resultater af deres udgravninger i dette område, hvor ruinerne fra Constantin's Termer stadig stod.


d. 7. Februar 2010:

Overfor Palazzo del Quirinale ligger der - mellem Via della Consulta og Via Ferrara - et lille, ikke særligt besøgt parkanlæg, der dog har sin egen spændende historie at fortælle.

Parken, der idag blandt andet kaldes Giardino del Quirinale, blev anlagt i forbindelse med et statsbesøg af den tyske Kejser Wilhelm II i 1888, men fik først senere sin nuværende form tegnet af den franske havearkitekt Edouard André. (En side med fotos fra parken er også tilføjet). Først i år 1900 kom statuen midt i haven til. Det er en af Roms omkring 12 rytterstatuer og den forestiller Carlo Alberto di Savoia-Carignano, far til Kongeriget Italiens første konge, Vittorio Emanuele II.

For at skabe plads til parken måtte nogle tidligere bygninger på stedet rives ned. Det gik ud over den lille Kirke Santa Chiara al Quirinale med det tilhørende Kloster for Klarisser-nonner og en anden lille beskeden kirke, Santa Maria Maddalena, og det tilhørende Kloster. Her havde en lille gruppe Dominikaner-nonner ellers havde levet i klausur fra enken Maddalena Orsini i 1581 betalte for byggeriet til de i 1839 modstræbende måtte flytte og overlade deres hjem til Sacramentiner-nonnerne.

Maddalena Orsini var en af de velhavende enker i datidens Rom, som ønskede at bruge deres formue til at støtte forskellige reform-retninger og godgørende institutioner, dels ved pengegaver, dels ved personligt at involvere sig i byggeri af kirker og klostre. Listen over disse kvinder tæller navne som Vittoria Colonna og Giovanna d'Aragona, Caterina de' Nobili og Porzia Massimi. Jeg har lavet en samlet side om disse "kvindelige kirkebyggere".

Det var samtidig en tid, hvor klostre, der husede kvindelige beboere, blev indrettet til klausur, hvor nonnerne levede et afsondret liv bag de højre mure og lukkede døre, hvorigennem heller ikke nogen fremmede måtte gå. Jeg har derfor tilføjet en side om begrebet klausur.

Maddalena Orsini's søster, Giulia Rangoni, var blandt de kvinder, der startede et hjem for fattige piger på det sted, hvor Palazzo Rospigliosi ligger idag. Dette Conservatorio delle Zitelle di Santa Maria del Rifugio lod Pave Paul V i 1612 flytte til bygninger nedenfor Quirinalhøjen, hvor nu Kirken Santa Rita ligger. Ved flytningen fik Kirken nu navnet Santa Maria delle Vergini, mens det nye navn stammer fra 1904. Om denne Kirke har jeg nu lavet flere sider: en kort-fortalt side, en side om Kirkens historie, en Rundgang i Kirken, en Plan over Kirken og en side med fotos fra Kirken.

Endelig har jeg udvidet siden om den nærliggende Via Parma og i den forbindelse lavet en side om Silketræet (også kaldet Silkerosentræet), som danner den smukke grønne allé fra Via Nazionale og op til Via Piacenza, hvor indgangen til Giardino del Quirinale ligger.


d. 9. Januar 2010:

Annas Rom Guide ønsker alle sine besøgende og læsere Godt Nytår!

Og hvad er der så kommet til af nye sider i Guiden i løbet af den travle December måned og de første hektiske dage i det nye år? Herunder følger en kort oversigt:

Gennemgangen af Kirken Sant'Andrea al Quirinale blev foreløbigt afrundet med en side med Rundgang i Kirken, samt en Plan over Kirken. Siden om Kirkens gulvmosaikker, som jeg omtalte i sidste nyhedsbrev, har fået tilføjet sider om de på mosaikkerne nævnte personer: Spinolafamilien, Kardinal Camillo Melzi og Kardinal Francesco Maria Sforza Pallavicino. Pallavicini-familien er tidligere behandlet i forbindelse med Palazzo Pallavicini-Rospigliosi, men jeg har nu tilføjet en kort side om nogle af de ægteskabelige forbindelser, familien har indgået.

Til højre for Sant'Andrea al Quirinale ligger Jesuiternes tidligere Noviciatsbygning - på det sted, hvor Kejser Domitian i perioden 81-96 efter Kristus lod rejse et "Brand-Alter" efter et løfte afgivet under den store brand under Nero i år 64. Man mener, at sådanne altre blev rejst i hele ødelæggelsens randområde og der er fundet flere indskrifter fra disse helligdomme. Under Noviciatsbygningen blev der udgravet et næsten komplet alter-kompleks, som desværre ikke er tilgængeligt for besøgende.

Lige øst for det sted, hvor Alteret stod, omkring Via Piacenza og på skråningen ned mod Via Nazionale, havde Betitius-familien deres hus, kaldet enten Domus Betitiorum eller Domus Betiti Perpetui Arzygi, efter nogle af slægtens fremtrædende medlemmer, far og søn, som bar navnet Betitius Perpetuus Arzygius. Sønnen var Consul i Tuscia og Umbria efter år 366 efter Kristus, mens faderen var udsendt som Corrector Siciliae under Kejser Constantin omkring år 315. For fuldstændighedens skyld er der lavet en side med en kort forklaring om embedet kaldet Corrector Provinciae.


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Bøger og links om Rom
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er sidst opdateret d. 5.6.2014