d. 8. December 2014:

Et stykke inde på Via degli Specchi, som jeg omtalte i sidste måneds nyhedsbrev, ligger sidegaden Via di San Salvatore in Campo, opkaldt efter den Kirke, som optager en del af karréen mellem de 2 gader og Piazza di San Salvatore in Campo, der ligger foran kirkens indgang.

Disse stednavne har nu fået egne sider i Annas Rom Guide, og det samme gælder den lille og ret uanselige kirke, hvorom der kan læses på følgende sider: Kort om San Salvatore in Campo, Mere om San Salvatore in Campo, og En Rundgang i San Salvatore in Campo.

Kirken har kun ligget på dette sted fra 1638, da den blev genopbygget efter at en ældre kirke, San Salvatore de Domno Campo, måtte rives ned, da Palazzo del Monte di Pietà skulle udvides. At kirken blev genopbygget på ruinerne af et antikt Mars-Tempel, vidste man tilsyneladende ikke. Disse blev først udgravet i 1837 og i starten mente man, at det havde stået langs med nutidens Via degli Specchi. Senere undersøgelser har vist, at det har ligget på tværs af gaden omkring nutidens Via di San Salvatore in Campo. Under Kirken og de tilstødende huse findes stadig rester af de gamle søjler.

Templet kaldtes Aedes Martis in Circo, fordi det lå tæt ved den vestlige udkant af området Circus Flaminius. Det var opført omkring år 133 før Kristus efter ønske af konsulen Decimus Junius Brutus Callaicus, der fik den græske arkitekt Hermodorus fra Salamis til at tegne bygningen. Til at dække udgifterne brugte han sit krigsbytte efter en sejr i Nordspanien og han sparede ikke på noget. Flere store statuer af den græske billedhugger Skopas blev anbragt i Templet og Callaicus' klient digteren Lucius Accius forfattede de indskrifter, som kom til at pryde indgangen.

Et af de huse, der også er bygget ovenpå Tempelruinerne, tilhørte en embedsmand under Pave Paul III i slutningen af 1500-tallet. Vi ved ikke meget om denne Alessandro Lancia, men han lod sit hus udsmykke med spændende malerier, hvoraf der dog kun er ganske lidt tilbage på facaden. Her anbragte han også sin velynders våben: Paven var af Farnese-familien og våbnet med de mange liljer ses stadig rimeligt tydeligt.

På østsiden af Piazza di San Salvatore in Campo ligger et andet gammelt hus, som imidlertid blev kraftigt ombygget i 1800-tallet. Den gamle portal fra 1500-tallet er dog bevaret. Det huser idag Collegio dei Missionari del Spirito Santo og er interessant for sine indskrifter på facaden og for det lille Madonna-billede af Maria og Barnet, som sidder over døren.

Et andet interessant Madonna-billede sidder på hjørnet af Via di San Salvatore in Campo og Via degli Specchi. Det drejer sig om en Madonna della Divina Provvidenza, en kopi af det maleri, som Scipione Pulzone malede omkring 1580 og som idag findes i Barnabiter-Klosteret ved siden af kirken San Carlo ai Catinari. Denne Madonna-type kan også ses andre steder i Rom, blandt andet på et gadealter i Via delle Botteghe Oscure, hvortil det blev flyttet efter at have haft plads på husets anden side og i 1796 udvirket mirakler ved at bevæge øjnene og med sit kærlige blik trøste de skrækslagne romere, da Napoleons tropper var på vej ned i Italien.

Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende en Rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Det næste Nyhedsbrev vil først blive udsendt omkring den 7. Februar 2015 !

d. 7. November 2014:

Den røde tråd i månedens nyheder er Santacroce-familien, en fornem romersk familie med rødder så gamle, at de endog mente at nedstamme fra Publius Valerius Poplicola, som var konsul i år 508 og 504 før Kristus. Blandt familiens myter var også den, at det var en af deres slægtninge, som bragte det kostbare Kors-relikvie til Rom.

Familien med Santacroce-navnet nævnes dog først i Rom af kilder fra 1100-tallet og fremover, hvor de fra 1200-tallet havde besiddelser i kvartererne Rione Sant'Angelo og Rione Regola i et område kaldet "Contrada Santacroce". Det var en af de familier, som i disse urolige år og op til 1400-tallet sloges om magten i Rom, hvor deres hovedmodstander var Margani-familien, der havde ejendom i nabolaget. Santacroce-familien var blandt Orsini-familiens allierede og de 2 familier var også indgiftede.

Nutidens Rom rummer mange minder om Santacroce-familien, som først i mandlig linie uddøde i slutningen af 1800-tallet, og Annas Rom Guide er nu blevet forøget med sider om:
Santacroce-familien, Santacroce-familiens våben, Contrada Santacroce, Palazzetto Santacroce a Sant'Angelo, Torre dei Santacroce, Et mindre hus med bemalet facade tilhørende familien, Palazzo Santacroce ai Catinari og Palazzo del Monte di Pietà, som oprindeligt byggedes af familien Santacroce.

Familiens ældste huse lå i og ved Via in Publicolis og de inddrog den lille kirke Santa Maria in Publicolis som deres familiekapel og gravkirke. Der er lavet følgende sider om kirken: Kort om Santa Maria in Publicolis, Mere om Santa Maria in Publicolis, En Rundgang i Santa Maria in Publicolis og en Plan over Kirken, samt en side om det tilstødende hus, der tidligere ejedes af Santacroce-familien, men idag er hovedsæde for ordenen Missionari dei Sacri Cuori di Gesù e di Maria. Også denne orden og dens grundlægger San Gaetano Errico har fået sider i Guiden.

Santacroce-familiens nyere ejendomme lå i kvarteret vest for nutidens Via Arenula - og man må her huske på, at før anlægget af denne gade i 1880'erne var der en ganske anderledes sammenhæng i dette område, som strækker sig fra Piazza Costaguti i øst til Via Arco del Monte i vest. Heromme, i den vestlige del, er Annas Rom Guide ligeledes blevet udvidet med nogle sider om: Via degli Specchi og Palazzo dei Signori. Desuden er der lavet en side om Vicoli in Publicolis, som ligger i Contrada Santacroce's østlige del.

d. 7. Oktober 2014:

Som regel haster man bare forbi Piazza Cairoli, der blot udgør en helle på vejen mellem Largo Argentina og Campo dei Fiori - eller står som nogle grønne træer bag de mange mennesker, der venter på sporvognen i Via Arenula, når man er på vej til eller fra Ponte Garibaldi. Men Pladsen er såmænd rig på både historie og historier, hvia man stopper op et øjeblik.

Hele området mellem Via dei Giubbonari og Via Arenula, fra Kirken San Carlo ai Catinari og ned til Via degli Specchi, udgør idag Piazza Benedetto Cairoli, men sådan var det ikke før den brede trafikåre Via Arenula blev anlagt i 1888. Hvor denne gade nu løber, stod et sammensurium af huse, palæer, gader og pladser, der alle er forsvundne eller ændrede. Foran San Carlo ai Catinari var der også dengang en lille plads, men syd for denne og langs med den nuværende Via Arenula lå der nogle huse tilhørende familien Branca. Og ud for disse en anden lille plads: Piazza Branca.

Det er disse 2 pladser, der idag er smeltet sammen til Piazza Benedetto Cairoli, som omkring 1890 blev opkaldt efter patrioten og politikeren Benedetto Cairoli.

Smeltet sammen er måske så meget sagt, for Piazza Cairoli virker også idag som 2 forskellige pladser - den nordlige, brolagte og trafikerede del ud for San Carlo ai Catinari - og den sydlige del med sin lille træbevoksede og fredelige grønne have, som blev anlagt i 1890 af den franske havearkitekt Edouard André og beplantet med plataner, elmetræer, stenege og palmer, samt udsmykket med en fontæne med 3 skåle i granit, hvoraf den midterste stammer fra Forum Romanum. Alt sammen bekostet af den tyske Baron Wilhelm Hüffer, der levede sine sidste 15 år i Rom, hvor han døde i 1895. - En indskrift til minde herom kan ses på det palæ, der danner pladsens sydgrænse.

Annas Rom Guide er nu blevet beriget med en side om Piazza Cairoli, om fontænen og om den statue, som kan ses mod nord i det grønne anlæg. Den forestiller statsmanden Federico Seismit-Doda, der også har fået en side i Guiden, ligesom Benedetto Cairoli der har lagt navn til pladsen.

Om Kirken San Carlo ai Catinari, der ligger ved pladsens nordside, har jeg også forfattet nogle sider: en Kort om Kirken-side, en Mere om Kirken-side, samt en side med en Rundgang i Kirken.

d. 6. September 2014:

I Roms sociale historie er "Tata Giovanni" en kendt og elsket figur. Denne "Fatter Giovanni" var en from murermester, der på sine ture gennem byen i slutningen af 1700-tallet så, hvorledes de mange, forældreløse og hjemløse gadebørn lå og sov på trappetrinene ved Pantheon og på byens bænke. Synet smertede ham og han tog sagen i sin egen hånd. Han opsøgte de stakkels unge og inviterede dem til sit hjem, hvor hans søster hjalp dem med et måltid mad og en sengeplads. Efterhånden fik han sine venner og bekendte interesseret i drengenes skæbne og fik på den måde arrangeret, at de også blev undervist - i religion, i regning og skrivning og i håndværk, så de kunne få mulighed for at tjene til livets ophold på ærlig vis senere hen.

"Tata Giovanni"'s borgerlige navn var Giovanni Borgi og til hans minde har en ganske lille gade vest for Via Arenula fået navn: Via Giovanni Borgi.

På senere et tidspunkt fik den institution, som "Tata Giovanni" havde grundlagt, mulighed for at have lokaler i Klosteret ved den nu forsvundne kirke Sant'Anna dei Falegnami. Den stod der, hvor nu Via Arenula og Largo Arenula ligger, og blev revet ned, da disse skulle anlægges. Men også denne Kirke har fået sit minde i et gadenavn i området: Via di Sant'Anna.

Via di Sant'Anna hed forøvrigt tidligere Via del Monte della Farina, mens tværgaden, der nu bærer dette navn, i stedet hed Via del Crocifisso. Annas Rom Guide har nu fået sider til disse gamle gadenavne, samt til andre nu forsvundne stednavne: Via del Monte della Farina (gl.), Via del Crocifisso (gl.), Piazza di Sant'Anna, Piazza di San Biagio.

Ved den sidstnævnte plads stod en anden nu forsvunden kirke: San Biagio dell'Anello, viet til San Biagio og dennes bispering, som man opbevarede i Kirken. Den blev siden flyttet til San Carlo ai Catinari. Kirken San Salvatore de Iulia, der lå i nærheden af Sant'Anna dei Falegnami, er også forlængst forsvundet.

Mellem Via di Sant'Anna og Via Giovanni Borgi står i dag et nyt stort palæ, bygget i eklektisk stil i 1895 og tegnet af arkitekterne Camillo Boggio og Giulio Podesti. Området husede også i Antikken spændende bygninger, som vi dog ikke kender så meget til: Domus Pulverata, hvor en vis Scholasticus holdt sin slave lænket. Man har fundet dennes halsring med en indskrift. - Og de 4 mindre badeanstalter tilhørende en Lupus, en Gryllus, en Fortunatus og en Faustus, som vi kender fra Martials epigrammer.

d. 6. August 2014:

I 1150 slog Orsini-familien sig ned i ruinerne af det antikke Pompejus-teater, og byggede en befæstet bolig, som kaldtes Arpacasa. Det er muligt, at blandt andet en søjlerække i Via dei Giubbonari nr.61-63 er rester af denne bygning.

For at forsvare deres position i Rom befæstede familien som nævnt de gamle ruiner og på flere steder, hvor disse fremstod særligt høje og kraftige, udbyggedes de ligefrem til fæstningstårne. En fæstningsmur forbandt beboelsesbygningen og tårnene. Det er ikke umiddelbart nemt at genkende disse tårne i det moderne gadebillede, men man kender til flere fæstningsrester, heriblandt 4 tårne i umiddelbart nærhed af hinanden og af nutidens Campo de' Fiori:

- først og fremmest naturligvis hovedtårnet Torre Arpacasa, som eksisterede i mange hundrede år,
- et tårn i Via dei Chiavari - i gården til nr.38 - det såkaldte Torre Tofara,
- et tårn i Vicolo dei Chiodaroli nr.15,
- og et tårn i Via del Monte della Farina nr.30.

Det sidste tårn er idag inkorporeret i en ret speciel bygning, som tilhørte de tyske skomageres laug, Schola Sutorum Germanicorum, som det kan læses ud af tekstfrisen på facaden. Dette laug købte i 1459 ejendommen til mødested, herberg og plejehjem for deres syge og nødlidende medlemmer. De tyske skomagere i Rom havde desuden i begyndelsen af 1400-tallet dannet et religiøst broderskab - ligesom de romerske skomagere havde deres eget broderskab. Skomagernes skytshelgener var Santi Crispino e Crispiniano, hvorom der nu er en side i Annas Rom Guide, ligesom begge broderskaber har fået sider. Jeg har i den forbindelse også lavet en kort, samlet side om erhvervet "skomager": "calzolaio".

Der er ligeledes kommet sider om de 3 gader, som har beskæftiget mig i de sidste måneder: Via dei Chiavari, Vicolo dei Chiodaroli, og Via del Monte della Farina.

I denne sidste gade lå engang det tyske herberg og hospital Ospedale di Sant'Andrea dei Teutoni. Det blev revet ned sammen med rester af ruiner fra Pompejus-Teatret og de taverner, som var opstået deri, da den tyske menighed ved Kirken Santa Maria dell'Anima i 1893 lod opføre den bygning, som man idag kan se mellem sidegaderne Via dei Barbieri og Via di Sant'Anna. En lang tekstfrise på facaden minder om dette arbejde.

Den sidste side, som skal nævnes i dette nyhedsbrev, handler om det lille gadealter med Pinsemotiv, som sidder på muren i Via dei Chiavari nr.41.

d. 9. Juni 2014:

Meget af sidste måneds nyhedsbrev handlede om det nu forsvundne Pompejus-Teater, hvoraf der dog stadig findes rester i områdets bygninger og gadeforløb.

Teatrets indre kurve ved overgangen til scenen kan for eksempel stadig fornemmes i den buede Via di Grottapinta, som nu har fået en side i Annas Rom Guide. Denne spændende gade løber i en bue fra den lille Piazza dei Satiri i syd til det trekantede torv Largo del Pallaro i nord. Også om disse pladser er der nu sider i Guiden.

I Via di Grottapinta ligger den lille Kirke Santa Maria di Grotta Pinta, som idag anvendes af et privat firma til udstillingslokale. Jeg har skrevet 2 sider om Kirken - en Kort om...-side og en uddybende side om Kirkens historie. Samt en side om Maria-billedet Madonna di Grottapinta.

Her i gaden lå også en anden gammel kirke, som nu er helt forsvunden, men har fået sin egen side: San Salvatore ad Arcum.

Overfor Kirken sidder på hjørnet af Largo del Pallaro, under en stor baldakin på det såkaldte Palazzetto Azzurri, et billede af Madonna del Buon Consiglio. Området heromkring er særdeles rigt på disse små gadealtre. På nordsiden af Pladsen sidder - næsten helt oppe ved Via dei Chiavari - 2 andre altre: ved nr.14 en fresko af Maria Assunta fra 1700-1800-tallet og ved nr. 18 et maleri af en bedende Maria fra 1800-tallet.

Også på Piazza dei Satiri finder vi et gadealter fra 1700-tallet. Heri ses et smukt billede af Madonna med Barnet og Josef. Flere af ejendommene på denne Plads har tilhørt den spanske koloni i Rom. Huset til venstre har tilhørt Kirken San Giacomo degli Spagnoli. På et tavle over døren står "Sub V.R. Ecclesiae - S. Iac. Hispanorum. de - Urbe".

På Pladsens modsatte side har hjørnehuset tilhørt Ospedale degli Spagnoli, som har sit bomærke over hoveddøren. Huset til højre herfor tilhørte derimod det religiøse broderskab ved Kirken Santa Maria di Monserrato.

Det lille hus, der ligger lige i starten af Via di Grottapinta, tilhørte i begyndelsen af 1500-tallet en Michele Lante. Der er i Guiden nu både en side om huset og en om Lante-familien.

Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende en Rigtig God Sommer. Det næste nyhedsbrev vil blive udsendt i begyndelsen af August måned.

d. 7. Maj 2014:

Ved Largo Argentina ligger et af Roms ældste teatre: Teatro Argentina, som blev bygget i 1731-1732 af Grev Giuseppe Sforza Cesarini på en grund, som Cesarini-familien ejede. Teatret er stadig i funktion - omend kraftigt ombygget i 1970'erne - og lever på denne måde op til en årtusinder lang teater-tradition på dette sted.

Hele området vest for Largo Argentina, fra Via del Sudario i nord og til midtvejs mellem Via di Sant'Anna og Via dei Giubbonari i syd, hørte nemlig i antikken til et stort pragtanlæg med plæner, træer, buske, blomsterbede, fontæner og ikke mindst søjlegange, som var anlagt i forbindelse med Pompejus' store teater, det første af sin art, opført helt i sten i stedet for som tidligere teaterbygninger i træ.

Annas Rom Guide er nu forsynet med en plan over det gamle Teater- og Porticus-anlæg. På denne side er der også en plan over, hvorledes bygninger og anlæg lå i forhold til nutidens gader og pladser.

Hvor der findes få rester af Porticus- og haveanlæg, har selve Teaterbygningen i form af en halvcirkelformet "trappe", hvor trappetrinene dannede tilskuernes siddepladser, efterladt mange rester. Disse er dog for de flestes vedkommende nu godt gemt i kældrene til de bygninger, som senere blev bygget på ruinerne. De bedst bevarede rester kan idag ses i kælderen under Palazzo Orsini-Pio-Righetti, som desværre ikke er tilgængelig for offentligheden. Det er der til gengæld i flere restauranter og hoteller i de omliggende gader.

Teatrets indre kurve ved overgangen til scenen kan stadig fornemmes i den buede Piazza di Grotta Pinta, mens bygningens ydre facade nogenlunde kan aflæses af forløbet Via dei Giubbonari, Campo de' Fiori, Via del Biscione og Piazza del Paradiso.

De nye sider, som er tilført Romguiden i denne forbindelse, er: en side om Teatro di Pompeo, kort fortalt - en side om Teatro di Pompeo's historie - en side om Porticus Pompei - og en side om den statue af sig selv, som Pompejus Magnus lod opstille i et stort rum i den østlige del af anlægget. Dette rum ligger idag under Via di Torre Argentina og lidt af det kan ses ved randen af det udgravede område på Largo Argentina. Rummet brugtes som mødested for Senatet og kaldtes Curia Pompei. Det var i dette rum, at Julius Cæsar blev dræbt den 15. Marts år 44 før Kristus.

En af de bygninger, som opstod på ruinerne af det gamle Teater, er den lille kirke Santa Barbara dei Librai, som ligger tilbagetrukket på en lille, smal plads ved Via dei Giubbonari. Jeg har tilføjet siderne Kort om Kirken, Mere om Santa Barbara dei Librai, samt En Rundgang i Kirken og en Plan over Kirken. Desuden har jeg udvidet siden om helgeninden Santa Barbara og tilføjet sider om 2 af de kunstnere, som udsmykkede kirken: Luigi Garzi i slutningen af 1600-tallet og Domenico Monacelli under renoveringen i 1800-tallet.

Kirkens tilnavn skyldes det religiøse broderskab, som i 1601 fik overladt kirken, som sandsynligvis har eksisteret siden 1000-tallet. Broderskabet, som blandt andre navne, kaldtes Confraternita dei Librai, passede kirken indtil 1878.

d. 8. April 2014:

Den lille gade Via dei Barbieri, som løber syd for den brede Corso Vittorio Emanuele II og vest for den lige så trafikerede Via Arenula, er et godt eksempel på hvad der gemmer sig bag et lille, nærmest anonymt gadestykke, som det slet ikke synes umagen værd at begive sig ind i. Men Via dei Barbieri er faktisk årsagen til, at Annas Rom Guide i den forløbne måned er blevet forøget med 20 sider.

Gadens navn skyldes den næsten altid lukkede lille kirke Gesù Nazareno, som ligger på nordsiden i nr. 44. Det lyder ikke helt logisk, men det bliver det, når man hører, at Kirken tidligere hed Santi Cosma e Damiano dei Barbieri og ejedes af barberernes religiøse sammenslutning, Confraternita dei Barbieri. Først i 1888 overtoges den af Arciconfraternita di Gesù Nazareno, der på dette tidspunkt måtte forlade deres tidligere kirke, Sant'Elena dei Credenzieri, som blev revet ned, da Largo Arenula blev anlagt.

Denne Kirke lå lidt syd for Via dei Barbieri, hvor nu Largo Arenula breder sig, og ejedes tidligere af hovmestrenes religiøse broderskab, Confraternita dei Credenzieri. I 1594 bestilte dette Broderskab et maleri af Den Hellige Helena med Korset. Da de så måtte forlade deres Kirke, tog de maleriet med sig og det findes idag i Gesù Nazareno over venstre sidealter.

Via dei Barbieri har iøvrigt haft flere navne gennem tiden: et af de ældste var Via della Trinità, fordi gaden førte til en lille kirke, som var viet til Den Hellige Treenighed, La Santissima Trinità. Denne Kirke var forløberen for Gesù Nazareno, men blev senere ombygget, så der ikke er rester tilbage idag.

Senere kom gaden til at hedde Via dei Filonardi, fordi Filonardi-familien i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet havde ejendomme i området. På et tidspunkt i 1700-tallet kaldtes den også Strada Argentina efter det bagvedliggende Torre Argentina, som jeg omtalte i sidste måneds nyhedsbrev.

Dette Tårn har også givet navn til gaden øst for Via dei Barbieri: Via di Torre Argentina, der sammen med de nu forsvundne gader og pladser Via dei Cesarini, Piazza di Sant'Elena og Piazza dei Cavalieri har fået sider i Annas Rom Guide.

Af andre nye sider kan nævnes: om den nu forsvundne kirke San Niccolò de' Mellinis, om barberernes laug Università e Collegio dei Barbieri, om barberernes virke, samt en side om barbererne i Antikken, de såkaldte tonsores.

d. 8. Marts 2014:

Tre dages gratis ophold: et aftensmåltid og en seng for natten, var den mulighed som bød sig for pilgrimme, der i Middelalder og Renæssance kom til Rom fra Nederlandene.

Den sydlige del af Nederlandene løsrev sig i 1830 fra den nordlige del, hvorved der dannedes landene Belgien og Holland. En del af Belgien er det nederlandsksprogede Flandern og det er pilgrimme fra dette område, som søgte husly i det Ospizio dei Fiamminghi, Flamlændernes Herberg, som idag ligger i Via del Sudario. Herberget blev grundlagt i slutningen af 1000-tallet og som hjælp til indretningen modtog flamlænderne et større pengebeløb fra Grev Robert II af Flandern, da denne undervejs til Det Hellige Land opholdt sig en tid i Rom i 1096. Der findes dog idag ingen spor af den oprindelige bygning. Det kompleks, som vi nu står overfor, er opført i slutningen af 1400-tallet og genopbygget samt udvidet i sidste halvdel af 1600-tallet.

Initiativet til det første nybyggeri kom fra den flamske forening Societa dei Fiammingi og flamlændernes religiøse broderskab, som var viet til San Giuliano L'Ospitaliere og derfor fik navnet Confraternita di San Giuliano. Dette havde i 1444 fået sine statutter godkendt af Pave Eugen IV og havde blandt andet som formål at styre og passe Herberget med tilhørende kapel.

I starten var der blot tale om et lille kapel, men i 1600-tallet modtog Broderskabet så store pengegaver, at komplekset kunne ombygges og en "rigtig" kirke indrettes. Også denne blev viet til San Giuliano og kaldtes derfor San Giuliano dei Fiamminghi. Sider om denne kirke er nu blevet tilføjet Annas Rom Guide: Kort om San Giuliano dei Fiamminghi, Mere om San Giuliano dei Fiamminghi og En Rundgang i San Giuliano dei Fiamminghi.

Kirken og Herberget, Ospizio dei Fiamminghi, var omdrejningspunktet for flamlændernes færden i Rom, mens tysktalende tilflyttere fra naboområderne søgte til Kirken Santa Maria dell'Anima og fransktalende til Kirken San Luigi dei Francesi. Efter Kongeriget Belgiens oprettelse blev San Giuliano belgiernes nationalkirke og havde en overgang navnet San Giuliano dei Belgi.

En af de fremtrædende flamlændere i Rom var apotekeren Nicolas van Haringhe, der både donerede store beløb til kirke og herberg og fungerede som mæcen for nogle af de flamske og nederlandske kunstnere, som i kortere eller længere perioder af 1600-tallet opholdt sig i Rom. I inventarlisten, som udfærdigedes efter hans død i 1704, er opregnet ikke mindre end 96 malerier af disse kunstnere, som har smykket hans bopæl.

Haringhe var også medlem af den "forening", som de flamske og nederlandske kunstnere dannede og kaldte Schildersbent. Medlemmerne kaldte sig de Bentvueghels og afholdt nogle stærkt kritiserede fester, samtidig med at de var i opposition til den etablerede romerske kunstnersammenslutning Accademia di San Luca.

Annas Rom Guide indeholder nu også sider om Schildersbent, om Nicolas van Haringhe og om Flamlændere i Rom.

d. 7. Februar 2014:

I nordsiden af det udgravede område på Largo Argentina har man fundet rester efter den meget lange antikke søjlegang, som oftest betegnes med sit "moderne" navn Hecatostylum på grund af de mange søjler, som den bestod af. Men dens oprindelige navn var Porticus Lentulorum, opført af enten P. Cornelius Lentulus Spinther, der var konsul i år 57 før Kristus, og L. Cornelius Lentulus Crus, som var konsul i år 49 før Kristus, eller af de 2 medlemmer af Lentulus-familien, som var konsuler i år 18 før Kristus. Det er muligvis den samme bygning, som også omtaltes som Porticus ad Nationes.

Søjlegangen løb som nævnt på nordsiden af Tempel-området (nutidens Largo Argentina) og parallelt med en anden lang søjlegang, som udgjorde en del af pladsen foran Pompejus' Teater, der stod i området ned mod nutidens Campo de' Fiori. Forløbet svarer nogenlunde til nutidens Via del Sudario, der fra Via di Torre Argentina løber mod vest lige syd for Corso di Vittorio Emanuele II.

I Via del Sudario ligger flere interessante bygninger: Kirken San Giuliano dei Belgi, den 500 år gamle ejendom Casa del Burcardo og Kirken Santissimo Sudario dei Piemontesi, som også kaldes Santissimo Sudario dei Savoiardi. Denne sidste Kirke har nu fået 3 sider i Annas Rom Guide: en Kort om-side, en side med Mere om Kirkens historie og en side med en Rundgang i Kirken. Kirken blev bygget i begyndelsen af 1600-tallet af det religiøse broderskab Arciconfraternita del Santissimo Sudario dei Piemontesi, der tidligere havde holdt møder i den nu nedrevne gamle Kirke San Ludovico, som lå lidt længere mod vest ved Via del Monte della Farina.

Hundrede år før Arciconfraternita del Santissimo Sudario havde lejet San Ludovico af munkene ved Abbazia di Farfa, havde en prælat fra Alsace, Johannes Burckardt, lejet en grund midt i gaden for der at opføre en standsmæssig bopæl. Burckardt havde med flid og ihærdighed arbejdet sig op gennem den kirkelige administrations hierarki og var endt som pavelige ceremonimester for indtil flere paver. Han var i 1591, da han byggede sit hus, som idag kaldes Casa del Burcardo, en indflydelsesrig mand med betragtelige midler. På grunden, som han lejede, lå nogle småhuse og så stod der et højt tårn, måske et af de mange Middelaldertårne, som der stadig findes mange rester af rundt omkring i byen. Husene lod Burckardt rive ned, men tårnet lod han indbygge i sin nye ejendom, så det ragede højt op over det nye tag. I sin dagbog "Liber notarum" fortæller han om, hvorledes han til Festa di San Benedetto den 21. Marts år 1500 lod huset illuminere ved at opsætte fakler på toppen af tårnet.

Desværre er tårnet nærmest forsvundet idag, men enkelte rester kan ses i gården i Casa del Burcardo. Tårnet fik tilnavn efter Burckardt, som kaldte sig "argentinus" efter sin fødeegn Strasbourg, der i Antikken kaldtes Argentoratum. Det er fra dett Torre Argentina, at området har sit navn.

I Casa del Burcardo er der idag indrettet Teater-Museum med mange kostumer, marionetter, malerier og ikke mindst en stor bogsamling.

Udover de ovennævnte nye sider er Annas Rom Guide i de forløbne måneder blevet beriget med 3 sider med årstal og omtale af begivenheder i perioderne: 1301 til 1325, 1326-1350, og 1351 til 1375, samt med en side om Colonna-familien i det 13. og 14.århundrede, hvor den var en magtfaktor i Rom og i bestandig krig med Orsini-familien og paverne. Der var for eksempel den berømte "lussing i Anagni", hvor Giacomo Sciarra Colonna tog Pave Bonifacius VIII til fange i Anagni i 1303, og tildelte ham den meget omtalte øretæve, hvorefter Colonna-familien holdt ham indespærret i 3 dage, indtil befolkningen i Anagni rejste sig og befriede ham. Og der var det tragiske sammenstød den 20. november 1347 ved Porta San Lorenzo, hvor Stefano Colonna Il Vecchio's søn og sønnesønner blev angrebet af Cola di Rienzo's soldater og mange af de yngre dræbt.