d. 9. December 2012:

Langs den ene side af Villa Wolkonsky løber Via Statilia. Gaden, som nu har fået en side i Annas Rom Guide, er opkaldt efter Statilius-familien. En familie som i Antikken ejede et stort område oppe på Esquilin i nærheden af nutidens Porta Maggiore. På familiens ejendom lå et stort gravkompleks med urnegravsteder til familiens frigivne og slaver. Gravpladsen med plads til mere end 500 urner blev fundet i slutningen af 1800-tallet, men desværre ødelagt under arbejdet med at anlægge de nye gader og jernbanelinien.

Ud fra grave og indskrifter udregnede arkæologen Rodolfo Amedeo Lanciani, at Statilius Taurus, som var konsul i år 10 efter Kristus, og hans familie havde i hvert fald 370 personlige slaver. Men indskrifterne viser også, at der eksisterede flere gravsteder for familiens slaver og frigivne. Nogle af disse fandt man som nævnt i 1880 og antallet af blot de personlige slaver lader altså til at have været endnu højere.

Der var f.eks. en person med titlen "Asturconarius", som havde til opgave at passe den spanske hest, som Statilius Taurus havde købt i Asturia-provinsen. Og der var en "puer capsarius", som bar sin herres kappe; 2 "nutrices" : ammer; 1 "obstetrix", dvs. jordemoder, fødselshjælper. Samt en bogholder og flere administratorer af familiens ejendomme. En mand passede gravstedet, en anden de klæder, som familiens forfaderportræt skulle iklædes i begravelsesprocessionerne. Der var slaver som tog sig af badet og remedierne hertil, en række som vaskede og rengjorde. En "medicus ocularius": en øjenlæge; og kvinder som kartede uld, vævede og syede. Alle disse personer fik efter deres død deres urne opstillet i familiens Columbarium.

En af de kendteste personer i Statilius-familien er den ovenfornævnte Titus Statilius Taurus, som ejede familiens landsted indtil 50'erne efter Kristus. Efter ham kaldes det Horti Tauriani og det var så stort, pragtfuldt anlagt og kostbart, at det vakte Kejser Claudius' hustru Agrippinas begær. For at få fingre i ejendommen lod hun Statilius Taurus anklage for overtroisk dyrkelse i trolddomsøjemed. Taurus foretrak at begå selvmord i år 53, før senatet nåede at fælde dom i hans sag. Historien findes omtalt af Tacitus i hans Annaler XII, 59.

Horti Tauriani blev derpå Agrippinas ejendom og hun udstykkede en del af den som gave til Claudius' frigivne og nære rådgiver Pallas, som også sagdes at være Agrippinas elsker. Foruden den nye ejendom Horti Pallantiani, blev der også udstykket en grund, Horti Epaphroditiani, til en anden af Claudius' frigivne, Epaphroditus, som blev nær rådgiver af Agrippina's søn den senere Kejser Nero. Udover sider om disse ejendomme er der blevet opdateret sider om Pallas og Epaphroditus. Ingen af disse kom forøvrigt til at nyde deres landsteder på deres gamle dage. Pallas blev myrdet af Nero for at denne kunne få fingre i landstedet. Og Epaphroditus blev henrettet under Domitian af samme årsag.

Måske var anklagerne mod Statilius Taurus ikke helt grebet ud af luften. I samme område som Horti Tauriani - og måske indenfor selve ejendommens grænser - havde nogen få år før anklagen ladet opføre et underjordisk kultsted, som man mener kan have været brugt af nypythagoræerne. Det er muligt, at Taurus tilhørte denne sekt, og at det oven i købet var ham, som lod den underjordiske basilica bygge. Den blev ødelagt omkring det tidspunkt, hvor han blev anklaget og begik selvmord, men er idag udgravet og vil efter en igangværende restaurering snart blive genåbnet for publikum.

Der lå desuden også andre gravpladser i området, heriblandt Arruntius-familiens urnegravsted og Tiberius Claudius Vitale's grav, som nu også har fået sider i Guiden.

De sidste nye sider, som er kommet til i denne måned, handler om akvædukten Aqua Marcia og akvæduktgrenen Rivus Herculaneus. Begge dele gennemløb området omkring Horti Tauriani og omtales sammen med andre oplysninger om landstederne i Frontinus' bog om Roms akvædukter.

Annas Rom Guide benytter nu lejligheden til lidt forlænget juleferie, således at det næste nyhedsbrev først vil blive udsendt i starten af Februar 2013.

------ Alle besøgende og venner ønskes hermed En Glædelig Jul og et Godt Nytår ------

d. 7. November 2012:

En del af området nord for trekanten Piazza di San Giovanni in Laterano, Piazza di Santa Croce in Gerusalemme og Piazza di Porta Maggiore dækkedes i begyndelsen af 200-tallet efter Kristus af et stort landsted, som kaldtes Horti Spei Veteris. Det var tildels fremkommet ved at Kejserne med tiden havde udvidet deres ejendom i området til også at omfatte de gamle landsteder Horti Lolliani, Horti Lamiani, Horti Maiani, Horti Tauriani og Horti Torquatiani. Herved dannedes et meget stort område, som med tiden også kunne rumme både et amfiteater, en væddeløbsbane, et termeanlæg, templer og kejserpalads.

Det fortælles, at Kejser Heliogabalus holdt meget af at trække sig tilbage hertil. Det har nu kun været for en ganske kort periode, for han var blot Kejser i kort tid og boede kun i Rom fra September 219 til Marts 222 efter Kristus. Indretningen af landstedet var imidlertid påbegyndt allerede af Septimius Severus (193-211) og videreført af hans søn Caracalla for derpå at overgå til Heliogabalus.

Horti Spei Veteris har nu fået en side i Annas Rom Guide og det samme gælder nogle af de villa'er, som lå i området, inden de blev indlemmet i landstedet. Jeg har lave en mindre oversigtsside over disse domus og sider om Aufidia Cornelia Valentilla's Domus, samt om det såkaldte Domus dei Mosaici.

Kejser Heliogabalus har naturligvis også fået en side og ligeså en gammel romersk familie: Roscius-familien, som ejede et hus lidt længere mod vest. Det ligger idag skjult i den store park Villa Wolkonsky, som beboes af den britiske ambassadør i Rom og derfor desværre ikke er tilgængelig for offentligheden.

Villaen blev indrettet omkring 1830 af den russiske Prinsesse Zenaide Wolkonsky og bag murene gemmer sig flere bygninger, betydelige rester af akvædukten kaldet Acquedotto Neroniano, samt rester af antikke mure og et lille nyt tempel opført med antikke søjler. Der er uploadet en side om Villaens historie i korte træk og en uddybende side hertil.

En lille del af sine hemmeligheder har Villa Wolkonsky nu afgivet, da et hjørne af Parken tilhører Roms Kommune. Det drejer sig om hjørnet af Via Statilia og Via di Santa Croce, hvor man har udgravet indtil flere antikke grave. De spændende grave er dog ikke normalt åbne for andet end forudtilmeldte grupperundvisninger - og høje mure og tætte stakitter forhindrer desværre også, at man kan få andet end et glimt af de rørende reliefbuster af de afdøde: de frigivne slaver Clodia Stacte, Numerius Clodius Trupho, Gaius Anneius Quinctio, Lucius Marcius Arm.., og Marcus Annius Hilarus, samt Celia Apollonia og en vis Plotia ..s.

Denne grav, som er en dobbeltgrav, dateres til begyndelsen eller midten af det 1. århundrede før Kristus, mens graven til venstre herfor er lidt ældre og dateres til år 100 før Kristus. Den ejedes af en frigiven ved navn Publius Quinctius, som var boghandler eller kopist. Quinctius' hustru Quinctia og sågar hans elskerinde Quinctia Agatea blev begravet her. Mere om disse kan læses på den side om gravene, som nu findes i Guiden.

d. 8. Oktober 2012:

Den 8. September mindedes Rom den 69nde årsdag for Roms forsvar. Der var blandt andet en mindehøjtidelighed for de faldne, som den 8. September 1943 forsvarede byen ved Porta San Paolo. Her opsatte man sidste år ved foden af Den Aurelianske Mur på Piazzale Ostiense et mindesmærke med en knækket søjle, som blev fremstillet i 1954 og viet til alle de militærafdelinger, som var med ved hovedstadens forsvar i dagene den 8., 9. og 10. September 1943, hvor 414 soldater og 183 civile mistede livet. Samtidig druknede 1.393 matroser og søofficerer ud for Sardinens kyst, da tyskerne sænkede et italiensk panserskib. Også disse ofre for krigen blev mindet ved højtideligheden.

Kampene i disse Septemberdage endte med en tysk overtagelse af Rom og indretningen af blandt andet forhørs- og torturfængslet i Via Tasso, som blev beskrevet i sidste måneds nyhedsbrev. Den følgende periode indtil Roms befrielse af amerikanske tropper den 4. Juni 1944 rummer mange triste minder for romerne. Om en af disse: Attentatet i Via Rasella er der nu kommet en side i Annas Rom Guide.

I denne forbindelse har jeg også lavet en side om selve gaden Via Rasella, som løber på Quirinalhøjens skråning mellem Via delle Quattro Fontane og Via del Traforo på et område, som i Renæssancen udgjorde Grimani-familiens landsted. Denne familie stammede fra Venedig, hvor flere familiemedlemmer har været doger. Andre medlemmer gjorde karriere i den kirkelige administration og nogle blev også kardinaler. Og det var netop 2 af disse: Kardinal Domenico Grimani og hans nevø Kardinal Marino Grimani. som opholdt sig på landstedet Vigna Grimani, på hvis jorder der blev udgravet flere antikke fund, som indgik i kardinalernes store samling af kunst og antikviteter. Familiens tredie kardinal, Vincenzo Grimani, der levede i begyndelsen af 1700-tallet, opholdt sig derimod ikke så meget i Rom.

På det sted, hvor familiens landhus lå, står idag Palazzo Tittoni, som vil få en side i Guiden på et senere tidspunkt. I Via Rasella ligger også nogle andre interessante palæer og her lå tidligere nogle gamle kirker, hvoraf den ene skal være inkorporeret i hotellet på hjørnet af via del Boccaccio, på hvis modsatte hjørne man i husmuren kan se skudhuller fra kampene omkring attentatet i 1944.

Ved attentatet blev 33 tyske soldater dræbt og tyskerne reagerede ved dagen efter ved lokaliteten Fosse Ardeatine at henrette 335 italienske fanger fra fængslerne Regina Coeli, Pensione Oltremare og Via Tasso. Minder herom kan ses i det museum, der er indrettet i Via Tasso og som jeg omtalte i sidste nyhedbrev. Siden da har jeg imidlertid tilføjet en fotoside herom, samt udvidet siderne om Via Tasso, Fænglet, Museet og Fosse Ardeatine med enkelte fotos.

d. 9. September 2012:

Sidste måned opdaterede jeg forskellige sider om Piazza Vittorio Emanuele II, men manglede at lave en fotoside til Pladsen. Den er nu blevet tilføjet.

På Via Merulana ved hjørnet til Viale Manzoni ligger resterne af et hus, som nærmest ligner en bombet bygning fra krigens tids, sådan som man så dem rundt om i Europa i 1950'erne og 60'erne. Det er imidlertid ikke helt tilfældet. Måske bygningen led nogen skade under bombardementer i området, men den blev først revet ned i 1961 på grund af sammenstyrtningsfare. Det drejer sig om et gammelt sundhedscenter, Ufficio d'Igiene, som blev opført i 1929. Denne bygning har nu fået sin egen side i Annas Rom Guide.

På den anden side af Viale Manzoni ligger Istituto Santa Maria, et stort kompleks med skole, kostafdeling, idrætspladser, kirke og sportscenter, som dækker næsten hele karréen mellem Viale Manzoni og Via Berni. Hernede grænser Sportscenter og boldbaner op til resterne af den gamle Villa Giustiniani-Massimo, hvor lysthuset Villa Massimo stadig står. Det stammer fra 1600-tallet og er muligvis tegnet af arkitekten Francesco Borromini. Huset er ganske kønt, men interessant er også dets indre, som er dekoreret af malere af den nazarenske skole. Der er åbent for besøgende nogle formiddage om ugen. Ud over en udvidelse af siden om Villa Giustiniani har Guiden nu også en side om Villaens udsmykkede indre og om den nazarenske malerskole. Desuden har jeg lavet en side om Giustiniani-familien, som lod villaen anlægge, og en om Massimo-familien i 1800-tallet, da det var medlemmer af denne familie som lod rummene udsmykke.

Gaderne omkring karréen er Via Matteo Boiardo og Via Torquato Tasso. Der er blevet tilføjet en side om hver af disse, samt sider om de italienske digtere Matteo Boiardo og Torquato Tasso, som har lagt navn til gaderne. Jeg har desuden lavet en kort side om Tasso's epos "Gerusalemme Liberata", da nogle af motiverne i Villa Massimo er taget herfra.

Villa'en har bagved et lille haveanlæg - det er hvad der er tilbage af den tidligere store park - og bagved dette ligger en smal grund ud til Via Tasso. Den er bebygget af et stort, grimt moderne hus - opført i 1930'erne af familien Ruspoli som lejlighedskompleks, men straks efter udlejet til den tyske Ambassade, der dengang havde til huse i den nærliggende Villa Wolkonsky.

Efter nazisternes okkupation af Rom i September 1943 blev huset i Via Tasso imidlertid valgt som kommandocentral for sikkerhedspolitiet SIPO med major i SS Herbert Kappler som leder. Flere af bygningens lejligheder blev så indrettet til fængselsceller, isolationsceller og forhørslokaler. Og det var hertil at tyskerne bragte de personer, som de fængslede. Omkring 2000 mænd og kvinder udstod her forhør, brutalitet, vold og tortur. Der er nu i Annas Rom Guide sider om dette fængsel, samt om det museum om Roms befrielse (Museo Storico della Liberazione di Roma), som i 1957 blev indrettet i bygningen.

For at kæde disse steder sammen har jeg endvidere lavet en oversigtsside om årene 1926-1950.

d. 7. August 2012:

Denne måneds nye sider er mestendels koncentreret om Esquilin-området, men denne gang har jeg bevæget mig længere mod nordvest end før sommerferien, hvor mange sider handlede om Lateran-området.

Først uploadede jeg en udvidet side med fotos fra Kirken Sant'Eusebio og dernæst en ny side med en Rundtur med fotos i Kirken.

Herfra har jeg bevæget mig ud på Piazza Vittorio Emanuele II, der selvom den ikke længere huser det store, berømte fødevaremarked, stadig er et besøg værd - nu med fri adgang til det dejlige grønne anlæg i midten. Herinde står flere interessante sager, som nu har fået sider i Annas Rom Guide: "Trofei di Mario", resterne af en monumentalfontæne fra Alexander Severus' tid, en fontæneskulptur som romerviddet kalder "Fritto misto", en slags "alt godt fra havet", hvor havmænd, delfiner og blæksprutter brydes, (bag den er der forøvrigt et prægtigt kig til Santa Maria Maggiores kampanile), et monument for kvarterets faldne i 1.Verdenskrig og "Porta Magica", som egentlig blot er resterne af den gamle Villa Palombara, men med sin udsmykning har den givet næring til mange fantasier om magikere, guldmagere, spioner og andet.

Selve Pladsen har fået både en Kort om...-side og en Uddybende side. På Pladsen har man udgravet rester af en rund grav, som kaldes "Casa Tonda". Det er måske rigmanden Maecenas, der har været begravet her. Graven er desværre ikke synlig mere, de sørgelige rester ligger skjult under Pladsen.

Langs yderkanterne af Piazza Vittorio blomstrede i April måned en række fantastiske Judastræer, som nu har fået deres egen side i Guiden.

Fra Pladsens sydside udgår Via Conte Verde, hvorom jeg også har lavet en side. Gadens navn skyldes Amedeo VI, som kaldtes "den grønne greve", på grund af den farve, som han bar ved turneringer. Via Conte Verde ender ud i Viale Alessandro Manzoni, hvortil jeg både har lavet en side om gadens navn og historie - og en side med en Tur gennem gaden, samt en side med en Plan over gaden med de forskellige seværdigheder angivet. Af disse er der foreløbig kun lavet sider til "Istituto Galileo Galilei", Collegio di Sant'Antonio di Padova, Villa Giustiniani/Massimo og Ipogei degli Aureli, Aureliernes Gravkammer, som ligger ved sidegaden Via Luigi Luzzatti. En af dem, der blev begravet her, var Aurelia Myrsina, hvis forældre lod opsætte en "gravsten" til deres "sødeste datter, som levede 5 år, 6 måneder og 11 dage". Gravkammeret har flere rum, der er dekoreret med meget spændende fresker, som har givet anledning til mange tydningsforslag. Der er desværre kun adgang hertil efter ansøgning.

Der er endvidere kommet sider til om de personer, som har lagt navn til de omtalte gader: forfatteren Alessandro Manzoni og politikeren Luigi Luzzatti. Samt om nogle andre mindre seværdigheder i Via Luzzatti: Et lille relief med Josef og Jesus-Barnet i nr.11 og et andet relief med Madonna og Barnet i nr.5. Og til sidst en side om en mindeindskrift på husmuren i nr16.

d. 7. Juni 2012:

I mit sidste nyhedsbrev omtalte jeg flere nye sider med relation til Piazza di San Giovanni in Laterano, som i Middelalderen kaldtes Campus Lateranensis. Der er nu tilføjet en række sider om dette sted: en side om Campus Lateranensis, en side om Piazza di San Giovanni in Laterano - samt en side med fotos herfra, en side om Piazza di Porta San Giovanni og en side med fotos herfra. Endelig er der også lavet en side med nogle kort og planer over området igennem tiden.

Ved Piazza di Porta San Giovanni findes forskellige interessante seværdigheder, hvorom Annas Rom Guide nu har fået sider: Triclinio Leoniano, Porta Asinaria og Porta San Giovanni. Desuden er der tilføjet en side om statuegruppen med San Francesco d'Assisi, som står i det lille anlæg ud for Viale Carlo Felice.

Skulpturen er fremstillet af billedhuggeren Giuseppe Tonnini, som også har fået en side, og det samme har både Viale Carlo Felice og Parken, som ligger mellem denne gade og Den Aurelianske Mur.

I Murens fjerde tårn (når man kommer fra Lateranet) ligger et lille kapel for Santa Margherita. Det er desværre sjældent åbent. Det gælder også den lille kirke, som ligger for enden af Parken ovre på den anden side af Via Nola: Oratorio di Santa Maria del Buon Aiuto. Her kan man kan dog prøve lykken og kigge forbi på søndage mellem klokken 8-10. At kirken blev bygget, har en særlig forklaring: i 1476 var Pave Sixtus IV på vej mellem San Giovanni in Laterano og Santa Croce in Gerusalemme, da det blev et frygteligt uvejr med lyn og torden. Paven søgte ly under et lille gadealter med et Maria-billede på en mur i den gade, der dengang løb mellem kirkerne. Da uvejret var ovre, bestemte Paven, at han som tak for Jomfru Maria's hjælp, ville bygge en lille kirke, og at Maria-billedet skulle tages ned fra sin plads og i stedet opsættes på alteret i den nye kirke.

De sidste nye sider, som er kommet til i denne omgang, er en om helgeninden Santa Margherita di Antiochia og en om en lille kirke, som tidligere lå dèr, hvor Oratorio di Santa Maria del Buon Aiuto nu ligger fra 1476. Den gamle kirke kaldtes Cappella di Santa Maria de Oblationario og man ved ikke så meget om den, men der findes en pudsig forklaring på dens navn: "det fortælles, at de troende, når de havde knælet ved alteret i bøn, efterlod en skilling på rummets gulv, således at kirketjeneren hver aften ligefrem måtte bruge en kost til at feje mønterne op. Denne handling, at feje, hedder "spazzare" på italiensk og Kapellet fik derfor i folkemunde navnet Santa Maria de Spazolaria eller Santa Maria de Spezzellaria. De offerskillinger, som de besøgende efterlod, kaldes derimod "oblationes" og har været årsag til Kapellets mest anvendte navn: Santa Maria de Oblationario".

Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende en Rigtig God Sommer. Det næste nyhedsbrev vil blive udsendt i begyndelsen af August måned.

d. 6. Maj 2012:

I 1438 var Laterankirken udsat for et groft tyveri. Flere ædelsten og perler, der smykkede de to relikvieskrin, som indeholdt apostlene Peter og Paul's hoveder, blev stjålet. Man var naturligvis meget oprørt over sådan en helligbrøde, ikke alene et tyveri af kirkens ejendele, men ligefrem at stjæle udsmykningen af nogle af de allerhelligste relikvier, var en voldsom frækhed og gudløst.

Tyveriet fandt sted i april måned og man havde efterhånden opgivet at opklare forbrydelsen, da der i august opstod en tvist angående en meget værdifuld perle mellem en guldsmed og en vis Servestro, som havde købt denne perle for 30 dukater. Myndighedernes mistanke blev vakt og da de undersøgte sagen, fandt de også de skyldige: en kannik fra kirken og 2 ansatte. De blev anholdt og tilstod tilsidst tyveriet. Resten af tyvekosterne blev bragt til veje og returneret til den retmæssige ejer. Og tyveknægtene gik en hård tid i møde.

På en ny side i Annas Rom Guide kan man nu læse denne historie, som endte med, at kanniken blev hængt og de to andre tyveknægte fik højre hånd hugget af for derefter at blive brændt på bålet.

Stedet, hvor afstraffelsen foregik, var den gamle Lateranplads, Campo Lateranense også kaldet Piazza di Santo Ioanni. Her stod i sin tid et gammelt elmetræ, hvor kannik Nicola blev hængt. Og her stod resterne af et gammelt middelaldertårn, det såkaldte Torre degli Annibaldi, som var forsynet med en hylde, hvorpå den berømte romerske ulvinde stod. Den som man nu kan se i Musei Capitolini. Afstraffelsen omtales da også som "supplizio al Campo Lateranense "ad lupam": "...ved ulvinden". Og på tårnmuren til højre for ulvinden sømmede man tyvenes afhuggede hænder op - til skræk og advarsel.

Dette dystre sceneri er nu helt forsvundet. Piazza di San Giovanni in Laterano er nu et voldsomt trafikeret vejkryds og alle rester af de tidligere bygninger forsvandt, da man i 1588 rejste Roms højeste obelisk midt på pladsen. Den er omkring 32 meter høj - uden at basen er målt med - og stammer fra det 15.århundrede før Kristus, hvor den blev rejst foran Amon-Templet i Theben i Ægypten af faraonerne Tuthmosis III og Tuthmosis IV. I år 357 efter Kristus blev den bragt til Rom af Kejser Constantius II og opsat på på "spina" i Circus Maximus. I midten af 500-tallet blev den væltet og lå længe begravet i den sump, som Circus-dalen efterhånden blev forvandlet til. Indtil den energiske Pave Sixtus V lod sin chefarkitekt Domenico Fontana grave den frem og opsætte på Piazza di San Giovanni.

Det var ikke uden problemer at få den gravet frem og transporten af den store sten gennem datidens smalle og krogede gader var heller ikke lige til. Man mener, at det var ved denne lejlighed, at en af buerne fra Acquedotto Neroniano blev revet ned for at give mere plads. Det var den bue, som kaldtes Arcus Basilidis, måske fordi der her i nærheden lå en nu forsvunden kirke, som var viet til San Basilide. Buen spændte over det sted, hvor Via di San Giovanni in Laterano munder ud i Via di Santo Stefano Rotondo.

En tilsvarende bue, som måske bare var en del af en dobbeltbue og her spændte over Via dei Santi Quattro, stod en tid endnu. Den havde oprindeligt kontrolleret passagen mellem Lateranet og Kirken Santi Quattro Coronati, hvor den tilknyttede Kardinal havde sit palæ. Om dette palæ, samt om den ældre udgave af kirken har jeg nu tilføjet sider.

Der er også blevet tilføjet andre sider i tilknytning til Piazza di San Giovanni: en side om den gamle kro "Taberna della Sposata" og en om det nu forsvundne kapel Oratorio di Santa Croce. Samt en side om fontænen ved obeliskens fod.

Desuden er der tilføjet en side om det gamle hus ved siden af indgangen til Kirken Santo Stefano Rotondo.

d. 7. April 2012:

På det sted, hvor gaderne Via di Santo Stefano Rotondo og Via dei Santi Quattro mødes, ligger en stor, hvid 3-fløjet bygning bag et parkanlæg med pinietræer og palmer. Det er det irske kollegium, Collegio Irlandese, en institution som er forholdsvis ny på dette sted, men som har lange aner. Om dette Kollegium kan man nu læse i Annas Rom Guide på siderne Kort om Collegio Irlandese, Mere om Collegio Irlandese og En rundtur i og omkring Collegio Irlandese.

På stedet, hvor Kollegiet knejser idag, lå tidligere landgården Vigna del Collegio Salviati. Den tilhørte det Collegio Salviati, som Kardinal Antonio Maria Salviati havde grundlagt i 1591 ved Kirken Santa Maria in Aquiro inde midt i byen. I Kollegiet skulle man undervise de dygtigste af de unge forældreløse drenge, som det omkring 50 år tidligere oprettede velgørende Broderskab Confraternita di Santa Maria della Visitazione degli Orfani havde samlet i et hus ved denne kirke. Drengene fik en god, kristen opdragelse og en rudimentær undervisning, da de først og fremmest skulle oplæres i et håndværk, så de senere ville kunne klare sig selv.

Anderledes var det med de forældreløse piger, som Broderskabet også først samlede i en bygning ved Kirken. De blev undervist i huslige sysler, så de kunne blive dygtige husmødre, som derfor - uanset deres ringe eller helt manglende medgift - havde mulighed for at blive anstændigt gift. De af pigerne, som ikke opnåede dette, kunne med samme kundskaber indtræde i et kloster. Og mange af dem valgte denne udvej, hvor de som Augustiner-nonner kunne hjælpe og passe de yngre forældreløse børn. Det blev derfor nødvendigt at finde et hus med flere og større lokaler til den voksende flok og her kommer Kirken Santi Quattro Coronati ind i billedet. Denne Kirke ligger netop ved siden af den før omtalte vingård og til det gamle og noget forfaldne kloster flyttede nu nonnerne med deres plejebørn. Fra 1564 til 1872 har Augustinernonnerne haft børnehjem i lokalerne på hver side af selve Kirken.

Da Augustinernonnerne levede afsondret, i klausur, måtte de forældreløse piger, som de havde i deres varetægt, også gøre det. Så de eneste gange de kom "udenfor murene", var ved de kirkelige fester og højtider, som for eksempel den 9. November, dagen for indvielsen af Kirken San Giovanni in Laterano, hvor pigerne gik i procession til denne Kirke og til Scala Santa. De var alle klædt i hvide dragter og gik langsomt og stille, to og to, mens de sagte reciterede bønnerne til Rosenkransen.

På området nedenfor Kirken og vest for Collegio Irlandese ligger idag det store Militærhospital, som blev opført på det smukke landsted Villa Casali's grund. Dette tilhørte Casali-familien og før dem Teofili-familien, der kaldte deres ejendom for Orto Teofili. Jeg har lavet en side med en "tidslinie" for dette område, som har haft så mange skiftende ejere og rummet så mange spændende boliger, bygninger og aktiviteter. Blandt andre den hedenske Basilica Hilariana, som er ved at blive udgravet på Militærhospitalets gårdsplads ud for Hospitalskapellet.

De sidste nye sider, som jeg kan nævne i denne omgang, er en om arkitekten Salvatore Bianchi, som har tegnet Militærhospitalets specielle struktur, en om helgenerne fra den såkaldte Thebaiske Legion, samt en side om Villa Campana og en om Campana-familien og Giampietro Campana, som fra at have haft en stor og respekteret stilling som direktør for lånekassen på grund af sin samlermani gik fallit og endte i eksil, mens hans store samlinger af kunst og arkæologiske fund blev spredt for alle vinde.

d. 7. Marts 2012:

I den forløbne måned er den tidligere korte gennemgang af Ospedale di San Giovanni blevet udvidet med siderne: Ospedale di San Giovanni gennem tiderne og en Rundtur omkring hospitalet. Siden om Ospizio del'Addolorata, som nu er en del af det samlede hospitalskompleks, er desuden blevet udvidet.

Når området her på Celio med de mange nye hospitalsbygninger godt kan virke ret anonymt idag, er der fordi mange af de bygninger, som har stået her i tidens løb, nu ligger begravet under det senere byggeri - eller simpelthen er blevet gravet væk under byggearbejdet. Alligevel er der mange spændende historier at fortælle herfra.

For eksempel om den unge senator Gaudentius, som var en ven af den berømte Quintus Aurelius Symmachus, en af de sidste som kæmpede for at bevare den gamle gudetro, mens Kristendommens tilhængere blev flere og flere. Gaudentius ejede en mindre villa lidt nord for Via di Santo Stefano Rotondo, inde på det område, hvor nu Militærhospitalet ligger. Gaudentius var ikke nogen rig mand, men huset var dog smukt indrettet og i en niche i spiserummet havde han ladet opstillet en fin statue af Antinoos. En statue, som man idag kan se på Glyptoteket i København.

Ved siden af Gaudentius' hus lå Symmachus' meget større villa, hvoraf en del er udgravet, men atter tildækket. Mange fund er gjort her i området i tidens løb, men desværre blev det, som man fandt under opførelsen af hospitalet, ikke beskrevet nærmere, fordi man havde hastværk med at fuldende byggeriet.

På den anden side af Via di Santo Stefano Rotondo lå også flere store villa'er: Domus Annorum, der tilhørte Annius-familien, hvortil Kejser Marcus Aurelius hørte. Domus Vectiliana, som tilhørte hans søn Kejser Commodus. Det skal iøvrigt have været her, at han blev dræbt. Villaen tilhørende Domitia Lucilla, Marcus Aurelius' moder. Domus Valeriorum, som tilhørte Valerius-familien. Denne ejendom var særligt stor og kostbar og blev i år 404 efter Kristus sat til salg, fordi de kristne ejere kristne Melania og Pinianus, ville bruge pengene på gode gerninger. Den var dog så dyr, at ingen ville købe. I stedet blev den offer for goternes hærgen og plyndren i år 410. Huset blev brændt ned og kunne bagefter sælges for en slik. I resterne indrettedes senere et pilgrimsherberg/sygehus Xenodochium Valeriorum og en lille kirke Santi Erasmo e Abbaciro al Celio, samt et tilknyttet kloster. Ingen af delene eksisterer længere.

Det samme gælder den lille kirke Santa Maria Imperatrice, som lå mellem Via dei Santi Quattro og Via di San Giovanni al Laterano. I Kirken hang der et gammelt Madonna-billede, som var genstand for særlig dyrkelse, fordi legenden fortalte, at denne Madonna havde talt til Gregor den Store. Senere flyttedes det til den nærliggende kirke Santa Maria delle Grazie, der fungerede som begravelseskapel for Ospedale di San Giovanni. Og da denne kirke blev lukket, flyttede billedet til kirken overfor: Santi Andrea e Bartolomeo, der stadig findes men desværre oftest er lukket.

De sidste nye sider, som skal nævnes denne gang, er en side om Piccola Compagnia di Maria, den religiøse orden, som startede Ospedale Britannico. Ordenens grundlægger var den engelske Mary Potter, som også har fået en side i guiden. Det samme gælder blyrørsfremstilleren Titus Flavius Carinus, Gaudentius-familien, og Teofili-familien som i det 16. og 17.århundrede ejede det område nord for Via di Santo Stefano Rotondo, hvor så mange spændende antikke fund blev gjort.

d. 6. Februar 2012:

Efter en lang juleferie kan Nyhedsbrevet fra Annas Rom Guide atter melde om nye sider, som er blevet tilføjet sitet. De fleste af disse er knyttet til områderne omkring Via Merulana, Piazza di San Giovanni in Laterano og Via di Santo Stefano Rotondo.

Her er kommet sider til om Kirken San Giuseppe di Cluny og det tilstødende Kloster, samt en side om søster-ordenen Suore di San Giuseppe di Cluny og dennes stifter Beata Anna Maria Javouhey. Siderne om Via Angelo Poliziano og Via di San Martino ai Monti er blot blevet udvidet.

Netop i dette område kan man se adskillige rester af akvædukten Acquedotto Neroniano og jeg har derfor lavet en kort side om denne, en uddybende side, og en side med en tur langs disse ruiner. Siden om Via di Santo Stefano Rotondo er blevet udvidet og jeg har også udfærdiget en side med en tur gennem gaden.

Nogle små gadealtre har fået hver deres side: det ene findes i Via di San Giovanni in Laterano og det andet i Via di Santo Stefano Rotondo. I den forbindelse er Guidens oversigt over "Madonna-typer" blevet udvidet med sider om Madonna dei Sette Dolori og Madonna Addolorata samt en side om steder, hvor denne type kan træffes, og en side om begrebet Sette Gioie di Maria.

Området er præget af de mange hospitaler, som ligger ud til alle gaderne. Jeg har udbygget nogle af de tidligere korte sider herom, men ikke nået igennem dem alle - det må komme senere. Desuden har jeg opdateret en side om hospitalsvæsenet i Rom gennem tiderne og lavet nogle nye sider om: hospitals-komplekset Ospedale San Giovanni-Addolorata, om det gamle Ospedale di San Michele og det forsvundne Ospedale di Sant'Antonio iuxta Lateranum, samt om Ospedale di San Giovanni og om det lægbroderskab, som i hundredevis af år havde ansvaret for hospitalerne og sygeplejen: Compagnia dei Raccomandati del Salvatore. (De udbyggede sider omhandler Ospedale Britannico og Sanatorio Umberto I).

Siden om den nu forsvundne Villa Fonseca er også blevet udbygget, ligesom siden om Fonseca-familien, mens siderne om familierne Morelli og Colacicchi er nye. Det gælder også siderne om familiernes vingårde i området: Orto Morelli, Vigna Colacicchi og lægbroderskabets Vigna del Salvatore ad Sancta Sanctorum.

Til slut er der vist kun at nævne den nye side om arkitekten Giovanni Antonio de Rossi og den udvidede side om Antonio Tempesta.